Sonja Oppenhagen: "Kærligheden er meget lettere, når man kommer op i min alder"
Foto: Les Kaner Sonja Oppenhagen om ungdommens usikkerhed, den første gang og den på én gang smukke og smertefulde kærlighed

Sonja Oppenhagen: "Kærligheden er meget lettere, når man kommer op i min alder"

Sonja Oppenhagen medvirker lige nu i teaterstykket "Madame de Sade", som handler om begær, sex, kærlighed, smerte, magt og passion. Selv samme emner var også udgangspunktet, da ALT for damerne mødte hende til en snak, der blandt andet faldt på ungdommens usikkerhed, den første gang og den på én gang smukke og smertefulde kærlighed.

Begær
– Mit ungdomsliv startede ret sent, for jeg havde så travlt på teatret, at der ikke var tid til drenge og den slags. Men som 16-årig begyndte jeg at tage til fester, og jeg fandt ud af, hvordan det er at begære et andet menneske. Til en fest hos en veninde fra balletskolen mødte jeg en ung mand, som hed Pierre. Han var flot, sød og kærlig, og jeg kunne mærke, at han tændte på mig, og at jeg tændte på ham. Der skete ikke ret meget den aften, men jeg sad på skødet af ham, og vi kyssede lidt. Senere blev vi kærester, og da jeg spillede med i en ballet, der hed "Jomfrukilden", kom han og så forestillingen. Dengang var jeg stadig jomfru, men da forestillingen var færdig, ventede han på mig med en stor buket roser, og så kørte vi op i hans forældres sommerhus...

– Det var min første rigtige kæreste, og vi var sammen i syv år. Han var den første, jeg begærede og blev forelsket i, men dengang begærede vi jo mange. Vi var unge, og lyst, begær og nysgerrighed hørte sig til. I dag er det helt anderledes, og begær er ikke længere noget, jeg føler konstant og hele tiden. Selvfølgelig kan jeg kigge på min mand, Stig Christensen, og tænke: "Ej, hvor er han skøn og dejlig!" Men efter 23 års ægteskab er det jo ikke sådan, at jeg ryster i bukserne, når jeg ser ham. Begær er et alt for småt et ord at bruge om vores forhold, og begæret er for længst erstattet af den dybe kærlighed.

Sex
– Jeg kan huske, at jeg som ung blev interviewet og sagde, at hvis jeg en dag ikke fik lov at danse mere, så ville jeg gå i kloster. Det var meget alvorligt sagt, men så fik jeg en kæreste, og så skulle jeg i hvert fald ikke i kloster – heller ikke selvom jeg holdt op med at danse! Jeg var jo ung i de glade 70'ere, og forholdet til seksualitet og kroppen var meget afslappet dengang. Der var en helt anden frigjorthed, end der er i dag. Vi tænkte ikke så meget over, om vi havde små eller store bryster, og om vi var kortbenede eller langbenede. Vi var bare unge og havde det enormt sjovt. Hvis der var en, man syntes var sød, var det helt naturligt, at man var nysgerrig og åben, og vi gjorde bare, som vi havde lyst til.

– I dag virker det, som om de unge er meget mere beregnende, og jeg tror, at de har det sværere, end jeg havde. De stiller høje krav til sig selv og hinanden, og alting skal være så perfekt! Unge piger får lavet større bryster, og det kan da godt være, at drengene så kigger efter dem, men so what? Det er jo bare hendes bryster, de kigger på, og sex ligger altså ikke i brysterne eller mellem benene. Sex ligger mellem ørerne. Det ligger i hjernen, i fantasien og i alt det, man ser, sanser og tænker. Det er dét, der er det vigtige, og jeg synes, at det er synd for de unge, at de ikke har et mere afslappet forhold til seksualitet.

– Mit eget forhold til sex har selvfølgelig ændret sig lidt med alderen. Jeg har oplevet fantastiske og vidunderlige ting, og det har jeg med i min kuffert, men nu er jeg jo en voksen dame og lever i et lykkeligt parforhold. Jeg tænker ikke så meget over min seksualitet længere, men jeg synes, at sex er en vigtig del af et godt parforhold. Det er dejligt og skønt, og det er jo det tætteste, man kan komme på hinanden. Den nærhed, man får, når kroppene smelter sammen og når hinanden, er fantastisk.

Kærlighed
– Kærlighed er jo uden tvivl det vigtigste, og heldigvis har jeg mødt kærligheden en del gange i mit liv. Jeg har været gift tre gange, og det, synes jeg, er skønt. Tænk at have levet så mange forskellige liv med så meget kærlighed – det en da en kæmpe gevinst! Jeg har jo noget med mig fra hvert af mine ægteskaber, og jeg har lært meget om kærligheden gennem årene. Da jeg var yngre, var kærligheden meget mere kompliceret. Mine følelser var utrolig hektiske, jeg stillede mange krav, og jeg tvivlede på alting. Er jeg nu lykkelig nok? Begærer jeg ham nok? Elsker jeg ham nok? Sådan har jeg det ikke længere. Kærligheden er meget lettere, når man kommer op i min alder. Den er enkel og ligetil.

– Med årene har jeg fået mere form på mig selv og fundet ro, og mit nuværende ægteskab er det mest ligeværdige og enkle af mine ægteskaber. Det, tror jeg, helt bestemt har noget at gøre med, at Stig og jeg mødte hinanden som voksne. Kærlighed handler jo meget om at møde hinanden på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og jeg er faktisk ikke sikker på, at Stig og jeg ville være blevet gift, hvis vi havde mødt hinanden, da vi var yngre. Stig er otte år yngre end mig, og når man er ung virker aldersforskellen jo større. I dag gør otte år ingenting, og sammen med Stig føler jeg mig virkelig elsket. Ikke så meget på grund af store blomsterbuketter og fine middage, men mere på grund af de små hverdagsting, som når han for eksempel fylder benzin på bilen, fordi han ved, at jeg skal ud at køre næste dag. For mig ligger kærligheden i alle de små ting, man gør – bare for at gøre hinanden glade.

– Jeg elsker Stig, men kærligheden til ham er betinget. Jeg ved, at den kan få skrammer og endda gå i stykker, for sådan er det med den kærlighed, man har til sin elskede. Da jeg var 25 år, opdagede jeg, at der også er en anden form for kærlighed – nemlig den ubetingede kærlighed. Min første mand, Klaus Pagh, og jeg fik vores datter, Anne, i 1974, og jeg elskede hende ubetinget helt fra begyndelsen. På samme måde havde jeg det, da jeg fik min søn, Oliver, i 1985. Min anden mand, Morten Hebjørn, kunne ikke få børn, så vi adopterede Oliver fra Sydkorea. Han var to år og fem måneder, da vi fik ham, og det var en meget voldsom oplevelse rent følelsesmæssigt, for der var ikke det der flow, der er ved en graviditet. Morten og jeg gik bare og ventede og ventede og ventede – og bum! Pludselig havde vi en søn. Jeg havde set ham på et lille fotografi tre måneder forinden, og fra det øjeblik var jeg begyndt at elske ham, så det var fantastisk vidunderligt endelig at få ham hjem. Selvom der selvfølgelig var stor forskel på at adoptere og på at blive biologisk mor, er der ingen forskel på kærligheden til mine to børn. Jeg elsker dem lige højt.

– Da jeg for 12 år siden fik mit første barnebarn, mærkede jeg den samme ubetingede kærlighed, som jeg har til mine børn. Jeg går meget op i at have et tæt forhold til mine to børnebørn, og vi ses ofte, men jeg er ikke sådan en Tivoli-mormor. Der skal ikke altid ske alt muligt, når mine børnebørn kommer på besøg, for jeg synes, at det skal være naturligt, og jeg kan godt lide, at de føler sig hjemme, når de træder ind i mit hus. Det er dejligt, at vi bare kan slappe af sammen, for hvis der altid skal ske noget, risikerer man at miste det nærvær, som opstår, når man bare er sammen.

Smerte
– For mig hænger den fysiske og den psykiske smerte sammen. Man siger sommetider, at følelserne sidder i hjertet, men jeg synes, at de er allertydeligst i maven. Hvis jeg er meget ulykkelig, får jeg ondt i kroppen. Min mave gør ondt, og halsen snører sig sammen. Desværre har jeg oplevet det en del gange. Sådan er livet jo. Den første rigtig store smerte, jeg oplevede, var, da jeg blev skilt fra min første mand, Klaus Pagh. Vi var blevet gift, da jeg var 25, og jeg var ganske ung og ikke særlig moden. Klaus var en del år ældre og var en anerkendt teaterdirektør allerede dengang, så det var ham, der gik forrest i vores ægteskab. Det havde jeg det udmærket med. Indtil jeg en dag ikke havde det godt med det længere.

– Efter fem års ægteskab blev vi skilt. Jeg havde brug for at komme videre, for jeg skulle modnes og blive en voksen kvinde. Men det var en kæmpe beslutning, og det var meget sorgfuldt – især fordi det bragte min datter i en svær situation, som hun ikke havde ønsket. Det er jo altid børnene, der er de største tabere i en skilsmisse, og uanset hvor fornuftigt man som den voksne prøver at hjælpe sine børn igennem skilsmissen, så er det for altid en familie, der er kæntret.

– Den anden store smerte, jeg har oplevet, var, da min anden mand, Morten Hebjørn, døde af cancer. Han havde været syg i et halvt år, og selvom det var ganske kort tid, føltes det som en lang og sorgfuld tid. Jeg fik besked om hans død en morgen i 1993. Dagen inden havde jeg besøgt ham på hospitalet, og på en eller anden måde kunne jeg godt mærke, at det var lige oppe over. Han sagde: "Nu skal du køre hjem, for nu har Oliver kun dig", og så kørte jeg hjem til vores søn. Jeg ringede til Morten om aftenen og sagde: "Sov nu godt", og næste morgen ringede de så fra hospitalet og fortalte, at han var død. Det var en stor sorg, og det er svært at udtrykke med ord.

– Samtidig med at jeg var rigtig ked af det, skulle jeg passe på Oliver og Anne og trøste dem. Det var meget hårdt, men egentlig tror jeg, at det var sundt for mig, at jeg havde mine børn at fokusere på, for så havde jeg ikke tid til at sidde og grave i min navle og tænke: "Hvor er det synd for mig!". Selvfølgelig skal man have tid til at komme sig, og ingen kan fjerne sorgen, men jeg tror, at vi skal passe på ikke at sygeliggøre sorg og smerte, for det er en naturlig del af livet. Livet er jo ikke bare sort og hvidt. Det kan også være mørkegråt eller lysegråt. Nogle gange er det endda helt lyserødt! Der er heldigvis mange farver på paletten, og uden smerten ville alt det skønne ikke være noget værd.

Magt
– Jeg er ikke noget magtmenneske, og jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om magt. Det korrumperer, og jeg synes ofte, at folk forandrer sig til det negative, hvis de får meget magt. Sommetider sker det for folk med høje stillinger. De bliver anerkendte og magtfulde, og pludselig er der ikke nogen, der tør sige dem imod, og når folk aldrig bliver sagt imod, sker der et skred i deres selvopfattelse. De begynder at føle sig hævede over andre og forsøger at udnytte deres position til at opnå et eller andet – og det kan jeg ikke lide. Jeg synes, at det er ukreativt at bruge magt – især i min branche. Skuespil handler ikke om magt og om, hvem der er bedst. Det handler om samarbejde og om at lytte til hinanden, og hvis en skuespiller begynder at føle sig mere værd end sine kollegaer, er det et tab for hele forestillingen.

– Man kan selvfølgelig også bruge sin magt på en god og omsorgsfuld måde. Det gjorde min mor. I mit barndomshjem var det hende, der bestemte – i hvert fald når det kom til børneopdragelse. Sådan var tiden dengang. Fædrene arbejdede, og mødrene gik derhjemme og passede børnene og forsøgte at få alting til at hænge sammen. Min mor lavede varm kakao og hjemmebagte boller, og hun læste historier og introducerede mig for klassisk musik. Hun var meget sød og kærlig, men samtidig kunne hun også være streng. Hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, fik jeg en ordentlig skideballe. Og det skete tit, for jeg var et meget uartigt barn. Jeg havde så meget fantasi og energi, at jeg altid kom til at gøre det forkerte.

Passion
– Min passion er mit arbejde som skuespiller og dét at stå på scenen. Sådan har det altid været, og jeg har aldrig drømt om at lave andet. Da jeg var lille, dansede jeg ofte til klassisk musik. Dengang vidste jeg ikke, hvad ballet var, men jeg havde en indre drift og kreativitet, som jeg ikke kunne holde nede, så jeg dansede bare rundt for mig selv i stuen, indtil jeg som 7-årig startede til ballet. Da jeg var 9, blev jeg optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, og jeg var lykkelig over at være der. Når jeg var med i et stykke, stillede jeg mig altid i kulissen lang tid før, jeg skulle på scenen. Så stod jeg og betragtede danserne og sangerne og sugede alle indtryk til mig. Det var en kæmpe drivkraft og fantastisk lærerigt for mig at se de dygtige kunstnere, som arbejdede flittigt på scenen.

– Min passion var meget fokuseret på mig selv, da jeg var yngre. Jeg ville så gerne være god og vise hele verden, hvad jeg kunne, for det handlede hele tiden om at få en rolle mere. Nu hvor jeg har været i branchen i hundrede år, ligger der ikke det samme pres på mig, og jeg har ikke længere det samme behov for at vise, hvad jeg kan. I stedet for at fokusere på mig selv har jeg nu fokus på helheden, og jeg tror, at det har gjort mig til en bedre skuespiller. Og så spiller alderen og mine livserfaringer selvfølgelig også en rolle. En skuespiller skal gerne være som en god årgangsvin og blive bedre med årene.

– Som skuespiller er det utrolig vigtigt, at man er nysgerrig, for det er en evig forskning at arbejde med en rolle. Man er nødt til at undersøge sin karakter og finde ud af, hvilken farve man udgør i det samlede maleri. Mit arbejde slutter jo ikke, når jeg går hjem efter en dag på teatret. Jeg bliver ved med at tænkte på min rolle – og det er ikke kun mine replikker, som kører i mit hoved. Jeg tænker over, hvem jeg er jeg. Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen? Jeg læser om forfatteren og undersøger stykkets temaer, og på den måde fylder jeg skoletasken op med kundskaber. Det er min passion og min nysgerrighed, der driver mig, og hvis ikke man har det engagement, skal man ikke være skuespiller.

LÆS OGSÅ: Julie mistede sin kæreste, job og bolig på en gang - men så begyndte hun et nyt liv

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth: "Jeg havde en veritabel  hashpsykose"

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: Jeg faldt for dominerende kvinder, jeg bare ikke passede sammen med

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kærlighed