Trine Lundager
Foto: Pernille Ringsing Drømmer du om at blive selvstændig?

Trine Lundager

Trine sagde sit job op og åbnede webshop

Journalist Trine Lundager sagde sit sikre job på Politiken op for at åbne en webshop. Her fortæller hun om sine overvejelser, og om konsekvenserne ved at satse på sin drøm.

Det er aldrig for sent at ændre kurs. Jeg har hørt mig selv sige den sætning og varianter af den et hav af gange. Med myndighed i stemmen, og som om jeg vidste, hvad jeg snakkede om. Til venner og til veninder. Til min kæreste og – måske især – til journalistpraktikanter, jeg har været vejleder for.

”Det er aldrig for sent, du kan altid gøre noget andet i stedet.” Og ja tak. Det kan man. Da.

Men det implicitte ”bare”, der ligger i sætninger som denne, er løgn fra ende til anden. Jeg ved det, for sidste år ved denne tid ændrede jeg selv kurs, og det var hverken ligetil at tage beslutningen om at gøre det eller ligetil at nå hertil, hvor jeg nu står, godt et år senere. Dengang så mit liv i overskrifter sådan ud: Dejligt og ukompliceret familieliv med skøn kæreste og to søde børn. Dejligt og ukompliceret socialt liv med gode venner og sunde interesser. Dejligt og ukompliceret arbejdsliv som journalist på Politiken med fantastiske kolleger og gode forhold.

"Men inden i mig buldrede rastløsheden."

Tre hjørnesten i det perfekte liv, skulle man tro, men inden i mig buldrede rastløsheden. For hvad med alt det, jeg også skulle nå? Alle de bøger, jeg skulle skrive? Hvad med al den kærlighed, alt det overskud, jeg skulle proppe i mine børn? Alle de lande, jeg skulle besøge? Al den frihed, jeg skulle smage? Rastløsheden slog rod i mig som en desperat og kvælende fornemmelse, der typisk greb mig, når min kæreste var faldet i søvn om aftenen. Så lå jeg der mutters alene i verden ved siden af hans tunge åndedræt med mørket klæbende til ansigtet og forestillede mig, at alting var forbi, når jeg vågnede igen.

LÆS OGSÅ: 5 tips: Sådan bliver du iværksætter

At jeg havde sovet fra det hele – passeret gennem livet i en bevidstløs trance – og med ét var havnet lige dér ved afslutningen, uden at jeg havde opdaget det, og uden at jeg var mæt af hverken dage eller noget som helst andet. Indimellem forsøgte jeg at forklare den irrationelle frygt for min kæreste eller nære venner. Men det var svært, for hvordan siger man noget fornuftigt om angsten for at lukke øjnene, fordi man frygter at vågne – sådan rigtigt vågne – som en gammel kvinde på 85?

"Vi stoppede altid, før vi rigtigt fik noget på spil. "

Som så ofte, når store forandringer er under opsejling, falder tilfældigheder sammen og danner et mønster. Eller sådan ser det i hvert fald ud, når man bagefter skuer tilbage. Min kollega på Politiken – og veninde siden Journalisthøjskolen – Marie og jeg havde i flere år arbejdet med plottet til en krimi, ligesom vi havde haft gang i en række andre projekter af mere kommerciel karakter.

F.eks. havde vi udviklet en prototype på en pusletaske til den travle storbykvinde, den var vi ret godt tilfredse med, men vi havde ligesom aldrig løftet den det sidste stykke ogforsøgt at få den i produktion. Sådan var det i det hele taget med meget af det, hun og jeg syslede med – vi stoppede altid, før vi rigtigt fik noget på spil.

Men en dag, da sommeren 2012 gik på hæld, foreslog min far, der netop var gået på pension, at vi startede et eller andet sammen. En webshop, måske? Han og min mor havde plads på matriklen i Esbjerg, han kunne agere lagerforvalter og pakkemester, og Marie og jeg kunne styre slagets gang fra København. Faktisk havde en webshop flere gange krydset mine og Maries mange idéer. Og efter adskillige lange samtaler den sommer blev vi enige om at forfølge tanken – med risikovillig kapital og min fars villige arbejdskraft forestillede vi os, at vi sagtens kunne åbne en webshop samtidig med, at vi begge var på nedsat tid på avisen. Det burde nærmest være en smal sag.

"Vi savnede en webshop med atmosfære og en personlig tilgang til kunderne."

Vi var begge meget glade for at tøjshoppe på nettet og havde ofte snakket om, at vi savnede en webshop med atmosfære og en personlig tilgang til kunderne. Vi kunne komme i tanke om et par stykker, men udvalget var ikke nødvendigvis helt synkront med vores smag – nordisk med et feminint, fransk tvist – og resten af de danske netbutikker var i vores optik for kliniske og upersonlige. Eller også var de kønsløse tøjsupermarkeder uden hverken god smag eller retningssans.

LÆS OGSÅ: Sådan når du dine karrieremål i det nye år

Så vi besluttede at åbne en webshop med personlighed og et redaktionelt præg i form af anderledes billeder og tekster, der afspejlede vores baggrund som journalister. Webshoppen skulle suppleres af en blog, der ikke beskæftigede sig med high fashion og endeløse rækker af dagens outfit på billedskønne bloggere, men snarere var en platform for klummeagtige indlæg om mode og livsstil i en højde, hvor flere kunne være med.

Vi legede lidt med det journalistiske allemandsmantra ”Don’t tell it – show it”, og vi forelskede os i det dobbelttydige ”Don’t Tell”, der ud over sin journalistiske reference også indeholdt en antydning af noget lidt hemmeligt. Snart havde vi købt domænenavnene Donttell.dk og Pleasetell.dk – sidstnævnte skulle huse vores blog. Vi var på vej. Mere end vi nogensinde havde været før.

"Chefredaktionen på Politiken indkaldte til medarbejdermøde og afslørede, at der var besparelser på vej. "

Og så krydsede tilfældighederne igen mit spor og vendte op og ned på det hele. Chefredaktionen på Politiken indkaldte til medarbejdermøde og afslørede, at der var besparelser på vej. De ville undgå fyringer ved at tilbyde frivillige aftrædelsesordninger, og jeg vidste instinktivt, at dette var mit call. Den dag i dag spekulerer jeg stadig på, hvor beslutsomheden kom fra. Måske skal den forklares med det, psykolog Rasmus Iver Agesen, der arbejder med kulturudvikling i nordiske virksomheder i konsulenthuset Møller & Company, kalder min generations selvopfundne terrorisme.

– Vores generation – midt-30’erne til midt-40’erne – lever med det ilandsproblem, at alting skal være og føles helt rigtigt og ikke mindst indeholde fantastiske momenter hele tiden. Det er lige fra den måde, vi klæder os på, den måde, hvorpå vi er sammen med vores familie og venner på, til den måde, vi indretter os på. Men i særlig høj grad gælder det, når det kommer til vores arbejdsliv – vi forlanger, at der er et 1:1-match mellem vores forventninger og det, der rent faktisk er realiteten, siger Rasmus Iver Agesen, da jeg her et år efter mit livs sværeste beslutning ringer til ham for at få en snak om arbejdsidentitet. Han uddyber:

– Vi vil have 100 procent overensstemmelse mellem den rolle, vi ser os selv i, og den rolle, vi faktisk har på arbejdspladsen. Og passer de to roller ikke sammen som to legoklodser, har vi følelsen af, at tingene ikke er, som de skal være. Og så har vi travlt med at komme ud derfra for at finde matchet et andet sted.

"Jeg havde svært ved at forestille mig et liv uden mine fantastiske kolleger. "

Det kunne måske forklare en del. Jeg var efter knap 10 års ansættelse for længst smeltet sammen med Politiken, min barndoms avis og min eneste journalistiske arbejdsplads til dato, og jeg havde svært ved at forestille mig et liv uden mine fantastiske kolleger og den særlige ånd, der hersker på avisen. Havde det ikke været en tyndslidt floskel, ville jeg have kaldt Politiken for min anden familie. Alligevel var der noget, der ikke helt stemte. Jeg var blevet journalist for at skrive og havde været med på flere journalistiske drømmeprojekter i de år, jeg havde arbejdet på avisen. Der havde med Rasmus Iver Agesens ord været flere ”fantastiske momenter”.

Men i de seneste par år havde jeg i stedet for at skrive noget særligt selv sat andre i gang med artikler, coachet dem undervejs og redigeret deres færdige tekster. Jeg var helt frivilligt trådt ind på den sti, og jeg havde lært meget af det, men der var efterhånden langt mellem de fantastiske momenter, og det føltes hverken som et kald eller en mulig karrierevej – jeg drømte ikke om at blive redaktør, jeg var håndværker, og jeg ville selv bygge huset.

Halvandet år tidligere havde jeg udgivet min første bog – jeg skriver første, fordi det betinger en anden, måske en tredje, en fjerde, osv. – og jeg vidste, at drømmen lå i retning af det frie forfatterliv. Tænk, hvis jeg ved at satse 100 procent på projektet med webshoppen på sigt kunne skabe den tid og i bedste fald den økonomi, der skulle til for at skrive for alvor. Det var en besnærende tanke.

"Dagene, der fulgte medarbejdermødet, husker jeg som en tåge af kvalme, tårer, forvirring."

Dagene, der fulgte medarbejdermødet, husker jeg som en tåge af kvalme, tårer, forvirring og en udtalt fornemmelse af uvirkelighed. Men under det hele, dybt nede, mærkede jeg, at beslutningen var truffet. Det var på tide at overraske, tage en chance og ruske mig selv til ukendelighed. Min tid på Politiken var forbi.

Den dag, det blev meldt ud på avisen, at jeg og et par andre havde sagt op, sad jeg i udvalgsmøde på min datters skole. Det var 17. september 2012. Aftalen var, at jeg skulle have et praj, inden det skete, så jeg kunne nå at fortælle mine nærmeste kolleger om min beslutning, men ved en fejl skete det ikke. Jeg sad til mødet og så, hvordan min telefon med alle sine lydløse fagter forsøgte at få min opmærksomhed, og jeg vidste, at det nu var officielt.

”Trine! Hvad sker der?!”
”Damn…. Det troede jeg ikke, du ville gøre.”
”Ring til mig!”
”Hvad satan, Lundager! Har du givet op?”
”Jamen….!”
”Det mener du SIMPELTHEN ikke!”

Jeg kunne næsten ikke få luft, da jeg aflyttede min telefonsvarer og læste alle sms’erne. Hvad i alverden var det, jeg havde gjort? Mine to sidste måneder på avisen var ét langt farvel. Jeg tudede, hver gang en kollega med udstrakte arme og et ”Hvad har du gang i”-udtryk malet i ansigtet nærmede sig.

LÆS OGSÅ: Karrieren stopper ikke under barslen

Flere – især mine mandlige kolleger – stillede sig dybt undrende overfor, hvordan jeg kunne droppe et fast job på selveste Politiken for at blive dametøjssælger. Den reaktion har i vid udstrækning forfulgt mig lige siden, og længe gjorde den mig ked af det. Anderledes anerkendende var det, når kolleger diskret hev mig til side for at spørge, hvor jeg havde fået modet fra, og om der var gode penge i sådan en aftrædelsesordning. Når jeg afslørede, at nej, det var ikke just prangende, så de slukørede ud og sukkede, at så var det desværre ikke aktuelt for dem.

"og samtidig blev jeg ramt af en akut angst for at dø pludseligt. "

Der skete noget inden i mig, da jeg havde sagt op. Min sindstilstand var en sær blanding af eufori og vemod, og samtidig blev jeg ramt af en akut angst for at dø pludseligt.

Jeg købte en cykelhjelm – hvilket aldrig tidligere havde været på tale – og jeg fór sammen i rædsel, når der med mellemrum gik en fejlalarm på avisen. I mit hoved kværnede teksten til Alanis Morrisettes ”Isn’t it ironic” på repeat – for hvor ville det være ironisk, grænsende til det tragikomiske, hvis jeg døde nu. Akkurat med det yderste af tåspidserne inde i friheden.

Jeg døde ikke.

30. november 2012 gik jeg ud ad avisens svingdør for sidste gang som fastansat. I denne omgang i hvert fald – sådan kunne jeg trods alt bedst lide at tænke på det. Jeg slap øjeblikkeligt frygten for pludselig død, men tomheden var slående: Hvis jeg ikke længere var journalist på Politiken, hvem fanden var jeg så? I januar sidste år gik vi i gang med at bygge skelettet til Don’t Tell og bloggen Please Tell.

Vi arrangerede møder med danske og udenlandske mærker, som vi kunne tænke os at forhandle, vi fandt en fyr, der kunne udvikle webshoppen for os, en designer, der kunne bidrage med det visuelle udtryk, og vi opsøgte i det hele taget alle, der kunne tænkes at vide noget om enten tøjbranchen eller det at starte virksomhed op. Én af dem var en sød butiksejer, som flere gange havde tilbudt sin assistance. En dag besøgte jeg hende i butikken, og da jeg to timer senere gik derfra, var jeg dybt desillusioneret. 

" ”Det vil aldrig gå godt det der, Trine. Man skal ikke starte firma med sine venner""

I den bedste mening havde hun givet sit bud på en fornuftig startkapital – et svimlende beløb, som oversteg vores virkelighed med godt en million – men hvad værre var, havde hun rådet mig til at ringe til Marie og aflyse det hele. ”Det vil aldrig gå godt det der, Trine. Man skal ikke starte firma med sine venner – tro mig, jeg taler af erfaring,” sagde hun og forklarede, at hun i sin tid havde startet butikken med sin veninde, og efter tre måneder var de gået hver til sit. De havde ikke talt sammen siden.

”Nå, ja, men…” begyndte jeg. ”Det er noget andet med mig og Marie. Vi har arbejdet sammen om masser af ting. Og vi er fornuftige mennesker, der under hinanden det bedste.”

Men hun rystede bare beklagende på hovedet og tilføjede, at når vi oven i købet var i firmaet på så forskellige vilkår – både tidsmæssigt og økonomisk – kunne det kun ende galt. Jeg prøvede desperat at komme på de gode eksempler. Men det eneste, der fortonede sig på nethinden, var MuntheplusSimonsen… Det var vist ikke endt for kønt.

En lang telefonsamtale med Marie senere var jeg dog faldet lidt til ro. Selvfølgelig kunne vi det her – det krævede rene linjer, bevares, ligefrem juridiske kontrakter, helt afgjort, men vi kunne godt. For vi ville sgu. Og hvordan er det så gået? Fik hun ret, den velmenende butiksejer med de dyrt købte erfaringer? Tjah, til dels. Hvis altså ikke det lige havde været for min og Maries stålsatte vilje, som indtil nu har holdt os sammen. For der har ved Gud været bump på vejen, ondt i maven både her og der og sågar skænderier. Vi har set sider af hinanden, som vi ikke anede eksisterede, og vi har irriteret os over hinanden til hudløshed.

Men det har også været sjovt og fantastisk at have en at dele det hele med, og vi har – faktisk til vores begges store forundring – formået at barbere følelserne og venskabet væk i situationer, hvor det handler om firmaet.

"Et antiklimaks, der gav genlyd i hver eneste adrenalinpumpede afkrog af kroppen. "

Vi havde regnet med, at vi den første dag, vi åbnede, ville drukne i ordrer efter på Facebook at have ladet op til det store brag i et halvt års tid. Det skete ikke. Vi fik en lille håndfuld, og selvom vi nu ved, at det var en fin start, var det oven på måneders slid et antiklimaks, der gav genlyd i hver eneste adrenalinpumpede afkrog af kroppen.

Vi havde vist også regnet med, at champagnepropperne ville springe, og at vi ville danse elektriske rundt. Det skete heller ikke. Marie sad med en deadline på avisen, mens jeg sad på lageret i Esbjerg og febrilsk forsøgte at rette nogle tekniske fejl på sitet. Min far, det tredje ben i firmaet, passede min yngste datter. Så meget for den fest. Marie er nu på fuld tid på avisen, mens jeg står for den daglige drift af shoppen, og selvom det er min far, der pakker fint ind og sender ordrerne fra lageret i Esbjerg, sprænger arbejdsopgaverne rammerne om en normal 8-timers arbejdsdag.

Jeg har indset, at jeg aldrig før har haft rigtigt travlt. I hvert fald ikke travlt, som jeg har det nu. Der er hele tiden noget, man lige kan gøre, noget, man kan opdatere, forbedre, svare på, spørge efter, spekulere over, fortryde, forvente, forlange, fejre og panikke over, og klokken bliver næsten altid over midnat, før jeg lukker computeren. Sådan kan det ikke blive ved, det er klart, men jeg har opdaget, at jeg elsker det her. At der til min overraskelse gemmer sig en købmand, en forhandler, en sælger, teknisk nørd, fotoamatør og sørme også en fuldblods iværksætter i min dna.

"Vi forventer, at vi om et år, måske to, kan begynde at udbetale løn til os selv."

Og jeg har lært, at selvom man ikke har en kæft forstand på discipliner som indkøb og salg og kundeservice og markedsføring og regnskab og billedredigering og udvikling af website, ja, så kan man godt begå sig i dem, hvis bare man er ærlig og afsindigt tålmodig. Økonomisk er vores nye eventyr ikke just en guldgrube – vi forventer, at vi om et år, måske to, kan begynde at udbetale løn til os selv – og jeg og min familie har måttet justere vores forbrug ikke så lidt. I ny og næ skriver jeg en artikel, faktisk vikarierer jeg også indimellem på Politiken, og ud over at minde mig om, hvem jeg også er, nemlig journalist, sikrer freelanceriet mig en smule indtægt. Og det forunderlige er, at jeg har genfundet glæden ved journalistik.

Min sammensatte arbejdsidentitet lever jeg overraskende fredeligt med. Faktisk har jeg det bedre med det sære kludetæppe af arbejdstitler, jeg bærer rundt på i dag, end den kappe af rendyrket journalistisk selvforståelse jeg før bar med så stor stolthed. For der er ikke bare fulgt frihed og selvtillid med min nye tilværelse – hver eneste dag får jeg brugt sider af mig selv, som enten har ligget i dvale, eller som aldrig har spillet en rolle før nu. Det er ubetinget udfordrende. Og utroligt fedt. Måske har jeg med min nye arbejdstilværelse ligefrem ophævet den forbandelse, der ifølge psykologen hviler over min generation:

– Vi stræber efter at sætte et individuelt aftryk i alt, hvad vi foretager os, og vi går ikke på kompromis. På en arbejdsplads er der meget, man ikke selv er herre over, så sandsynligheden for, at det lykkes at sætte det aftryk, er meget lille. Det betyder, at det er en nærmest umulig opgave for os at finde os til rette i arbejdsidentiteten – vi når aldrig til det punkt, hvor vi er helt happy, forklarer Rasmus Iver Agesen.

"Er jeg helt happy? Nej."

Er jeg helt happy? Nej. Det kræver en hel del mere. Blandt andet afløb for forfatterdrømmen og mange flere kunder i butikken. Så ophævet forbandelsen har jeg ikke. Men har jeg fået mere frihed? Ja. Har jeg fået proppet mere overskud og kærlighed i mine børn? Ja. Udfordret mig selv? Så afgjort. Har jeg rejst og set flere fjerne lande? Nej, og det har vist lange udsigter. Til gengæld ved jeg, at jeg ikke pludselig vågner af en trance som 85-årig og opdager, at det hele er forbi



LÆS OGSÅ: Tør kvinder ikke få de gode job og tjene kassen?

Trine Lundager, 37 år

Uddannet journalist og BA i statskundskab. Journalist på Politiken i knap 10 år. Forfatter til "Vorherres lille vidne". Stifter og medejer - sammen med Marie Hjortdal og Per Lundager - af den nyåbnede webshop Don't Tell og blogge Please Tell. Bor på Frederiksberg med kæreste og to børn på 3 år og 7 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere og Job