Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Josephine Bellaiche
Foto: Private 5 teenagepiger om curlingforældre.

5 teenagere: Her er vores budskab til curlingforældre

ALT for damernes Michael Robak skabte stor debat, da han for to år siden i sin klumme revsede mødre, der kalder deres børn prinsesser. I sommer gav Undervisningsministeriet ordet til pigerne selv: Klummen var en del af 9. klasses afgangseksamen. Her kan du møde fem af pigerne og læse deres opgaver.

Uddrag af Michael Robaks klumme fra august 2015

"Når en mor kalder sit afkom prinsesse, så signalerer hun til både barnet og omverdenen, at her er tale om en pige, der er så enestående, at hun kræver ekstraordinær behandling og særlige forhold."

"Hvis man som pige forlader sit barndomshjem flasket op på prinsessesnak, så kan man meget nemt risikere at få en temmelig brat opvågning, når man ankommer til den virkelige verden – arbejdsmarkedet."

Læs hele artiklen her.

Mathilde Støttrup Møller, 16 år

– Jeg mener, at det er helt fair, at mødre elsker deres døtre skyhøjt. Det er bare ikke ensbetydende med, at resten af verden også gør det. Jeg mener ikke, at børn skal have blæst solskin op i røven dagen lang. Unge bliver mindre robuste af for meget ros.

– Når man hele sin barndom bliver betegnet som prinsesse, så bliver – som Robak også skriver – ord til virkelighed. Disse piger træder ud i den rigtige verden i den tro, at de kommer til at modtage særlig god behandling fra omverdenen. De efterspørger konstruktiv kritik, men vil kun have ros. Alt andet passer ikke ind i deres lille prinsesse verden, hvor mor er deres hofdame. Hofdamen som i den virkelige verden bare er en ganske almindelig curlingforælder.

– Vi skal rose vores børn. Det er der ingen tvivl om. Lidt selvværd skal de have, når de træder ud i den store verden. Ifølge en artikel på Mama.dk, skal man give sine børn anerkendelse i stedet for ros. Rikke Dinnentz, som er familiecoach, foreslår i artiklen, at man i stedet for at rose og sige "Hvor er du god til at skrælle gulerødder", så anerkend barnet ved at sige "Hvor er det hyggeligt, at du sidder her på køkkenbordet og hjælper mig med at lave mad". Det er sådanne små ting, der skal forebygge de skøre forestillinger om livet.

– Jeg synes ikke, at børn skal opdrages med den opfattelse af, at de er lige lidt bedre og mere specielle end alle andre. Det er ikke sundt for barnet. Især ikke, hvis man tænker på barnets fremtid. Giv dit barn anerkendelse og lad være med at overhælde hende med ros. Ros skal gives i kontrollerende mængder.

LÆS OGSÅ: 16.290 skilsmisser: Sådan er de danske familier i tal

Ellen Marie Vad Iversen, 16 år

– Når jeg sidder ved morgenbordet en lørdag morgen, og jeg læser Klummen af Michael Robak, fra Alt For Damerne, om hans syn på hvordan forældre kalder deres døtre for prinsesser, kan man ikke andet end at stoppe op og overveje problemet, om det er et så stort problem, som han skriver det er.

– Skribenten skriver om sin egen oplevelse og kommentere ud fra den. At han står i Brugsen og hører på to mødre, der står i kø, og snakker om deres børn, som de omtaler som prinsesser, han kigger sig omkring og kan ikke få øje på nogen prinsesse, til gengæld kan han se en helt normal pige omkring de otte år, som er morens datter. Ville alle have kigget rundt efter en prinsesse? Det tror jeg næppe. For hvis vi følger med på Facebook, kan vi se forældre, for det meste mødre, der lægger en masse billeder op af deres børn, og roser dem helt op til skyerne. Når barnet enten har fået 12 i en skoleopgave eller vundet deres første håndboldkamp.

– Behovet for at lægge sine børn op på diverse sociale medier, som der er flere og flere der benytter sig af, kan komme mange steder fra. Men stræben efter likes og den anerkendelse man jagter, har baggrund til meget på de sociale medier. Jeg tror, at mange forældre spejler sig selv i deres børn, og ved, at de kalder dem prinsesser og prinser, prøver de at vise andre, at de har gjort et godt arbejde med deres børn.

– Skal vi så alle sammen til at dele vores skønne børns bedrifter? Nej, det skal vi ikke, for ved, at vi kalder dem prinsesser og snakker om, at deres liv er guld og grønne skove, giver vi dem nogle forhåbninger, der ikke kan opfyldes. Når vi snakker om prinsesser osv., snakker vi om det perfekte, og vi snakker om, at det er personer, som er hævet over os andre helt normale mennesker. Man kan diskutere længe om, hvad det perfekte er som menneske, for alle har fejl, men prinsesser kommer fra eventyr, og i eventyr behøver der ikke at være nogle fejl i deres liv, normalt laver de ikke rigtig noget, og det er dem, vores børn høre om og sammenligner sig slev med.

– Ved at vi kalder dem en prinsesse, giver vi dem troen på, at de selv er hævet over andre, at de er perfekte, som de er, og at alle elsker dem lige så højt som deres forældrene. Men når de så kommer videre i livet, hvor de flytter hjemmefra, og ikke har ligeså meget kontakt med forældrene som før, møder de virkeligheden, nogen mennesker ville kunne lide dem, men ikke alle, som de selv formoder.

Clara Luplau, 16 år

– "Når en mor kalder sit afkom prinsesse, så signalerer hun til både barnet og omverdenen, at her er tale om en pige, der er så enestående, at hun kræver ekstraordinær behandling og særlige forhold." sådan skriver Michael Robak i en klumme, der er blevet bragt i alt for damerne. Mange vil nok mene, at det ikke har så stor betydning hvad man kalder sit barn, men jeg tror faktisk, at han har ret. Forældre gør det ikke af ond mening, og jeg tror ikke de fleste forældre, tænker over, hvad der ligger i ordet. Men jeg tror, det sender et forkert signal til børn, når man kalder dem prinsesser. For som Robak skriver, er de prinsesser små piger kender, nogle der altid er iført upraktiske sko, og ikke laver en skid.

– Selvfølgelig betyder det ikke, at din datter aldrig bliver til noget, hvis du først er kommet til at kalde hende prinsesse en gang. Problemet opstår først, når man også behandler hende som en prinsesse. Hvis man kun giver sin datter lyserøde upraktiske kjoler på, eller siger, at hun skal passe på, hun ikke gør sit nye tøj beskidt, sender man et signal til hende om, at hendes tøj og udseende er vigtigere end, at hun kan lege og have det sjovt.

– Når det så er sagt, tror jeg, det er et problem, at så mange forældre opfordre deres døtre til at være prinsesser. For når børn hører ordet prinsesse, tænker de på prinsesser fra eventyr. Og eventyrs-prinsesser har sjældent topstillinger. Det er okay, at små piger kan lide prinsesser, men de har også brug for bedre rollemodeller. For det er jo ikke så mærkeligt, at der er få kvinder i bestyrelserne, hvis de eneste rollemodeller piger har, er smukke prinsesser der bliver redet af prinser.

– I disse digitaliserede dage ser man også prinsessefænomenet på de sociale medier. Forældre lægger tit billeder ud af deres børn, og omtaler dem som prinsesser. Jeg synes i det hele taget, at det er mærkeligt at dele sit barns sejre med resten af verden. Man må gerne være stolt af sit barn, men jeg synes, det er mærkeligt kun at ville vise sit barn frem, når han eller hun har succes med noget. Jeg synes, det skal gøres meget klart for børn, at de er lige meget værd, når de oplever nederlag, som når de oplever succes.

– Men de fleste forældre tænker ikke så meget over deres brug af ord. Selvfølgelig synes forældre, at deres børn er noget særligt. Det er der ikke noget galt i, og der er heller ikke noget galt i, at de fortæller det til deres børn. Det er vigtigt, at børn har selvtillid og selvværd, men man skal passe på, at det ikke kammer over.

– Vi kommer nemt til, at undervurderer hvor meget ord betyder – især for børn. Børn bliver nemt påvirket, og tror på alt, hvad de voksne siger. Derfor er det ens ansvar som forældre at være opmærksom på, hvad man siger til sine børn, og overveje hvordan de vil opfatte det. Det er meget vigtigere end man tror. Hvis en lille pige bliver kaldt prinsesse nok gange, vil hun også tro på det.

LÆS OGSÅ: Danske børnefamilier har svært ved at sige nej

Gry Rørvig Abildgaard, 15 år

– Som så mange andre børn der er vokset op med Disney film, var jeg meget optaget af prinsesser, da jeg var barn. Jeg var en prinsesse til fastelavn hvert eneste år, indtil jeg gik i 1. klasse. Prinsesser bliver tydeligt malet som rollemodeller for små børn. Der er de førnævnte Disney film, prinsesse bladene (findes de stadig? Jeg plejede at købe hvert et eksemplar jeg kunne få mine små børnefingre på) og så bor vi endda i et land med en vaskeægte kongefamilie! Det er ikke så overraskende, at børn ser op til dem, eller at forældre støtter op om det med tilsvarene kælenavne. Det er bare en af de faser, som man ofte går igennem (andre eksempler: jeg-elsker-lyserød-fasen, hestefasen, jeg-hader-lyserød-fasen... jeg tror jeg har en fuldplade i fase-bingo! Præmien er en identitetskrise!)

– Dette slutter dog for det meste når børnene begynder at komme i puberteten. Der stopper forældrene forhåbentligt også med de royale kælenavne, ellers er det i hvert fald ikke uden brok fra barnets side, kan jeg love. Jeg synes, Michael lægger for meget vægt på et ord.

– Jeg forlod min prinsesse fase ganske normal (vil jeg da håbe) og er nu en introvert, som ikke er speciel god til at håndtere for meget opmærksomhed adgangen, så jeg vil ikke sige, det har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Min lillebror er den opmærksomhedskrævende i familien, men jeg skyder ikke skylden på hans skraldebilsfase, gør jeg?

– Jeg er ikke uenig om, at forkælede og opmærksomhedskrævende tøser kan være frustrerende at omgås nogle gange, men et lille uskyldigt ord skal ikke have hele skylden. Livet er ikke let, men uden selvtillid kommer man ingen vegne. Jeg ville fortrække en diva attitude over en opgivende en til alle tider... "Nej søde, du er ikke en prinsesse. Du er en almindelig lille pige med tykt hår og et overbid." lyder ikke specielt motiverende i mine øre.

– Så forældre: kald jeres børn prinser og prinsesser, hvis i ønsker. Så længe i ogs kan behandle dem som normale mennesker og lære dem at håndtere situationer selv, er jeg sikker på det hele nok skal gå.

Josephine Bellaiche, 15 år

– Jeg er personligt aldrig blevet kaldt for prinsesse, af enten min mor eller far. Selvfølgelig er ordet ikke nyt for mig, og jeg kender da folk, som er blevet kaldt for prinsesse af deres forældre... men skal en forældre ikke have lov til at kalde sine egne børn for, hvad de vil? Det er trodsalt dem, der har valgt at have dem.
Efter min mening er det helt okay at kalde sin lille pige for prinsesse. I modsætningen til det Michael skriver, KAN man jo sagtens blive til en prinsesse, selvom ens mor ikke er en dronning. Se bare på vores egen kronprinsesse Mary. .

– Selvfølgelig kommer der konsekvenser ved at lade vores børn tro, at de er noget særligt. Konsekvenserne ved at lade sine børn tro, at de er noget helt specielt, kan være at det giver dem en fantastisk selvtillid, og lærer dem, at de ikke behøver være ligesom alle de andre, de kan være noget helt specielt. Hvis jeg skulle gå hen og få børn, skal de opdrages, så de ved hvor meget de er værd, og hvor specielle de er. Hvis vi bare lærer vores børn, at de er ligesom alle andre, kommer deres ambitioner ikke særlig højt op. De skal selvfølgelig også lære at arbejde for det. Bare fordi man skiller sig ud, skal man stadig arbejde for det. Derfor skal børn også møde noget modstand. Ligesom Askepot der skulle knokle dag ud og dag ind for sine onde stedsøskende og stedmor, eller ligesom Belle fra Skønheden og udyret, som ofrede sit eget liv for sin far. De skal lære at komme ud stærkere på den anden side.

– Kald dine børn hvad du vil. Det er DINE børn, og ikke lad en mand der sviner prinsessemødre til, men ironisk nok skriver en klumme i "Alt for damerne," og som tydeligvis ikke har helt styr på sine prinsesser, påvirke hvad DU kalder DINE børn. Så mit råd til dig. Vis din lille pige det perfekte ved at være prinsesse. Lad hende glæde sig til at finde sin prins. Bare også husk at lære hende hvor mange frøer hun skal kysse, før hun finder sin prins ;)

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv