Silas Holst: "Jeg blev overrasket over mange af reaktionerne på, at jeg skulle danse med Jakob Fauerby"

Da Silas Holst trådte ind på Danmarks mest fotograferede dansegulv i årets første udgave af ”Vild med dans”, var det første gang i programmets historie, at to mænd skulle danse sammen.

LÆS OGSÅ: Joachim Knop om søns ulykke: "Minutterne, hvor han kørte frem og tilbage i scanneren, var uendelige"

– Jeg synes, at der er noget skønt i at vise, at dans er meget mere end mand og kvinde. Dans er også to piger, der danser sammen på en danseskole, eller en gruppe drenge, som danser hiphop. Dans handler ikke om seksualitet, det handler om liv og glæde. Børn kan finde ud af at adskille de to ting, men voksne har svært ved det.

– Til syvende og sidst er dans glæde, uanset om man danser med en mand eller kvinde. Samtidig er det at danse med en mand en mulighed for at slå et slag for mangfoldighed og lighed. Man må danse med den, som man har lyst til – ligesom man må kysse med den, som man har lyst til.

Nyheden blev ikke lige godt modtaget alle steder.

– Jeg blev overrasket over mange af reaktionerne på, at jeg skulle danse med Jakob Fauerby. Mange af dem var negative og handlede om seksualitet. Det kunne være noget i stil med: ”Det er fint nok, at to mænd danser sammen og er homoseksuelle, men jeg skal bare ikke se det på tv. Hvad de laver i deres soveværelse, må de holde for dem selv”.

– Selvfølgelig er der noget seksuelt og noget kemi i det at danse, men vi er jo ikke nøgne sammen på et dansegulv på TV 2. Jo flere fordomme af den slags, jeg møder, jo mere tænker jeg, at det er vigtigt, at vi gør det her. For egentlig synes jeg, at vi er nået rigtig langt her i vores land – vi er bare ikke helt i mål endnu.

Silas og Jakob kom godt fra start i konkurrencen med stor ros og høje dommerkarakterer, og seernes respons har overrasket positivt.

– Der er stadig mange, som er negative omkring, at to mænd danser sammen – men ikke så mange, som jeg troede, der ville være. Det gode er, at der er endnu flere, som er positive omkring vores optræden. Det gør mig oprigtigt glad, når folk skriver, at de som udgangspunkt har været modstandere af, at to mænd skulle danse sammen, men som efter, at de har set os på dansegulvet, har ændret mening, fordi de faktisk godt kan lide det og synes, at det var flot. Når folk siger det, så føler jeg allerede, at vi har vundet.

Hvad har været målet med at vende tilbage til ”Vild med dans” efter 5 års pause?

– For mig handlede deltagelsen og det, at jeg fik en mandlig dansepartner, om lighed og mangfoldighed. Det har været en succes, hvis der sidder en 14-årig dreng i en by ved Vesterhavet, som har følt sig udenfor og anderledes i sin seksualitet og har fået en følelse af støtte og accept gennem ”Vild med dans”. Hvis den dreng ser, at to mænd kan danse sammen på tv, så er det meget større end selve tv-konkurrencen. Selvfølgelig vil jeg også altid gerne vinde, ellers havde jeg jo ikke meldt mig til konkurrencen, men budskabet er bare større.

Et familiekollektiv

Sidst han stod på ”Vild med dans”-scenen, var i finalen i 2014, hvor han dansede sig til en sejr sammen med tidligere vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl. Det andet finalepar var den professionelle danser Claudia Rex og skuespiller Johannes Nymark, som på det tidspunkt var gift med Silas. Og blandt publikum sad deres veninde Louise Mahnkopf gravid med deres første fælles barn.

Med Silas’ ord en ”ret perfekt finale” og et godt tidspunkt at tage en pause på.

I pausen er han blevet far til to, er blevet skilt fra Johannes og har fundet kærligheden igen. Og det er en lidt utraditionel familie med to børn og tre forældre, som Silas’ nye mand, Nikolai, er blevet en del af.

– Når man vælger mig, så vælger man jo den helt store pakke, men jeg tror, at Nikolai kan se, hvor glade vi alle sammen er, og vigtigst af alt så kan han se, hvor glade vores børn er. Det er dejligt – det er jo ikke alle forundt at finde kærligheden på ny efter en skilsmisse.

– Forholdet imellem os alle er rigtig godt. Vi har fundet en god måde at gøre tingene på, hvor vi ikke træder hinanden over tæerne. Johannes, Louise og jeg bor i et hus, som er delt op i tre lejligheder. Der bor vi sammen uden vores kærester. Børnene kan løbe frit rundt mellem os forældre, ligesom de altid har været vant til.

LÆS OGSÅ: Alex Vargas om at blive far: "Jeg tror, at det er sundt"

– Vi har stadig en deleordning, så Johannes og jeg har ansvaret for madpakker og for at hente og bringe hver anden uge. Det gode er, at vi alle tre kan se og være sammen med børnene på en almindelig hverdag, og at man ikke skal have det dårligt, hvis man i en periode skal arbejde igennem – som jeg jo skal en gang imellem.

– For cirka et år siden slog det mig, at det, som jeg giver mine børn, ved at de har tre forældre, næsten er det samme, som jeg selv er vokset op i. Efter mine forældre blev skilt, flyttede min mor ind på underetagen i et to-families-hus. Ovenpå boede min mors barndomsveninde, og på den måde lavede de et slags kvindekollektiv.

– Min bror og jeg blev passet ovenpå, når min mor skulle arbejde, og så var vi hos min far i nogle af weekenderne. Der var altså også tre voksne i min barndom. Jeg husker det som en stor lykke at have en ekstra voksen, der kunne hjælpe og give gode råd. Det er jeg skide glad for at kunne give videre til mine egne børn. Det giver nemlig en lektie i rummelighed og mangfoldighed.

– Jeg var ikke bekymret for familiekonstellationen, inden vi fik børnene, fordi det var min mulighed for at få børn – og jeg VILLE have børn, det har jeg altid villet. Vi er alle så trænede i at tænke, at alting er bedst på én bestemt måde, men det passer ikke. Alting er bedst, når man er elsket. Så er det lidt ligegyldigt med resten, fordi det er det vigtigste i en familie.

Hvordan mærker du, at I udvider normen for familiekonstellationer?

– Jeg mærker det stort set ikke. En af de eneste gange, hvor jeg virkelig har tænkt over, at vi er en regnbuefamilie, var, da vi var til fødselsforberedelse under den første graviditet. Vi skulle alle introducere os selv og vores familier. I det øjeblik tænkte jeg: ”Shit, det her er mærkeligt – vi er jo tre forældre. Nu skal vi springe ud foran hele det her rum og forklare situationen”.

– Jeg svedte, og jeg svedte, mens vi sad der på stolene og hørte på de andre familier, som introducerede sig. Da det så blev vores tur, var Louise ret cool, kan jeg huske. Hun tog bare over og sagde noget i retning af: ”Jeg er Louise, og det her er Silas. Han er den ene far til barnet. Den anden far hedder Johannes, men han kunne ikke være her i dag”. Så simpelt kunne det gøres. Det var mig, som overanalyserede det hele. Efter det var jeg sikker på, at det hele nok skulle gå.

Og det gik alt sammen. Nu har Silas, Johannes og Louise en stor, samlet familie. Det betyder også, at når familien dækker op til fødselsdag eller juleaften, så bliver de hurtigt 30 personer rundt om bordet. Eller det vil sige, at der er ikke altid plads rundt om bordet, så ofte må nogen sidde på køkkenbordet, på skødet eller stå op. Det er svært at gøre det anderledes, når der for eksempel er tre sæt bedsteforældre.

– Jeg kan enormt godt lide, at vi er så stor en familie. Der er mange mennesker, samtaler og meget kærlighed i vores hjem. Men nogle gange kan det godt være svært, at vores samfunds regler og love ikke er indrettet til familier med flere juridiske forældre. De regler og love, som vi har, er vanvittigt gammeldags i forhold til, hvordan vores samfund ser ud nu.

– Det betyder for eksempel, at der hele tiden er én af os forældre, som ikke får besked fra institutioner. Det gør det svært at rejse udenlands, men det gør det også besværligt bare at tage til lægen. Det undrer mig, at den kamp med at få flere forældre på en fødselsattest er blevet en kamp, som de homoseksuelle skal kæmpe. Den burde være taget for længe siden.

For enden af regnbuen

Silas har netop selv afsluttet en anden kamp. En kamp, som har taget halvandet år. Han har sat det sidste punktum i den tekst, som er blevet til hans nye bog. De første ord blev skrevet kort efter skilsmissen fra Johannes, hvor Silas havde brug for at komme af med nogle tanker. Tankerne skrev han ned på sin mobiltelefon. Han skrev og skrev, og da han pludselig havde skrevet 60 sider, begyndte han at overveje, om det kunne blive til en bog, som andre kunne drage nytte af. Men da Silas ikke har en computer, endte han med at skrive hele sin bog i noteprogrammet på sin telefon.

– For mig var det vigtigt at skrive en bog om, at det er fuldstændig i orden at have lige præcis den familie, som man har. En familie er en familie – uanset om der står kerne, regnbue eller adoptiv foran. Sådan en bog syntes jeg manglede på markedet.

Den nye bog hedder ”For enden af regnbuen”. Ifølge ordsproget står der en krukke med guld for enden af regnbuen, men selve skriveprocessen har også været guld værd for Silas.

– Det har en været en mulighed for at slippe en hel masse og sige ”det var det – nu skal vi videre i livet”. For mig var det også en god måde at hjælpe mig selv ud af en skilsmisse og ind i et nyt liv på. En måde at falde til ro på og lade det hele lande.

Den morgen, hvor Silas havde sendt det sidste kapitel afsted til forlaget, stod han i sit køkken sammen med sin kæreste og var ved at forberede morgenmad til resten af regnbuefamilien. De havde købt en pose fuld af morgenbrød i alle afskygninger, som passer perfekt til en stor familie.

– Johannes og hans nye kæreste sad ovre i sofaen, jeg stod i køkkenet med min nye kæreste, og vores to fælles børn rendte rundt på stuegulvet sammen med deres mor, Louise. Alle smilede. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Vi overlevede satme – og nu er vi lige, hvor vi skal være”.

At turde stå ved, hvem man er

Silas bryder både med normerne i familielivet og på dansegulvet. Men det er ikke altid, han har haft overskuddet til det. Da unge Silas skulle finde og acceptere sig selv og sin seksualitet, krævede det noget tid.

– Jeg vidste, at min familie ville sige: ”Herregud, det har vi da vidst længe”, når jeg fortalte dem, at jeg var homoseksuel. Men det var stadig svært, fordi jeg manglede nogen at spejle mig i. Så det handlede mere om at springe ud over for mig selv og finde mig til rette i en eller anden form for ny identitet. Det var en indre ting. Jeg var begyndt at slæbe alle mine veninder med på sådan nogle homo-steder. Der fandt jeg ro i min egen krop hver fredag aften til lørdag aften.

– Det ene døgn levede jeg for i en hel uge, indtil jeg en dag tænkte: ”Det er sådan, det er”, og så fortalte jeg min familie og venner, at jeg var homoseksuel. De var helt cool med det, præcis som jeg havde regnet med. Men det var stadig svært at sige de ord højt. Det er det stadig for rigtig mange mennesker, fordi man er bange for, hvad der sker, og hvordan det bliver modtaget. Det er det, som vi skal have rykket på, så alle føler, at de kan være, som de er – og det er derfor, at det er vigtigt, at to mænd danser sammen på TV 2.

Hvad kræver det at turde udvide normerne?

– Jeg har aldrig planlagt, at jeg skal være sådan en, som bryder med normerne. Det er noget, der lidt kommer af sig selv. Jeg tror måske, at jeg tænker anderledes end mange andre mennesker. Det bedste kompliment, som man kan give mig, er at sige, at jeg er mærkelig. Det bliver jeg enormt stolt af at få at vide, fordi det at være mærkelig kræver mod. Det kræver mod at gøre noget, som de andre ikke ville gøre. Men jeg synes for eksempel ikke, at det er modigt, at to mænd danser sammen i ”Vild med dans”.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler Olsen: Min søn gav mig en nyhed, der fik mig til at græde

– Jeg er mere stolt over at få lov til at gøre det. Jeg tror, det er, fordi det i mit hoved er totalt normalt at danse med en mand. Privat danser jeg jo med en mand – det kan være en onsdag aften, hvor jeg danser rundt på stuegulvet sammen med min kæreste. Så for mig er det jo fuldstændig naturligt. For mig er det mere modigt at danse med en pige, for det gør jeg jo ikke privat. Det er noget, som jeg gør på mit arbejde.

Vil du danse med en mand igen næste år, hvis du får muligheden?

– Det har ikke været et politisk statement, og næste år skal der ikke nødvendigvis være to mænd, som danser sammen. Men hvis konstellationen er der, og det virker naturligt igen næste år, så ville det jo være skønt. Det skal bare ikke være noget, som vi tvinger ned i halsen på publikum. Det skal være noget, som opstår, fordi det er et ønske fra begge parter, og ikke bare fordi vi skal være mangfoldige for fuld hammer på TV 2.