Søren Pilmark ALT for damerne

Foto: Peter Nørby "Det er mit opium at kunne røre andre mennesker," lyder det fra Søren Pilmark.

Søren Pilmark: "JEG syntes, det var for tidligt"

Gennem de sidste 40 år har han underholdt os med alt fra komik til kongelige teater-oplevelser og stærke roller på tv. Nu kaster skuespilleren Søren Pilmark sig ud på gyngende grund som forfatter – til en bog, som selveste krimikongen Jussi Adler-Olsen har hjulpet med at få udgivet. Her fortæller han om alt det nye – og om det konstante, han aldrig slipper, nemlig trylleri, begejstring og hustruen Susanne.

Historien har rumsteret i Søren Pilmarks hoved længe. Meget længe. Historien om Laurits, der er en gudsbenådet tryllekunstner på et lille, sølle varietéteater i 1910, og om Valdemar, drengen, der en dag træder ind på teateret med et exceptionelt talent for at trylle.

Nu er historien kommet ned på papir. 560 fuldfede sider fylder den, og nej, der er ikke tale om et manuskript til en film eller et teaterstykke. Der er tale om en roman. Søren Pilmarks første af slagsen. En forfatterdebut simpelthen.

LÆS OGSÅ: Ane Høgsberg: ”Til en fest, mens jeg var gravid, kom en fuld tv-type over til mig…”

Søren PIlmark

Hvordan fik du lige lyst til at skrive en bog?

"Helt tilbage i 2007 begyndte jeg at få idéen til den historie, jeg nu fortæller i Varieté. Jeg tænkte, orv, det er en god historie, måske kunne man lave den som teaterstykke, en film eller en tv-serie. Men de fleste producenter får nedsunken livmoder, hvis man i et manuskript skriver: "… de kører gennem København i en sporvogn i 1910..." De ser pengene fosse ud af kassen. Der er sådan en stående vittighed om producenten, der sidder med et manuskript til en film, hvor der sker en serie af vulkanudbrud, og som spørger: "Kan vi lave nogle af vulkanudbruddene om til telefonsamtaler, for
så har vi råd til at lave filmen?""

Han griner.

"På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg jo også kunne folde historien ud som en roman."

Søren begyndte at skrive lidt. Researche. Tænke. Lave skitser til bogen. Samtidig havde han travlt med sit arbejde som skuespiller, så der kom ikke rigtig hul på projektet.

Men i 2012 skete der noget.

"Jeg elsker min kære hustru, Susanne, højt af mange grunde, men måske mest af alt fordi hun af og til – eller meget ofte – både ser og påtaler mine mangler. Hun havde på det tidspunkt hørt om min "bog" igennem flere år og havde læst det, jeg havde skrevet, og hun sagde: "Søren, jeg synes, du skriver godt, men hvis du skal skrive så stor en historie, ville det måske være rart, at du havde nogen at spille bold op ad"."

"I 2012 var vi lige gået i gang med optagelserne til filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret, og i den forbindelse mødte jeg forfatteren. Jeg sagde til ham: "Jussi, jeg ved godt, at du har sindssygt travlt, men kunne du måske tænke dig at hjælpe mig lidt med den her historie, jeg tænker på at skrive?" Og så sagde han sgu ja! Og har hjulpet mig lige siden."

Har han læst den løbende?

"Nej, det har han faktisk ikke. Han har på den sødeste måde været enormt støttende og hjælpsom og virkelig lagt øre og tid til. Jeg har læst op for ham. Og så har vi snakket. Diskuteret. Og somme tider lagt lidt arm. Han har været en kæmpe hjælp hele vejen. I marts i år satte jeg sidste punktum. Og så sagde Jussi: "Ved du hvad Søren, jeg tager lige manuskriptet med ind og præsenterer det for Politikens Forlag.""

Så du havde slet ikke et forlag ind over på det tidspunkt?

"Overhovedet ikke. Jeg var bare glad for, at jeg havde lavet den."

Han holder en lille pause.

"Men hallo! Nu skal jeg heller ikke pudse glorien og sige, at jeg kun har skrevet bogen for mig selv. Slet ikke. Jeg ville da gerne have, at andre skulle læse den. Men jeg var også meget afklaret med, at det ville være fint, hvis der bare var ti, der kunne lide den – så ville jeg blive meget, meget glad – men hvis folk ikke kunne lide den, så kunne de da bare lade være med at læse den. Jeg havde slet ikke nogen ambitioner om noget som helst. Det var først, da Jussi tog bogen med til forlaget, jeg begyndte at bide negle. Indtil da havde jeg ikke for alvor tænkt over, at andre skulle læse den."

I romanen følger vi Laurits, der mister sin far som femårig. Han kæmper sig gennem livet og ender som tryllekunstner, og det er derfra, historien tager fart. 

"Jeg har skrevet ud fra grundprincippet om, at man skal skrive om noget, man kender til. Og man skal jo ikke have læst ret mange sider, før man tænker: Har Søren Pilmark nogle father-issues? Og jo... eller nej..."

Har Søren Pilmark det?

"Altså, helt nøgternt og helt nede på jorden: Min far døde meget tidligt og abrupt som 60-årig. Og come on, det er for tidligt. Der var da masser af ting, jeg gerne ville have talt færdigt med ham om. Jeg er bestemt kommet mig både over sorgen og savnet, så det er slet ikke det, men..."

Han holder en lang pause.  

"Men noget med fædre og sønner blev i hvert fald et omdrejningspunkt i bogen. Den er spækket med far-søn-temaer."

Søren Pilmark

Nu er jeg ældre end min far

Hvor gammel var du, da din far døde?

"Jeg var 35. Jeg ved ikke, om det var "tidligt" at miste ham, men JEG syntes bare, at det var for tidligt. Og har det så givet mig problemer? Ja, jeg tror altid, at når nogen dør, så tænker man aj, jeg ville gerne lige have... Det er yderst sjældent, at man ikke lige har et eller andet, man ikke fik talt om eller afklaret. Og det er klart, jo tættere man er knyttet til nogen, jo større er sorgen og savnet, men jo mere åbent og rent ens forhold har været, jo hurtigere kommer man også over sorgen. Det er i hvert fald min erfaring."

"Hvorimod, hvis der har været alt muligt fnidder-fnadder, så skal man kæmpe i laaang tid for at komme videre, måske endda med terapeuter og alt muligt. Som Laurits i bogen, der mistede sin far alt for tidligt, og som bliver ved med at tænke, at faren måske alligevel ikke er død på vejen til Amerika. Min far var der trods alt for mig, da jeg var fem år og i hele min barndom og ungdom i øvrigt."

Og havde du et godt forhold til din far?

"Ja, et godt, dejligt og kærligt forhold."

Så det svære for dig var at blive rigtigt voksen uden at have ham?

"Ja. Det tager lidt tid at sige, okay, så sætter jeg mig op i stolen, for han sidder der jo ikke mere. Min far plejede at sidde og ryge pibe og læse bøger. Var det så det, jeg skulle, når han ikke længere var her, selvom jeg ikke var særligt gammel? Der kan godt komme sådan en identitetskrise, når man mister, hvor man stiller sig selv spørgsmålet, okay, hvad skal jeg så nu? Og det er da tankevækkende, at jeg allerede nu er ældre, end min far blev."

Har du tænkt flere tanker end normalt om din far, mens du har skrevet bogen?

"Det er meget sjovt, men det har jeg faktisk ikke. For romanen handler ikke kun om far-søn-forholdet. Det er vigtigt for mig at sige, at romanen også i høj grad er en historie om kærligheden til optrædende kunstnere. Og til trylleri. Der er den her ældgamle vittighed, som jeg har med i bogen, som jeg elsker højt, og som har været en af hovedhjørnestenene i mit kunstneriske virke. Valdemar siger på et tidspunkt til Laurits: "Når jeg bliver voksen, vil jeg være tryllekunstner." Hvortil Laurits svarer: "Du må vælge. Du kan ikke blive begge dele.""

Og du kan mærke, at det er rigtigt?

"Ja, jeg kan mærke, det er rigtigt, og jeg er så glad for, at jeg selv har valgt at bevare barnet i mig. And then again – selvfølgelig er jeg både voksen og gammel og har mistet håret, synet og tænderne og rend mig et vist sted, men stadigvæk – jeg har bevaret evnen til at begejstres over nogen, der optræder."

Ved siden af sit arbejde som skuespiller har Søren også altid været glad for at trylle. Både privat og på scenen. Og det er derfor, at romanen har en tryllekunstner som hovedfigur. Men hvor meget tryller han egentlig i dag?

"Ikke ret meget, altså. Da jeg var yngre, tog jeg hyppigt ud og optrådte til fester, når folk spurgte. Så spillede jeg lidt, sang, lavede lidt standup og tryllede. Jeg interesserer mig vanvittigt meget for trylleri, og alle tryllekunsterne i bogen har jeg selv udført."

Han holder en lille pause. Skifter så fuldstændig mening.

"Eller jo, ved du hvad, jeg tryller hele tiden. Det gør jeg... Jeg tryller hver dag."

LÆS OGSÅ: Kathrine Lilleør: "Vi blev begge skilt og fik heldigvis kontakt igen..."

Hver dag?

"Det gør jeg da. Der findes noget, der hedder impromptu trylleri. Uforberedt trylleri. Der er konkurrencer, hvor tryllekunstnerne kommer ind til at bord med fire dommere, som siger: "Godt, værsgo at trylle med noget af det, der ligger på bordet”. Og så skal han ellers bare gå i gang og improvisere. Sådan har jeg det jo også. Jeg kan f.eks. trylle med cigaretter, mønter og sukkerknalder, men det er som om, der er en hel side af mit isbjerg af kunnen, der er røget af. Der er ingen, der ryger mere. Der er ingen, der har mønter mere. Og sukker, uh nej, det bruger vi ikke, så jeg er sådan, heyyy, hvor kan jeg meget, som ikke kan bruges mere!"

Han griner.

Men når du så siger, at du ikke tryller ret meget, og bagefter siger, at du tryller hver dag?

"Ja, ja, jeg ved det, det er underligt, men det er fordi, det pludselig går op for mig, at når jeg har det godt, så tryller jeg. Jeg prøver på teaterstykket En folkefjende på Nørrebro Teater lige nu, og de arme, vidunderlige kollegaer derinde skal trækkes med, at jeg i tide og utide lige skal trylle for dem i pauserne, fordi jeg har det så godt med at være med i den forestilling."

Kan du trylle med noget af det, der ligger her på bordet?

"Det kan jeg sagtens."

Han tager en lakridskonfekt fra skålen. Skjuler den i hånden, puster på den, og vupti, så er den væk. For så at dukke op i den anden hånd.

"Det er The French Drop. Man lader som om man tager den, men lader den blive i den anden hånd."

Så tager han en ske fra bordet.

"Det er nogle mærkelige skeer, I har her på ALT for damerne..."

Det ser ud som om, hele skeen bøjer fuldstændig sammen. Det gør den selvfølgelig ikke, viser han lige bagefter.

Wauw – det ser imponerende ud!

"Tak! Sig det til båndet, ha ha."

Så du KAN faktisk ikke lade være med at trylle?

"Nej. To tell the truth … jeg kan ikke lade være. Og jeg vil gerne sende en undskyldning til alle dem, der har været i min nærhed, når jeg har haft det alt for godt og tryllet for meget."

Det er altid skønt at tale med mennesker, der kan begejstres, og det kan Søren Pilmark i høj grad. Også over det at skrive.

Hvordan har det været at skrive skønlitterært?

"Det har været fuldstændig fantastisk. Jeg er helt høj. Når det lykkes. Og det er vigtigt at sige. For hold da op, hvor er der mange fejlskud indimellem. Hvor man ikke kan få det til at fungere. Men når det så pludselig lykkes, så er det som dopamin. Og så har jeg det sådan – og det er helt mærkeligt, for det er jo alt sammen noget, jeg har opfundet – men jeg har en dyb, dyb taknemmelighed over, at jeg har fået lov til at lære personerne i bogen at kende."

"De nærmest rejser sig fra papiret og lever foran mig. Og igen er det vigtigt at sige, at ja, selvfølgelig har der været nedture, bump på vejen og kriser i processen, og jeg har i perioder tvivlet på egen kunnen og historiens holdbarhed. Der har det været fantastisk at have en garvet gut som Jussi ved sin side, som har sagt: "Prøv lige igen. Skriv lige den scene om." Og når jeg så har sagt, jamen, jeg kan ikke lave det anderledes, har han sagt: "Jo, du kan altid lave det anderledes, det er dig, der bestemmer." Og pludselig gik det op for mig, at nå ja, det er jo rigtigt. Fornemmelsen af den der suverænitet, der ligger i tastaturet... wow! Det er euforisk."

Lidt gud-agtigt?

"Fuldstændig. Jeg bestemmer, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Hvor længe de skal leve, og hvor godt de skal leve."

Hvor meget tænker du over de kommende anmeldelser?

"Jeg tror, jeg skal forberede mig på ikke at få helt så kontant afregning med bogen, som jeg plejer at få, når jeg spiller skuespil. Der er det jo klap-klap eller skrub af idiot! Men der vil nok være en vis procentdel af forudindtagethed, hvad enten det er positivt eller negativt. Nå, okay, det er Søren Pilmark, ham kan jeg ikke li', og ja, se, hvad jeg sagde, det var noget lort, han havde skrevet. Eller omvendt."

Hvad har været det sværeste ved at skrive den her bog?

Han holder en lang tænkepause.  

"Det sværeste har været at holde snuden i sporet. At sørge for, at folk gider læse videre. Man har en forpligtelse, synes jeg – hvis nogen ligefrem orker at læse bogen – til at gøre sig umage for, at de får en oplevelse ud af det. Det ligger nok i mig, fordi jeg er vant til at optræde. Folk skal helst få noget ud af det."

Hvordan er koblingen mellem det meget udadvendte liv som skuespiller og entertainer og så den meget indadvendte skriveproces?

"Ja... det er derfor, jeg laver det, jeg gør, ved siden af. En Folkefjende. En Netflix-serie i Irland. Ørkenens Sønner til december. For hold kæft, hvor er det ensomt at skrive. Jeg elsker at have teaterkollegaer. En teaterfamilie. Jeg er så glad for at møde mine kollegaer og få det hele til at fungere i fællesskab. Jeg tror ikke, at jeg kunne fungere som full time forfatter. Jeg er nødt til at have kollegaer og legekammerater."

"Der er nogle, der kan tage til Norge og bo tre måneder i en bjerghule og så kom hjem med Biblen II. Helt fint. Men det bliver altså ikke mig. Der er for meget fis og ballade i mig. Lyst til andre mennesker. Lyst til det sociale. Og så er jeg i øvrigt så heldig, at jeg kan skrive alle steder. Jeg behøver ikke sidde på et stille kloster, jeg kan hive computeren op i lufthavnen eller på et hotelværelse og så bare skrive."

Søren Pilmark

LÆS OGSÅ: Når Katinka ser tilbage, ville hun ønske, at hun havde stresset mindre over én ting...

Held, flid og Susanne

Søren er lige rundet 66 år, og han nærmer sig dermed hastigt den alder, hvor man kunne begynde at overveje at gå på pension. Det har han ingen planer om.

"Jeg har ikke tænkt mig at trække mig tilbage. Jeg er blevet så glad for det her skriveri, så jeg kunne godt tænke mig at fortsætte, men det kommer jo selvfølgelig an på, hvordan det bliver modtaget. Men det skal stadigvæk være i kombination med det at være skuespiller. Jeg har altid haft en mærkelig, hjemmelavet tese om, at det at være skuespiller er mere opium end andre jobs."

"Hvis man først har snuset til det, uhhh... du betaler med et eller andet inde i dig selv. Sjælen, hvis vi skal være rigtig dyre. Jeg ved godt, at der er mange, der gerne vil slippe for at stå på en scene, men hvis man kan lide det og først har mærket det sus, det giver, når det lykkes, så er man solgt. Og det sjove er, at det ikke har noget med succes at gøre. Det handler ikke om, at der er nogle, der siger, at man er go'. Nej, det er oplevelsen af at formidle kunst og samtidig røre andre mennesker. Hvis det lykkes, så er det så stort. Det er der, mit opium ligger. I at kunne røre andre mennesker."

Så du regner med at blive ved med at gå på scenen?

"Det er hårdt at spille teater, men hvis man vil blive ved med at opleve den følelse af at få noget til at fungere sammen med andre, må man jo tage nogle ingefærshots, eller hvad man nu sværger til, og løbe nogle lange ture. Holde sig i form. Samtidig skal man vide, at der sidder måske 3000 par øjne nede i salen og kigger på en, and you can’t please everyone. Og fornemmelsen af, at der sidder nogen, som hader dig, eller som tænker, sikke noget møg..."

Kan man mærke det?

"Det ved jeg ikke, om man kan, men det mærkelige ved skuespil er, at når det er dårligt, jamen så er det så fornærmende dårligt, at folk har lyst til at slå dig ihjel. Hvis du som journalist skriver en dårlig artikel, så bladrer folk videre. Men hvis jeg laver noget møg, så kommer jeg på forsiden af avisen: "Søren Pilmark var et flop", "Det er en ommer" eller "Du skal ikke spilde vores tid – læs liv – ved at lave dårlig kunst". Og så kan man sige nok så meget: "Undskyld, det var ment som en succes, jeg gjorde, hvad jeg kunne." Det hjælper ikke."

"I min roman sker det samme. Teaterdirektøren undrer sig over, at hans kunstnere stiller sig op på scenen gang på gang, selvom de får tæsk i forsøget på at få det til at fungere. Men jeg har det bare sådan, yes, det er den stamme, jeg tilhører. Den flok vil jeg gerne blive ved med at være en del af. Jeg hørte engang en vidunderlig sætning: "Det eneste en skuespiller skal, er at vise os, at sådan kan det gå." Er det ikke skønt? Sådan kan det gå. Det er det, jeg elsker. At få folk til at tænke over livet."

Er der ting, du ikke gider mere, og er der omvendt ting, du prioriterer i dag?

"Ja, der er ting, som jeg stille og roligt sorterer fra og siger nej tak til. Og så er der ting, jeg vælger til. Bogen er et glimrende eksempel på det, for det er måske 15-20 år siden, jeg stoppede op og tænkte: Hvad vil jeg egentlig? Hvad gør mig glad? G L A D – stavet med versaler. Jeg har så prøvet at navigere i det her mere eller mindre hajfyldte farvand, mens jeg har tænkt over, hvad det er, der gør mig glad. Og det er mange forskellige ting."

"I mange år var det at tjene så mange penge, at jeg kunne være mest muligt hjemme, mens ungerne var små. Så jeg kunne læse godnathistorier for dem. Det var gået op for mig, at jeg alt for tit ikke havde lyst til at sige, godnat, mor putter jer, for nu skal far ind og spille teater. For jeg må bare sige, at Reumertpriser og Oscars ikke kan slå det at læse godnathistorier."

"Nu er børnene jo store, og Susanne har det fint med, at jeg spiller teater, hvis det er det, der gør mig glad. Og ja, så kan man jo sige, at det er meget privilegeret, at jeg har fået lov til at lave det, der gør mig glad. Det ved jeg. Om det er held, flid eller talent, det ved jeg ikke, men ja, jeg er meget taknemmelig over, at jeg har haft muligheden for at vælge til og fra."

Du har jo to børnebørn nu, gør det dig glad at bruge tid med dem?

"Øh ja, det skulle jeg hilse at sige, at det gør. Meget. Don’t get me startet. Tænk at få lov til at opleve det igen. Små børn."

Læser du også godnathistorier for dem?

"Så tit jeg kan. Nu kommer der til at gå lidt Nørrebro Teater i den i en periode, men ellers, ja."

Tryller du også for dem?

"Det gør jeg. Og Otto på seks år tryller også."

Tryller Otto?

"Selvfølgelig tryller Otto da også! Selvfølgelig fik Otto et tryllesæt i julegave, tror du, at jeg er åndssvag?!"

Han griner højt og afslutter med stor overbevisning:

"Det er meget, meget, meget vigtigt at sørge for, at Otto ikke bliver voksen."

Om Søren Pilmark, 65 år

  • Skuespiller og komiker kendt for komik som Ørkenens Sønner, film som Blinkende Lygter og
    Kongekabale, tv-serier som Riget og Forbrydelsen og teaterstykker som Hamlet, Miss Saigon og Diktatoren.
  • Aktuel med den historiske roman Varieté. Laurits og Valdemar, som udkommer den 14. oktober.
  • Spiller også hovedrollen i teaterstykket En folkefjende af Henrik Ibsen på Nørrebro Teater og har den
    3. december repremiere på Ørkenens Sønner – en fez i en hornlygte.
  • Gift med Susanne, som er frivillig marketing- og kommunikationsmedarbejder i SOS Børnebyerne.
  • Far til tre voksne børn, Louis, Anton og Amanda.
  • Farfar til Otto på 6 og Coco på 3 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Forældre, Karriere og Kendte