Sonja Oppenhagen: "Jeg skammede mig lidt"

Sonja Oppenhagen blev født en kold decemberdag i 1948 på Fru Nyholms Fødeklinik på Frederiksberg. Men stod det til hendes mor, skulle hun slet ikke have været til. Forældrene giftede sig, fordi de ventede Sonja.

Tre år senere kom hendes lillebror, Flemming, til verden. Moren var hjemmegående, og faren var det, Sonja selv betegner som ”en fantast”. Han havde ikke styr på, hvordan han skulle forsørge en familie, og de penge, der nu var, brugte han på kvinder og drinks. Familien boede på Kochsvej på Frederiksberg, hvor der altid blev spillet klassisk musik på grammofonen. Og Sonja mærkede, hvordan tonerne satte både kroppen og fantasien i bevægelse.

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen: ”Jeg var faktisk ked af det meget af tiden”

"Jeg har altid været meget fantasifuld og ustyrlig, og som barn dansede jeg hele tiden rundt i stuen. Det var så grunden til, at jeg fik lov til at gå til ballet," fortæller hun.

Som niårig blev Sonja optaget på Det Kongelige Teaters balletskole.

"Det var fantastisk. På det tidspunkt var der jo tre kunstarter sammen: skuespillet, operaen og balletten, så det var et meget livligt hus. Jeg gik til prøver om dagen, spillede forestilling om aftenen, gik i skole … Det der med skolegangen blev der ikke gjort så meget ved dengang," fortæller Sonja, der tidligt vænnede sig til at bevæge sig rundt iblandt koryfæer som Poul Reumert og Bodil Kjer.

Til at begynde med kunne hun godt føle sig ensom og anderledes, ikke mindst fordi hun aldrig blev hentet af sine forældre efter forestillingerne som de andre børn.

"Jeg levede lidt på en usandhed, for jeg sagde til de andre forældre, at jeg blev hentet, hvilket jeg ikke gjorde. Jeg skammede mig lidt. Det gør børn jo meget hurtigt, hvis deres forældre ikke er ligesom de andre," fortæller hun.

"Mine forældre kom heller ikke og så forestillingerne. Det var der ikke råd til. Det var et dårligt ægteskab, og som barn skal du så finde en måde at klare dig bedst muligt på, og det var det, jeg gjorde. Jeg lærte meget tidligt at klare mig selv."

Det store nederlag

Det Kongelige Teater blev hendes andet hjem, indtil hun som 14-årig ikke bestod der årlige balleteksamen.

"Jeg blev smidt ud fra balletskolen. Det var en barsk verden. Og jeg blev meget ulykkelig. Min verden sank i grus," fortæller Sonja.

"Børn er jo også meget konservative, og det var den verden, jeg kendte til. Så for mig var det FRYGTELIGT ensomt og ulykkeligt ikke at være i den kreative verden."

Hun kom i almindelig skole og trænede hver eneste dag. Men der gik kun to måneder fra skolestart, før Hans Brenaa, der havde undervist hende på balletskolen, ringede og spurgte, om hun ville danse hovedrollen i hans tv-ballet Den lille pige med svovlstikkerne, som skulle sendes juleaften på Danmarks Radio.

"Og så blev jeg verdenskendt i Danmark. Der var én kanal, og det var i alle landets aviser på dobbeltsider. Det var virkelig vildt," fortæller hun og fortsætter:

"Men til forskel fra mange af de vidunderbørn, man ser i dag, havde jeg jo disciplinen fra balletten og var vant til at stå på scenen, så det steg mig ikke til hovedet. Jeg skulle jo stadig i skole hver dag og derefter hen og træne et par timer, så jeg bare kunne blive bedre og bedre."

Med ét var hendes nederlag vendt til en succes, for tv-debuten førte til flere roller. Og mens hendes veninder fortsatte i gymnasiet, havde hun allerede travlt med at kickstarte sin karriere. I sommeren 1965 blev hun Columbine på Pantomimeteatret i Tivoli, samtidig med hun havde optagelser på Morten Korch-filmen Næsbygaards arving med bl.a. Poul Reichhardt. Siden ventede rollen som storesøsteren Rikke i Min søsters børn-filmene, hvor hun spillede over for bl.a. Axel Strøbye.

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug om kronprinsesse Mary: "Jeg så det der klip på Facebook..."

Vidunderlige år

I 1971 blev hun uddannet fra Odense Teaters Elevskole og fik kort efter en rolle i lystspillet ”Harvey” på Klaus Pagh-Turnéen og en plads i ensemblet på ABC Teatret. Det var også i den periode, hun forelskede sig i teaterdirektør og skuespiller Klaus Pagh, der senere lejede både Aveny og ABC Teatret på Frederiksberg af Stig Lommer.

"Det var nogle vidunderlige år. Sjove, skægge, vild ballade. Der var vildt gang i teatret alle steder," fortæller Sonja, der også har haft sine største kunstneriske oplevelser på teatret, især med de forestillinger, hun selv har været med til at stable på benet.

"Jeg synes, teatret er MAGISK. For det sker lige for øjnene af én på en scene. Jeg har altid syntes, at det var der, kreativiteten lå. Men der er ikke så mange teatre længere. Så det er nye tider."

I sommeren 1973 giftede hun sig med Klaus Pagh i Skagen Kirke. I april 1974 fødte hun parrets datter, Anne, og blot et par måneder senere var Sonja igen i gang med prøverne, denne gang til Holstebro Revyen. Det celebre par optrådte ofte i bladene, men i 1978 forlod Sonja deres store hus i Hellerup.

”Vi var blevet en for mange,” som hun siger. Pludselig stod hun på egne ben og skulle have hverdagen til at fungere med en datter og aftenarbejde på teatret.

"Jeg havde som så mange andre ung pige i huset – det var jeg nødt til. Og så var det bare noget med at kaste sig ud på dybt vand og håbe, at jeg kunne svømme. Og det kunne jeg. Det viste sig, at jeg sagtens kunne klare mig uden for ABC og Aveny," fortæller Sonja, som lavede revyer, fik nogle store roller på Nørrebro Teater og Gladsaxe Teater og var med i Dirch Passers onemanshow.

"Selvfølgelig var det hårdt, men jeg synes, det er vigtigt at kigge fremad. Offerrollen bryder jeg mig slet ikke om. Man må stå ved sine livsvalg," siger Sonja, der siden fandt en ny mand, som hun adopterede sønnen Oliver sammen med.

LÆS OGSÅ: Anne Glad om ny livsfase: "Det er på en måde megaspændende"

Hende den sjove

Når man har været så længe i folks bevidsthed som Sonja, har publikum det med at danne sig et klart billede af én.

"Den største udfordring har været at få folk til at se mig i andre roller end bare hende den sjove. Man modnes og udvikler sig jo både som kvinde og som skuespiller, og man begynder derfor også at ville spille tungere ting. Folk er meget hurtige til at sætte en i bås: ”Hun er så alvorlig, og hun er så sjov”. Og de båse kan være svære at bryde ud af, fordi vi er et lille land."

I 1978 fik hun også rollen som Vicki Arnesen i tv-serien Matador, som siden er blevet kult.

"Det er jo fantastisk at have været med i Matador, fordi den stadig holder. Men da Vicki ikke var en stor rolle, ændrede den ikke så meget for mig dengang, andet end jeg igen kom ind i folks stuer, siger Sonja, der mest husker tilbage på tiden som hårdt arbejde med optagelser fra tidlig morgen, før skuespillerne tog videre til prøver ude på teatrene og spillede forestillinger om aftenen for at gentage det hele dagen efter. Derfor har hun heller ingen spændende anekdoter fra den tid," fastslår hun.

"Publikum kan bedst lide Vicki, da hun bliver seriøs og falder til ro – og jeg syntes jo, det var meget sjovere at spille hende, da der var mere spræl i hende, fordi hun var mere nuanceret. Jeg har svært ved, når tingene skal være så pæne og ordentlige. Måske fordi hele mit liv aldrig har været pænt og ordentligt. Der er ikke to dage, der er ens hjemme hos os," fortæller Sonja og griner.

I dag danner hun par med Stig, som hun mødte, da hun var i starten af 40'erne. Han er kapelmester og dermed vant til, at ingen dage ligner hinanden.

"Jeg trives bedst med det. Det er så indgroet i hele mit liv fra jeg var barn. Alt har altid været forskelligt."

Som den spirituelle Lydia er hun igen med Badehotellet kommet ind i folks stuer.

"Det er jo vidunderligt at få sådan en rolle så mange år efter Matador, og også at publikum har taget så godt imod Badehotellet. Det er jeg også rigtig glad for. Det er sjovt og dejligt at være med, og jeg har skønne kolleger," siger Sonja, der selv nyder at se Badehotellet sammen med sine børnebørn.

I dag er hun 73 år, men hun har ingen planer om at gå pension.

"Jeg bliver ved med at være skuespiller, til jeg ikke kan huske mere. Eller til mine børn siger, ”Mor, nu skal du holde op”. Så holder jeg op. Man skal lytte til sine børn. Det må aldrig blive sølle og pauvert. For mig er det vigtigt at ældes med værdighed. At have alle sine sanser i behold, at kunne gå, stå og honorere kravene. ”At ældes med ynde,” som min mor sagde," siger hun og smiler.