GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Søs Marie Serup
Foto: Bjørg de Meza Espersen Helle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister, her fotograferet til Eurowoman i april 2015. Før hende banede en række af kvinder som Ritt Bjerregaard, Marianne Jelved og Mimi Jakobsen vejen.

Da kvinderne kom til magten

Søs Marie Serup ærgrer sig over, at "hver gang jeg spørger en magtfuld kvinde, hvem der gav hende den afgørende chance, så peger hun på en mand"

Engang var smukke unge kvinder bare pynt på stemmesedlen. Men når du snart skal sætte dit kryds til folketingsvalget, kan Danmark få den anden kvindelige statsminister. Politisk kommentator Søs Marie Serup har skrevet bogen Da kvinder tog magten og fortæller her om den gyldne generation af kvinder, der banede vejen og var med til at sprænge glasloftet – fra Ritt Bjerregaard til Mimi Jakobsen og Marianne Jelved.

Jeg har selv prøvet at være den første eller anden kvinde på en række stillinger i magtens centrum (Søs Marie Serup har bl.a. været særlig rådgiver for statsminister Lars Løkke Rasmussen og pressechef for Venstre, red.). I et enkelt, men afgørende, tilfælde er jeg endda overbevist om, at jeg blev valgt, fordi jeg var kvinde. Det har jeg det fint med. Det handler om at blive valgt, og så kan du altid bevise, hvor dygtig du er bagefter.

Hver gang tænkte jeg naivt nok, at forklaringen på, at der ikke var flere kvinder ved magten, var, at de ikke ville det nok. I dag er jeg knap 45 år og ærgrer mig over, at hver gang jeg spørger en magtfuld kvinde, hvem der gav hende den afgørende chance, så peger hun på en mand.

Adgangen til magten går i høj grad stadig gennem alliancer med magtfulde mænd. Men der er en gylden generation af magtfulde kvinder, født i 40’erne, som kom til magten på deres egne præmisser, og som vi andre skylder stor tak, fordi de tog magtkampene og trampede en sti igennem et vildnis, som vi andre siden har kunnet gå ad uden nær så meget modstand.

Grethe Fenger Møller, Elsebeth Koch-Petersen, Britta Schall Holberg, Mimi Jacobsen
“Pigespejderne,” som de mandlige ministre kaldte deres kvindelige kolleger. Fra venstre: Grethe Fenger Møller, Elsebeth Koch-Petersen, Britta Schall Holberg og Mimi Jakobsen. Foto: Ritzau.

En bølge af kvinder

Ungdomsoprøret i 60’erne fik skelsættende betydning for kvinderne, der fik adgang til abort og p-piller, mens de gamle kønsroller blev revet ned. Også politisk var der efterspørgsel på kvinder at stemme på, og det var populært for partierne at opstille smukke unge kvinder. Ofte blev der dog ikke lagt meget skjul på, at de var pynt på listen. Det så simpelthen godt ud med et kvindenavn, men de blev typisk opstillet så langt nede på listen, at de skulle sprænge den for at blive valgt. Det gjorde de så.

Grethe Fenger Møller, tidligere konservativ arbejdsminister, var aktiv i Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds, hvor hun bl.a. havde rejst land og rige rundt og advokeret for fri abort, og for at kvinder skulle have ret til egen skattebillet – og magt. Dengang som i dag spurgte folk, om ikke magten skulle gå til kvalificerede kvinder, men hun påpegede, at man aldrig har behov for at understrege, at en mand skal være kvalificeret for at blive udpeget til noget som helst.

LÆS OGSÅ: Hun udfordrede politiske løgnehistorier, længe før nogen havde hørt om "fake news" og Facebook

Ungdomsoprøret gik hen over hovedet på Britta Schall Holberg, tidligere indenrigsminister og landbrugsminister for Venstre. Men det kvindeliv, hun ville have, skulle indeholde mere end de kvinder, som hun som journalist nogle gange skrev om, når de var døde, og det eneste, hun kunne skrive, var, at “hun var sin mand en god kone.” Så da hun en aften var til vælgerforeningsmøde, hvor Venstre havde svært ved at finde en kandidat og én derfor spurgte: “Hvad med at prøve hende skolelærerens kone?” takkede hun ja og indledte en politisk karriere, som bragte hende langt.

Andre steder var bevidstheden om kønsroller stor. Da Jytte Hilden, tidligere socialdemokratisk kulturminister, blev opstillet som folketingskandidat, var hun i kampvalg med Mogens Lykketoft, som hun senere blev gift med. Han var partitoppens drømmekandidat og den kloge økonom med indgående kendskab til samfundsmaskinen. Hun valgte at føre kampagne på at være udearbejdende kvinde med børn, og de udfordringer det affødte i en tid, hvor børnehaver og den slags først var under opbygning. Hun vandt!

Men Jytte Hilden havde også en kvindelig backinggruppe bag sig, nemlig Strikkeklubben, som blev dannet af en gruppe kvinder fra centrum-venstre efter jordskredsvalget i 1974, og som Ritt Bjerregaard også var med i. Strikkeklubben har udgivet en række fænomenale bøger, men det hele startede med børnebøger om kønsroller, hvor de bl.a. gjorde opmærksom på, at Ida i Emil fra Lønneberg hele tiden tuder, mens Emil er foretagsom.

Ankers pinup

De kvinder, der er født i 40’erne, ramte dansk politik som en bølge fra starten af 70’erne og frem. Ritt Bjerregaard var blandt de første og var bevidst om ikke at blive parkeret med et ‘tøsefag,’ men gruppeformanden bad hende tage sig af et lovforslag om noget med børn, som hun som kvinde jo måtte have forstand på.

Mimi Jakobsen, tidligere formand for Centrum-Demokraterne (CD) og bl.a. tidligere industriminister, fortæller om en episode i Folketingssalen, hvor hun begik en mindre fejl ift. regler for debatten, hvorefter en ældre mandlig MF’er sagde til hende: “Enten er du utilgiveligt dum, eller også er du utilgiveligt fræk.” Men hun husker også, at Ritt Bjerregaard gik på talerstolen og bakkede hende op.

Det pudsige er, at kvinderne ikke oplevede søstersolidaritet på toppen af magten. Men de følte med hinanden og udviste omsorg over for hinanden, og når de fandt sammen i grupper, gjorde de mændene nervøse. De mandlige ministre i Poul Schlüters regering i 80’erne kaldte de kvindelige ministre “pigespejderne” og bad dem referere på ministermøder, hvad de havde talt om til kvindemiddagen aftenen før. I virkeligheden stivede kvinderne blot hinanden af i en travl og hård tid og skrev deres sejre ned i små røde bøger.

Kvinderne kunne nemt få øje på hinanden, for de var ikke ret mange og stak ud. Også for hele den danske befolkning, som forholdt sig meget nøjeregnende til, hvordan de så ud. Det var kvinderne meget bevidste om, bl.a. fordi en ung og meget smuk socialdemokratisk kvinde, Lene Bro, havde fået ørerne i maskinen for sit udseende. En fotograf havde overtalt hende til at stille op til et foto, hvor hun stod på Folketingets talerstol i hotpants og lange støvler. Billedet gik verden rundt ledsaget af stor forargelse. Det ville kvinderne for alt i verden undgå, men de ville stadig ligne og være kvinder, så der skulle være plads til både lilla kassebukser, store krøller tryllet frem af Carmen Curlers og farverige outfits.

LÆS OGSÅ: Kvindelige spindoktorer: "Det handler om at brænde flinkeskolen ned og turde gå efter det, man vil"

Da Ritt Bjerregaard blev minister første gang, mødte hun op hos dronningen i en pæn og tækkelig knælang dragt, men dagen efter bragte Ekstra Bladet et billede af hende i en noget kortere kjole under overskriften ‘Ankers pinup’ og pillede al autoritet af hende. Og sådan forsatte det for hende og de andre kvinder i pressen gennem årene. Jeg har selvfølgelig også spurgt dem, om de har oplevet noget, der i dag ville falde i kategorien #MeToo, men det er de ikke meget for at tale om. Mimi Jakobsen svarede: “Jeg kan sgu ikke huske, hvem der tog mig på lårene for 40 år siden. Jeg er også ligeglad.” Men Ritt Bjerregaard fortalte bl.a. om det, hun kalder “sexfælder” ud på de små timer ved festlige lejligheder, hvor en mand pludselig fik lyst til at “betro sig til én.” Og det blev noget rod næste dag, uanset om man var med på den eller ej. Grethe Fenger Møller fortæller, at hun var: “Ung og tynd og korthåret. Og feminist. Det har været provokerende”.

Mor går til møder, og far koger pølser

Internet var der ikke noget af dengang. Der var ingen e-mails, mobiltelefoner eller nogen, der havde tænkt på Skype eller FaceTime, så da Lone Dybkjær (bl.a. tidl. miljøminister for Det Radikale Venstre) var i New York i seks uger, mens hendes børn var helt små, måtte hun skrive breve for at holde kontakten, ligesom hun måtte lave en aftale med Folketingets betjente om, at de ringede til hendes bipper med et bestemt kald, når det var hendes børn, der skulle have fat i hende. I det hele taget var det en helt anden og meget mere besværlig hverdag, de første kvinder med magt skulle navigere i.

Lukkeloven betød, at alle familiens indkøb skulle ordnes lørdag formiddag, og der var ikke altid opbakning hjemmefra. Grethe Fenger Møller husker fx en kæreste, der ikke kunne se, hvad han fik ud af hendes sejre. Han foretrak også god hjemmelavet mad af friske råvarer, som skulle købes på dagen. Derfor kunne hun slet ikke overskue, hvordan de også skulle kunne få det til at hænge sammen, hvis de fik børn. Hun siger selv, at hun valgte et “mandeliv” på bekostning af et kvindeliv med mand, børn og rækkehus, for “det var prisen for at være med der, hvor jeg ville være.” Modsat Pia Kjærsgaard som gik hjemme, mens børnene var små, indtil hendes mand overtog og opmuntrede hende til at forfølge en politisk karriere.

Marianne Jelved siger, at fra hendes første dag i Folketinget anede hun ikke længere, hvad der var i køleskabet, ligesom hun tog en alvorssnak med sin datter, der var ked af det en aften: “Jeg er din mor, og jeg går til møder – og sådan bliver det ved med at være.” Og Britta Schall Holberg overlod to små drenge og driften af et gods til sin mand, der var skolelærer og ugen før hun blev minister ikke engang kunne koge en rød pølse. Lone Dybkjær fik det hele til at hænge fint sammen, indtil hun blev skilt fra sin første mand og måtte tage næsten alle døgnets timer i brug for at kunne følge med i alle sagerne.

Ritt Bjerregaard
Socialdemokraten Ritt Bjerregaard var sammen med andre kvindelige politikere fra centrum-venstre med i Strikke-klubben, som bl.a. udgav en række børnebøger om kønsroller. Foto: Ritzau.

Stormvejr

“Alle liv koster,” siger Jytte Hilden. Derfor kan man ligeså godt bruge sit liv på det, man brænder for. Men de første kvinder i magtens centrum skulle virkelig kunne holde til nogle tæv. Ikke bare skulle de finde sig i modbydelige ord og nedladende satiretegninger af sig selv eller syrlige bemærkninger og personangreb fra kolleger, de skulle også igennem nogle politiske stormvejr, der vil gå over i historien.

Der bliver sjældent sagt Ritt, uden at man også siger Ritz, fordi hun blev fyret af statsminister Anker Jørgensen efter et ophold i Paris, hvor hun faktisk fik placeret en kvinde i det, man i dag kalder et internationalt topjob. Hun boede ikke dyrere end så mange andre ministre har gjort, men det blev en sag, der voksede sig så stor, at den kostede hende den første ministerpost. Og så var der samtidigt grundlagt en fortælling om, at hun var dyr i drift, selv om der ikke var hold i den påstand, hvis man sammenlignede med hendes mandlige kolleger.

Den største politiske skandale i Danmark i 50 år blev også Grethe Fenger Møllers personlige nedtur og værste stormvejr – for fuldt medietryk. Efter Tamilsagen, som førte til Schlüter-regeringens fald, blev hun idømt 60 dages betinget fængsel for at have talt usandt i retten. Det blev til en brutal offentlig henrettelse af Grethe Fenger Møller, som blev trukket gennem sølet i offentligheden i mange år efter. Det var hårde vilkår at få sin livskrise delt med nationen, men tre år efter Tamilsagens afgørelse, valgte hun livet. “Jeg besluttede mig for ikke at være bitter, for dem jeg følte mig bitter på, sad hjemme og spiste lammesteg og drak god rødvin om lørdagen. Man må jo redde sit eget liv,” siger Grethe Fenger Møller. “Lægge det hele i små pakker og pakke dem ind med sløjfer. Lægge dem væk.”

Helle-Thorning-37-kopier.jpgHelle Thorning-Schmidt var Danmarks første kvindelige statsminister, her fotograferet til Eurowoman i april 2015. Før hende banede en række af kvinder som Ritt Bjerregaard, Marianne Jelved og Mimi Jakobsen vejen. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Det kan vi lære af dem

Der er meget, vi kan lære af de kvinder, der tog vinden for os andre. Først og fremmest skal vi lære at sige “ja” og kaste os ud i nye udfordringer. Kvinder har bl.a. den fordel, at vi ikke er bange for at se dumme ud eller stille spørgsmål, indtil vi har forstået tingene. Derfor kan vi også sætte os ind i selv de mest komplicerede sager, hvis vi beslutter os for dem. Og alle, der bokser med lavt selvværd, lammende generthed eller tvivl kan ånde lettet op, for selv nogle af disse ualmindeligt dygtige kvinder har haft de udfordringer og overvundet dem.

Det hele starter og slutter med, at man har noget på hjerte. Man skal ville noget med magten – ellers skal man overlade den til nogle andre. Mimi Jakobsen havde noget, hun “skulle have ordnet.” Det ville nok være klogt, hvis flere kvinder brugte mindre tid på tvivl og mere tid på bare at “ordne.” Og Ritt Bjerregaard har lært mig, at det ikke nytter noget at netværke bare for at netværke; du skal have et mål med det. Der skal komme noget mere ud af det end bare snak og samvær. En tankegang, som hun har brugt til selv at møde alle de mennesker, hun gerne ville kende. Hun har bare samlet dem om en sag. Nemt og klogt.

LÆS OGSÅ: Danske kvinder vandt VM i fodbold i 1971: "Det blev ligesom bare glemt"

Jeg er selv helt pjattet med historien om, hvordan Pia Kjærsgaard bare tog magten i Fremskridtspartiet. Hun manglede en platform og udnævnte derfor sig selv til politisk ordfører i pressen – og så var hun det. Det var frækt gjort, men hvo intet vover. Noget andet vi kan lære af kvinderne, er, at hvis du som ung og ny kandidat mangler opbakning fra toppen, skal du bare bygge din base fra bunden. Det hus, der er bygget på et stærkt fundament, er ikke sådan lige at rive ned igen. For hvorfor vente på, at en eller anden mand på toppen får øje for dine talenter, når du kan alliere dig med bredden og komme op og frem ved hjælp af den?

Og så synes jeg, det er klogt at holde fast i Marianne Jelveds tommelfingerregel om, at man skal kunne være gode venner, uanset hvad der sker ved forhandlingsbordet. Det handler om at udvise storsind.
Det ville være nemt for mig at konkludere, at du skal kunne holde til flere tæsk, end der kan hænge på et almindeligt menneske, for at gå efter magten, men sandheden er snarere, at du lærer det henad vejen. Og selv om du ikke går efter magten, skal du stadig kende de kvinder, der tog den som de første, inden du sætter dit kryds. For de skabte den plads, som moderne kvinder i dag tager som en selvfølge og giver den videre til os. Nu er det os, der skal gøre resten af arbejdet. Lad mig derfor slutte med en opfordring fra 70’erne, der stadig er højaktuel: Stem på en kvinde!

Da kvinder tog magten er udkommet på Gads Forlag.

Se, hvad vi ellers skriver om: Politik, Kvindernes kampdag og Samfund