Sarah Mahfoud: ”Jeg vidste godt, at der var noget galt, jeg vidste bare ikke, hvad det var”

Sarah Mahfoud kunne næsten ikke få ordene over sine læber.

Hun var jo ikke én af dem. Hun var ikke blevet slået, og hun følte også del i skylden for det, der var sket.

”Jeg kunne jo bare været gået, tænkte jeg.”

Læs også: Tidligere folketingsmedlem: Jeg forvekslede min ekskærestes narcissistiske adfærd med kærlighed

Den 31-årige verdensmester i boksning og tidligere Vild med dans-vinder har i mange år haft relationer til mennesker, der med hendes egne ord har overtrådt hendes grænser ”så mange gange”, at hun langsomt, men konsekvent, har fulgt med og fjernet sig længere og længere fra sig selv for at imødekomme dem.

For at undgå konflikter. Og fordi de, tænkte hun, havde ret i, at hun ikke duede til noget, at hun bare skulle være glad for, at nogen ville have én som hende.

”Jeg vidste godt, at der var noget galt, jeg vidste bare ikke, hvad det var,” siger Sarah Mahfoud til ALT.dk.

”Men tanken om at være alene var endnu værre for mig end at blive i det. Jeg kunne ikke overskue andet, fordi mine tanker fyldte alt for meget, når jeg var det. Så var det nemmere at være sammen med den person, der påførte mig smerte. Det var som om, at jeg fungerede bedst, når jeg havde det en lillesmule dårligt. Det var det, jeg kendte til.”

Altid noget galt med mig

Sarah Mahfoud er aktuel i den nye DR3-serie ”Sarah Mahfouds hemmelighed”.

Den handler om, at hun har været udsat for psykisk vold. En voldsform, der er karakteriseret ved gentagende nedgørelse og devaluering af et menneske med det formål at opretholde kontrollen og magten.

Og en voldsform, der for Sarah Mahfoud har været svær at identificere sig med. Hun vil ikke gå i detaljer med hverken sine oplevelser eller de relationer, der har udsat hende for den psykiske vold.

Det er ikke det, der er vigtigt, siger hun.

Men i grove træk har hun blandt andet oplevet at blive kaldt skældsord som ”luder”, har fået ”flået” sin telefon ud af hånden for derefter at blive krydsforhørt og er blevet bedt om ikke at bære en så ”nedringet” tanktop.

”Jeg følte mig aldrig 100 procent accepteret, som jeg var. Der var altid noget, der var galt, noget, jeg havde gjort forkert,” husker Sarah Mahfoud.

”Hvis vi havde skændtes, men var blevet gode venner igen, så gik jeg stadig med de her tanker. Jeg vaskede dem ikke væk. De blev der og byggede sig op og blev værre og værre. Fordi jeg begyndte at tænke det samme om mig selv: Jeg syntes ikke, at jeg var god nok. Jeg synes ikke, jeg fortjente alt det gode, der skete i mit liv.”

Hvem er jeg så?

Sarah Mahfoud var bange for at blive ”luret”.

At folk ville finde af, at hun slet ikke var så dygtig en bokser, eller at de flotte artikler om hendes præstationer og hendes status som forbillede ikke var i tråd med virkeligheden.

”Jeg kunne ikke tage det ind, for jeg tænkte bare: ”I kender mig jo slet ikke”.

Hun griner.

Sarah Mahfoud griner, når ting er svære at tale om.

Men det har ikke kun været den brede offentlighed, hun har været bange for at narre. Hun har heller ikke kunnet lide at bryde med forestillingen om den ”glade, stærke” Sarah, som familien kendte hende som.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til mine forældre, og jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det med det. Når jeg har været med sammen med dem, har jeg været glad, men når jeg er kommet hjem til mig selv, er det kun det, der fylder,” siger hun.

”Jeg prøvede at leve op til at være denne her stærke kvinde. Hvor der ikke er noget, der kan røre mig. Hvis jeg begyndte at være en anden person, hvem fanden ville jeg så være?”

Det sker ikke for mig

Det har taget en hel dokumentarserie og mange timer hos psykologen Anne-Cathrine Blegvad, der også medvirker i dokumentaren, at få omsat tanker og følelser til ord, som Sarah Mahfoud har kunnet forstå.

Psykisk vold er blandt de ord, Sarah Mahfoud nu kan knytte sin oplevelser til og forstå sine mønstre, handlinger og tanker ud fra.

Læs også: Psykisk vold er den mest udbredte voldsform herhjemme, så hvorfor snakker vi ikke om den?

”Da jeg snakkede med Anne-Cathrine, blev det nemmere for mig, fordi det blev mere konkret. At få at vide fra en professionel, at det er det, jeg er blevet udsat for…,” siger hun.

”Psykisk vold var et ord, jeg havde hørt, men som jeg tog rigtig meget afstand fra. Jeg tænkte: ”Det kan ikke ske for mig. Jeg er stærk, jeg kan klare det. Det er ikke det, det er bare mig, der ikke kan finde ud af det.”

Men det, Sarah Mahfoud har fundet ud af, er, at den psykiske vold kommer snigende, finder langsomt vej ind i ens tanker og følelser og handlinger, så man står tilbage, uden at vide hvem man er.

”Jeg kan stadig godt den i dag blive sådan lidt: Uh, er det mig? Men jeg er ret god til at slå over i, at det, der foregik, ikke var okay. Jeg fik ikke sagt fra, men det var, fordi jeg blev hevet så meget ind i det, fordi jeg ville føje og please og gik på kompromis med mig selv,” siger hun og tilføjer, at de, der udøver psykisk vold, ikke gør det af ond vilje, men fordi de kæmper med sig selv:

”Jeg tror ikke, at nogen tænker: ”Jeg påfører et andet menneske psykisk vold for at få kontrollen og magten.” Jeg tror, det sker ubevidst, fordi personen, der udøver volden, har et lavt selvværd og har brug for magt og kontrol over det andet menneske.”

Kan reagere, før det går galt

Sarah Mahfoud er blevet meget klogere.

Både på sig selv og sine grænser, men også i forhold til hvad psykisk vold er, og hvor udbredt voldsformen er herhjemme. 4 ud af 100 kvinder bliver årligt udsat for psykisk vold.

Derfor følte hun sig nødsaget til, siger hun, at stå frem med sin historie. For blandt andet at bryde med billedet af den ”stærke” kvinde, hun hidtil er blevet portrætteret som, men også for at gøre opmærksom på, at psykisk voldsudsatte ikke står alene.

Men – og det er vigtigt – uden at blive set som et offer. Tværtimod vil hun inspirere andre voldsudsatte til at tage ”kampen op”, som verdensmesteren i boksning siger.

”Det her skal ikke være ynkeligt. Hvis jeg putter mig i kategorien offer, så siger jeg, at jeg ikke kan gøre noget ved det. Og hvis ikke jeg kan gøre noget ved det, så kan det også ske igen. Så er det ude af mine hænder,” forklarer hun.

”I stedet siger jeg: Jeg kunne ikke gøre for det – men hvis jeg nu arbejder med mig selv og bliver stærkere, så kan jeg bedre se, når noget går galt.”

Du har haft svært ved at sige: Jeg har været udsat for psykisk vold. Kan du sige det nu?

”Nogle dage. Det svinger lidt.”

Sarah Mahfoud griner.