Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Sigurd Barrett
Foto: Sigurd Høyen

Sigurd Barrett: “Det er jo de helt nære ting, der fylder os med den største glæde”

Sigurd Barrett: “Det er jo de helt nære ting, der fylder os med den største glæde”

Et trafikuheld fik Sigurd Barrett til at leve mere i nuet og dyrke nærværet med sine fem børn, som han altid har taget med på jobs i sin minibus. Den snart 50-årige børnevært vil nu til at formidle danmarkshistorie i børnehøjde og overvejer at sætte et punktum for Bjørnen Bjørn.

Udgangspunkt
– Jeg er vokset op i Viborg, men er født i København. Jeg er adoptivbarn og blev adopteret af et lærerpar. Helt fra jeg var lille, har jeg fået at vide, at jeg er adopteret. De gik ind for åbenhed, og de talte til mig i øjenhøjde. Selvfølgelig sagde de ikke svære ord som "kommunalbestyrelsen". De brugte jo ikke ord, jeg ikke kunne forstå, men de sagde tingene, som de var. Fra jeg var ganske lille, har jeg spurgt min mor: "Hvordan var det at føde mig?", så har hun sagt: "Det har jeg ikke gjort, det er en anden dame, der har født dig, men hun havde ikke plads til dig." Det er alt sammen beskeder, et barn godt kan forstå. Men det er faktisk kommunikation på højt niveau, for det er totalt i øjenhøjde. Der er selvfølgelig nogle andre underliggende årsager til, at hun ikke kunne have mig. Men at sige til et lille barn, at hun ikke havde plads, så tænkte jeg, at hun nok bare boede i et meget lille hus. I overført betydning var der plads i Viborg. Jeg kunne mærke, at jeg var et kærlighedsbarn. De ville gerne have mig – og jeg ville gerne have dem. På den måde voksede jeg op og havde en meget tryg opvækst med sang, musik og fortællingen som et vigtigt samlingspunkt. Vi var bare os tre, jeg havde ingen søskende, så jeg er vokset op som enebarn. Klaveret blev min legeplads, og jeg startede allerede med at spille, da jeg var 2 år. Fordi jeg var alene, havde jeg rigtigt meget tid, og jeg havde en stor skabertrang. Jeg lavede små bøger og tegneserier.

– Allerede da jeg var fem-seks år, begyndte jeg at skrive små børnesange. Jeg lavede kabaretter, og det skabte stor glæde for folk omkring mig. Jeg tror egentlig ikke, jeg på samme måde ville være blevet den skabende type, hvis jeg havde haft en masse søskende, men jeg savnede, der var liv, at der skete noget, at der var andre, der bidrog, at jeg ikke skulle bære det hele selv på mine egne skuldre. Derfor har jeg altid gerne selv villet have mange børn, og jeg har da heller ikke været den, der sagde stop. Jeg har altid sagt, om der så kom tre eller fire eller i vores tilfælde fem, så er det en gave.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Vendepunkt
– Jeg fik en trang til at opsøge min biologiske mor og finde ud af, hvem hun var. Da jeg var 18 år, fortalte mine forældre mig hendes navn. Jeg ventede nogle år. Jeg ventede faktisk 4,5 år, og som 23-årig tog jeg mig endelig sammen og skrev et brev, som jeg virkelig gjorde mig umage med. Min biologiske mor ringede med det samme, hun fik brevet, og ville gerne mødes. Det var skønt at møde hende, og det samme syntes hun. Hun havde savnet mig i alle 23 år. Det er faktisk sjovt. I 1990, det samme år, hvor jeg tog kontakt til min biologiske mor, der mødte jeg også min bedste ven, og jeg mødte min tidligere kone Winnie, som jeg fik fem børn med. Jeg mødte ligesom dem alle sammen i ét hug. Jeg ved ikke, om der er noget med, at stjernerne har stået på en bestemt måde det år. Men det var altså vildt. Det år har klart været et vendepunkt i mit liv.

Sigurd er adopteret, og som 23-årig tog han kontakt til sin biologiske mor.

– Et andet vendepunkt kom, da jeg 10 år senere begyndte at lave "Sigurds Bjørnetime". I mange år havde jeg siddet ovre i Aarhus og læst musikvidenskab på universitet og spillet shows på værtshuse og for firmaer, men drømmene om at komme et skridt videre vidste jeg ikke helt, hvordan skulle udleves. Jeg kontaktede Danmarks Radio og blev kaldt til møde: De syntes faktisk, at det var sjovt, det jeg lavede. Jeg legede jo bare. Mange af de ting, jeg har lavet i mit liv, hvor jeg har leget, er gået bedre end der, hvor jeg har haft strategiske overvejelser. Jeg er et legebarn. Og meget af det i Bjørnetimen er total rip off fra min egen barndom. Bjørnen Bjørn havde jeg jo også som barn. Dengang satte jeg ham i vindueskarmen og trak så i en snor, så kunne han sidde der og nikke og vinke til folk, der kom gående udenfor.

Omdrejningspunkt
– Jeg fylder 50 år til januar, og det får mig da blandt andet til at tænke på min karriere. I folks bevidsthed er jeg blevet en, der gør noget for børn. Det vil sige, at jeg nok ikke er den første, man tænker på, hvis man skal lave underholdning for voksne. Og det kan jeg selvfølgelig ærgre mig over, for der er rigtig mange ting, som jeg også gerne ville gøre. Jeg har mange gange i mit liv set, hvordan tingene er gået, uden jeg nødvendigvis har følt, jeg kunne styre, hvor de skulle hen. Da jeg var teenager og i tyverne, tænkte jeg aldrig nogensinde på, at jeg skulle spille for børn. Jeg var jo pianist, og jeg lavede pianoshow for voksne. Jeg tænkte egentlig mere, jeg skulle være sådan en Victor Borge-type. Men så begyndte jeg at få børn, og jeg havde sådan en indre børne-tv-mand i hjertet. For jeg synes, det er sjovt at lave noget i et børne-univers, og jeg elsker selv den barnlige tilgang til livet, for jo mere beregnende vi bliver som voksne, jo mere taktiske og udspekulerede vi bliver, jo mindre sympatiske bliver vi. Dybest set er det helt åbne og ærlige, uden underliggende dagsordner, men bare ren umiddelbarhed, det, jeg synes, er allersmukkest. Den ene ting tog den anden, og det viste sig, at det væltede ind med børn, når jeg optrådte. Jeg kunne bare mærke, at der var medvind på cykelstien, så jeg havde ikke travlt med at tage en anden vej, selvom jeg egentlig har haft mange andre ting, jeg havde lyst til at gøre. Jeg havde lyst til at blive jazzpianist, jeg havde lyst til at blive klassisk pianist, skrive strygekvartetter, jeg havde lyst til at lave film, jeg havde lyst til at være forfatter, der var mange ting, jeg gerne ville. Og hvis jeg så skal spole frem til nu, og jeg bliver spurgt: Hvad så nu? Hvilke overvejelser gør du dig? Jeg har da nogle gange overvejet at smide Bjørnen Bjørn væk. Det har jeg. Men jeg har aldrig tænkt: "Åh, den der skide bjørn, og den der bjørne-time. Det gider jeg ikke mere." Men jeg har nogle gange tænkt, om jeg skulle sætte et punktum og sige, det var det. Jeg er 49 år, jeg har måske stadig 20 år, hvor jeg kan være aktiv. Jeg kan nå hundredevis af ting. Indtil videre vil jeg dog forløse det her danmarkshistorieprojekt og se, hvor det bærer hen. Men jeg kunne da f.eks. godt tænke mig at genopleve Sigurd Barrett Swing Orchestra. Vi spillede på jazzklubber, og det er fantastisk også at udfolde sig som musiker, uden at skulle være ham i det ternede jakkesæt med bjørnen.

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Mit liv er simpelthen for kort til at gå rundt og lege macho"

Holdepunkt
– Det er klart, at de vigtigste faste holdepunkter lige nu er min kæreste og mine børn. Jeg mødte Heidrun for halvandet år siden. Jeg spillede sammen med Færøernes Symfoniorkester, og hun var koncertmester. Vi har faktisk kun været kærester i et år. På den lange bane er det jo forholdsvist nyt, men det er rigtig dejligt også. Og så er det selvfølgelig også mine fem børn. De er mine nærmeste, som jeg ved, jeg har tæt på, uanset hvad der sker.

Hele flokken er samlet. Sigurd har fem børn med sin ekskone. Jens Konrad, 21, Olga, 17, Dagmar, 15, Magda, 13 og Ellinor, 10.

– For fem år siden blev jeg skilt fra min ekskone, indtil da boede vi sammen med børnene én kilometer fra det hus, jeg bor i i dag. Da jeg skulle købe nyt hus, tænkte jeg, at det ikke skulle ligge for langt væk. Det skulle være nemt for børnene. Der er besvær nok i forbindelse med en skilsmisse, så det skal ikke også være besværligt rent geografisk at komme fra den ene forælder til den anden. Det har været vigtigt for mig at skabe et hjem, hvor børnene havde lyst til at komme. Jeg har taget dem rigtig meget med i beslutninger om, hvordan huset skulle indrettes, hvad de gerne ville have, og hvordan tingene skulle være. Det er sgu bare vigtigt, at der er højt til loftet, og der er plads til det. I køkkenet er der et langbord, så der er plads til børn og deres kærester og venner. Men det er jo ikke uden komplikationer, selvfølgelig er det ikke det. Der er mange følelser, der skal tages stilling til, men jeg synes, vi finder ud af det. Det vigtigste i hele sådan en proces er dialog. At kunne tage ting op og snakke om dem, åbent og ærligt og finde en vej frem – det er den store udfordring, og den har alle skilsmissefamilier og sammenbragte familier jo. Det der med at lægge låg på følelser, det kommer der aldrig noget godt ud af. Det eneste, der kommer ud af det, er, at det hele kommer til at eksplodere. Det er ligesom sådan en lufttrykbeholder. Der er rigtig mange, der kan eksplodere herhjemme, og de er piger alle sammen. Min søn er nemlig flyttet hjemmefra. Men altså, når mine børn kommer til jul og forærer mig de der håndlavede kopper, hvor der står: "Til verdens bedste far", tænker jeg: "Nå, men det kan ikke være gået helt galt."

Sigurd flyttede ind i et hus blot én km fra sin ekskone, så han kan være tæt på sin 15-årige datter Dagmar og hendes søskende.

Fikspunkt
– Jeg er børneentertainer, jeg spiller jazz- og klassisk musik, jeg er skilt, jeg er troende, jeg kører både Toyota kassevogn med plads til ni og en gammel Mercedes cabriolet. Om jeg har en grundkerne, der ligesom er basis for det hele? Livslyst kunne være et bud. Jeg har meget lyst til at mærke livet. Og mærke det i alle dets afkroge. Livet er jo utrolig mangfoldigt. Som jeg oplever livet, har det mange forskellige sider, og det er noget af det, der er så smukt. Når jeg taler om livslyst, er det, fordi jeg har lyst til at gå ind i alle mulige forskellige rum. Alle de her mange sider af livet, synes jeg, er vigtige på hver deres måde. Det handler selvfølgelig om at skabe plads til dem alle sammen. Nogle gange er der nogle af rummene, der kolliderer lidt med hinanden, hvis jeg f.eks. har sagt til børnene, at vi skulle lave noget sammen, og jeg så finder ud af, at jeg skal spille i Herning. Men der har vi så alle årene haft en tradition for, at de tager med til shows. Jeg har jo den der lille bus. Den er efterhånden noget gammel og ramponeret. Godt nok kan det være køreture på 3 timer hver vej, men de vil gerne med. På sådanne køreture har jeg jo et nærvær med mine børn. Vi kan lege, og vi kan høre sange – det har vi altid gjort, og det elsker de. I stedet for at sige: "Far skal på arbejde", så har jeg taget mine børn med på arbejde. Og det vil de fandeme stadig gerne, og det er jo superfedt, for det betyder, at jeg kan tage dem med ind i mit liv. Jeg kan vise dem, hvem jeg er. Jeg kan have tid og ro til at interessere mig for, hvem de er, vi kan opleve sammen, vi kan synge sammen. Vi kan gakke ud sammen. De kan også bare ligge omme på bagsædet og sove – men vi er sammen. Jeg er der lige nu for dem, jeg er sammen med, og så prøver jeg at lægge telefonen væk. Jeg insisterer på at kunne slukke for alle de her maskiner omkring mig og være fuldstændig akustisk nærværende. Der var engang, hvor vi spurgte vores piger, hvor de gerne ville hen på sommerferie, og så sagde en af dem: "Det, jeg drømmer om, vi skal til sommer..." og jeg tænkte, nu kommer der et eller andet med, at hun gerne vil til Tenerife eller Thailand, men hun sagde:"... det er at gå stille og roligt med bare tæer i græsset." Så tænkte jeg: "Okay, det er vildt." Sådan havde jeg det også! Jeg kan ikke blive mere lykkelig, end hvis jeg bare kan få lov at gå med bare tæer ud i græsset. Det er jo et billede på at kunne holde øjenkontakten og holde mine nærmeste tæt. Det er jo de helt nære ting, der fylder os op med den største glæde faktisk.

De to yngste piger, Elinor og Magda, med far på tur.

LÆS OGSÅ: Sidse Babett Knudsen: “Når man sidder derude - i verden - bliver man simpelthen så stolt af sit land”

Tidspunkt
– For halvandet år siden var jeg i et biluheld. Jeg kørte en vinterdag sammen med en kollega og skred af vejen. Det uheld understregede for mig, hvor vigtigt nuet er. Ud af det blå kørte vi galt. Jeg var jo bare på vej på job, som jeg har været hundredevis af gange før. Jeg kunne være endt i rullestol eller det, der er værre, men kom heldigvis uskadt derfra. Fra det ene øjeblik til det andet kunne mit liv være forandret totalt. Efter uheldet havde jeg tanker som: Falder der pludselig en meteorsten ned, eller kommer der pludselig nogle terrorister og tager os som gidsler? Sker der noget, vi slet ikke kan forvente? For det gjorde der den dag, jeg kørte galt. Jeg var i en fuldstændig tryg situation, på vej til arbejde en søndag morgen klokken 9. Det understregede for mig, at der ikke er nogen selvfølge. Der er ikke noget, der hedder, at man godt ved, hvordan dagen i dag bliver. Vi ved det ikke. Det kan godt være, at det sandsynligvis bliver sådan, men vi kan ikke vide det. Derfor er nuet enormt vigtigt, og derfor er nærværet enormt vigtigt. Og jeg tror godt, jeg tør at sige, at jeg er god til at være nærværende og leve i nuet.

Nulpunkt
– Mine forældre døde i 2002. Den ene i maj, og den anden i juni, tilfældigvis med kun tre uger imellem. Det var jo et nulpunkt fuldstændig, fordi... shit mand... der var jo kun dem og mig i min barndom, og så dør de begge to. Jeg var helt derhenne, hvor jeg tænkte, om Gud overhovedet findes, og om der er en mening med, at vi er her. Jeg havde godt nok min kone og mine børn, og det er ikke for at sige, at de ikke betød noget, de betød jo alt, men at miste mine forældre var virkelig et nulpunkt af rang. Jeg var fuldstændigt slået ud. Jeg blev nødt til at revurdere det hele. I de hårde perioder i livet mediterer jeg, og jeg skriver. Jeg skriver digte og dagbog. Jeg har også gået til forskellige terapeuter i de perioder, hvor ting har været allersværest. For jeg synes, samtalen er noget af det allervigtigste. Det at kunne snakke sammen og få læsset ordentlig af omkring, hvordan man har det, og mærke fra et andet menneske, at der ikke er noget mærkeligt ved, at man har den reaktion. Det er samtaler med andre mennesker, der har hjulpet mig i svære perioder. Jeg er ikke på den måde god til at bure mig inde eller sidde for mig selv i et sommerhus i ugevis, så giver jeg mig bare til at drikke og får selvmedlidenhed, og det er jo ikke konstruktivt. Og så har musikken selvfølgelig hjulpet mig. Musikken bliver et slags talerør, så er jeg sørgmodig, bliver de improviserede musikstykker, jeg spiller, sørgmodige. Og det er jo klart, at når jeg skal ud og optræde for børn, forventer de den glade kendingsmelodi fra "Sigurds Bjørnetime", men sådan har man det jo for helvede ikke altid. Men jeg har en evne som en gammel cirkushest, der gør, at når jeg går ind på scenen, så kan jeg altid skrue den der stemning frem – og som regel bliver jeg også glad, når jeg optræder, selvom jeg lige kan være kommet fra et skænderi eller en giga krise. Er jeg på en scene, så er jeg nærværende i den situation. Så kommer den tunge følelse igen på et andet tidspunkt, når der er rum for den.

Far og datter optræder sammen i den danske kirke i Flensborg.

Bristepunkt
– Jeg blander mig næsten ikke i den offentlige debat, og det er ikke, fordi jeg ikke har lyst, for det har jeg, og jeg har en mening om mange ting. Men er du eksponeret og tilknyttet et specifikt erhverv, medfører det, at der er nogle ting, du ikke kan. Jeg er nødt til at være helt apolitisk i det offentlige liv. Det betyder ikke, at jeg ikke selv kan have en holdning til ting, men jeg kan jo ikke være børnevært og så samtidigt ytre mig om, hvad jeg synes om flygtningedebatten eller om den nuværende eller forrige regering. Jeg er nødt til at holde mig hævet over de der ting. Der er jo også mange, der har sagt til mig, at jeg ikke kunne skrive en danmarkshistorie uden at blive politisk, men jeg har fandeme villet prøve alligevel. Jeg håber simpelthen, at jeg laver en danmarkshistorie, der ikke er politisk. Men den er heller ikke tandløs. Det er ikke sådan, at jeg har skrevet om ting, jeg ikke synes noget om. Jeg er meget respektfuld over for det erhverv, jeg har.

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Mit liv er simpelthen for kort til at gå rundt og lege macho"

Endepunkt
– Det vigtigste, når jeg engang kan mærke, det er ved at være slut her på jorden, det er at kunne se tilbage på mit livsværk i alle dets afkroge og kunne sætte min sidste signatur på, at jeg står ved det. Jeg vil gerne stå tilbage med en følelse af taknemlighed. Taknemmelighed over at have fået lov at gøre en forskel for andre. Jeg kommer ikke til at stå tilbage og sige: "Ja, det er også, fordi jeg er så megafed, at jeg har gjort en forskel for nogen." For jeg bilder ikke mig selv ind, at det kommer fra mig. Jeg bilder mig ind, det kommer fra noget større. I min verden er det Gud. Og taknemmeligheden er den vigtigste, for det er den, der gør, at man kan hvile i det, man har, fremfor at være ked af det, man ikke fik. 

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

LÆS OGSÅ: Maise Njor: “Jeg synes, at jeg - og mange andre - kunne blive bedre til at fejre sejrene”

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby om venskab, panikalder og Paprika Steen

Sigurd Barrett, 49

Er pianist, entertainer og forfatter.

Uddannet i musikvidenskab fra Aarhus Universitet og bedst kendt som børnevært på "Sigurds Bjørnetime".

Far til fem og kæreste med violinsten Heidrun Petersen.

Aktuel med sit største projekt hidtil: En formidling af danmarkshistorien
gennem bl.a. et illustreret bogværk, undervisningsmateriale og en tv-serie.

Se mere på Sigurdbarrett.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview