Troels Lyby: "Folk vil så gerne sige noget pænt, men nogle gange får de sagt noget virkelig dårligt samtidig"

Hvornår har du været mest bange?
– Jeg var meget bange dagene op til, at min mor døde. Hun døde i 1995, da hun var 64 år. Hun var blevet syg, og efter lidt over en måned døde hun. Lægerne kunne slet ikke finde ud af hvorfor. De gik fra at sige, at det her kunne de sagtens klare, til at vi kunne se, hvordan det faldt mere og mere ud af deres hænder. Dér blev vi bange. Vi troede, det var en influenza, og vi tænkte overhovedet ikke det perspektiv ind, at hun kunne dø af det. Ikke før hun var på sit yderste, hvor det gik op for os, at det her var alvor. Hun kom nok ikke tilbage.

Hvad har været dit livs længste minutter?
– Da jeg havde været til sidste optagelsesprøve på skuespillerskolen tilbage i 90'erne, ville der gå et par dage, før jeg fik svar. De dage var ulideligt lange. Jeg kan huske, jeg sad og kiggede på brevsprækken, for dengang kom der jo et rigtigt brev. Så da det kom ind af døren, flåede jeg det op. Heldigvis var det en god besked, jeg fik.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse, du har haft i din karriere?
– Det må være min debutforestilling på den første teaterkoncert "Gasolin". Det gjorde et stort indtryk på mig, både fordi jeg var havnet et virkelig godt sted sammen med de andre skuespillere og instruktører, og fordi vi tog en chance med forestillingen. Den blev et hit, og det var en utrolig god debut, som jeg var taknemmelig for, at jeg fik.

Hvad skal en kvinde gøre for at gøre indtryk på dig?
– Jeg holder meget af humor og selvironi. Det vidner om en vis klogskab, og det gør indtryk på mig.

Hvad er den sjoveste ­kompliment, du har fået?
– Folk vil så gerne sige noget pænt, men nogle gange får de sagt noget virkelig dårligt samtidig. Der var en, som sagde: "Du er meget pænere i virkeligheden". Siger man tak til det? For jeg lever jo af film, så det er måske i virkeligheden ikke så godt, ha ha.

Hvornår er du mest træt af dig selv?
– Jeg kan godt blive irriteret på mig selv, hvis jeg ikke får sagt fra. Det er både i arbejdssituationer og i mit privatliv. Det er åbenbart en livslang kamp for mig at skulle lære den lektie. Jeg bliver selvfølgelig bedre til det, man ville dø i den her branche, hvis man ikke kunne sige nej.

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?
– Jeg havde en ide om, at jeg kunne et eller andet, da jeg kom ind på skuespillerskolen. Men det var jo nogen udefra, der havde sagt det. Til min debutforestilling kunne jeg mærke på den måde, folk reagerede, at de var blevet rørt. Det var langt ud over høflighed. Jeg blev mødt med ægte begejstring. Det er jo helt fortryllende for ens ego. Men jeg er kommet frem til, at talent er godt nok at have, for man skal have fem procents talent, så man har noget at gå i gang med, men resten ­handler om viljestyrke og arbejdsmoral.

Hvornår bliver man ­voksen?
– Når man opdager, at man ikke er udødelig. Og når man støder hovedet mod muren og finder ud af, at man bare er et menneske, der er fyldt med fejl og ikke altid er verdensmester. At man er god, men at man kan blive rigtig god, hvis man arbejder meget. Men jeg håber aldrig, man bliver så voksen, at man ikke kan lege. For det er der, man glemmer sig selv og har det sjovt.