Nyfødt første måned
SPONSORERET indhold

Nyfødt: Den første måned med baby

En nyfødt kan fra fødslen have kortvarig øjenkontakt. Det er meget intenst og udvikler barnet. Tal, så dit barn bliver opmærksom på din stemme og lærer at genkende den som noget rart og beroligende. Men husk, at en baby også har brug for pauser.

Af:: Uddrag fra bogen Babykalenderen, 6. udgave, 2009 Foto: Getty Images
09. feb. 2009 | Børn | Vores Børn

UGE 1

Vær opmærksom på et nyfødt barns signaler. Det viser træthed ved at gabe, kigge væk eller græde. Efter en kort pause kan det ofte genoptage kontakten.

Støt hovedet: Husk at støtte barnets hoved, når I løfter eller bærer rundt på det. Det tager et par måneder for barnet at træne de muskler op, som holder hovedet. Det kan være farligt for jeres barn, hvis dets hoved svinger for meget rundt.

Puslebordet: Puslepladsen er et sted, hvor I kommer til at bruge meget tid det første år. Jeres barn skal gerne pusles det samme sted hver gang. Børn elsker nemlig det kendte. Sørg for, at der er lyst og varmt, og for at I kan få god øjenkontakt med jeres barn, så der er mulighed for leg, snak og stimulation under puslingen. Forlad aldrig jeres barn, når det ligger på puslebordet. Barnet har nogle medfødte reflekser, som gør, at det på få sekunder kan bevæge sig længere, end man forestiller sig. Fald fra puslebordet er den hyppigste og alvorligste ulykke blandt spædbørn.

Amning: Modermælk er den bedste ernæring for et spædbarn, og næsten alle kvinder kan amme. Dit barn vil formentlig kunne klare sig og vokse fint med modermælk, indtil det er fire-seks måneder. Amning de første fire måneder forebygger også allergi. Allerede på barselsgangen er det vigtigt at bede om hjælp og støtte til at få etableret en god amning. Mange ammeproblemer opstår for eksempel, fordi barnet sutter forkert på brystet. Sid godt, når du ammer, sørg for god ryg- og armstøtte og prøv at slappe af. Det er vigtigt, at du ammer hyppigt, for at mælken kan løbe til. De tre-fem dage det tager, vil du opleve voldsom brystspænding. Spændingen letter dog, efterhånden som mælken finder et leje, som passer til dit barn. For at forebygge brystbetændelse er det også vigtigt, at brystet tømmes under amningen. Hold ligeledes brystet varmt og undgå træk. Det er meget forskelligt, hvor mange måltider et barn får i døgnet. De første uger er det mellem 10 og 12 måltider, herefter ofte seks til otte. Hvis amningen giver for mange problemer, er modermælkserstatning et godt og nærende alternativ til jeres barn.

Søvn: Nyfødtes søvnbehov er meget forskelligt. Det ligger på mellem 13 og 20 timer i døgnet. Barnet befinder sig under søvnen i forskellige søvnfaser. Det nyfødte barn sover meget REM-søvn, det vil sige den aktive søvn. Øjnene bevæger sig, åndedrættet er ofte hurtigt, og barnet laver forskellige ansigtsudtryk. Barnet vågner let, men er ikke parat til at komme op. Mange børn bliver taget op, så snart de giver det mindste klynk fra sig. Det fører ofte til uro og gråd, fordi barnet ikke har sovet nok og fortsat er træt. Det skal ofte nusses lidt for derefter at sove videre. For at få barnet til at sove videre efter nat-amningen er det vigtigt at gøre natten kedelig. Tænd ikke lyset, når du ammer, hold belysningen dæmpet, når du skifter, og skift kun bleen, hvis der er afføring.

Variér sovestillingen: Man anbefaler, at børn altid sover på ryggen. Undersøgelser viser, at det forebygger vuggedød. Til gengæld skal I sikre jer, at jeres spædbarn ikke altid sover med hovedet i samme position. Barnets kranium er ganske blødt og kan blive ligget skævt eller fladt i nakken. Hvis barnet har en yndlingsretning, og det ikke er nok lige at dreje hovedet til den anden side, kan I for eksempel prøve at vende sengen af og til, skifte hovedende eller flytte rundt på udsmykningen i sengen. Jeres baby må godt sove på maven, når det ligger på en af jeres maver.

Navlestumpen: Navlestumpen skal holdes tør. Hvis den lugter og væsker meget, skal den vaskes med mild sæbe en-to gange dagligt. Forsøg ikke at hjælpe navlestumpen af.
Negle: Neglene gror hurtigt, og spædbarnet kan nemt komme til at rive sig lidt i ansigtet. Det er ikke noget, der generer barnet, og det vil ikke give nogle ar. Nogle børn har hårde negle allerede fra fødslen, og deres negle kan klippes allerede nu. De fleste nyfødte har dog ganske bløde negle, som ikke må klippes før efter to-tre uger. I kan i stedet nulre eller skrabe dem forsigtigt af med fingrene.

Sutter: Vent med at give jeres barn sut, til amningen fungerer. Ellers kan barnet få svæ rere ved at lære at sutte ved brystet. Kog altid alle slags sutter inden brug. Det nye gummi el ler silikone kan afgive giftstoffer. Rens brugte sutter ved at koge dem nogle minutter cirka hver anden uge. Sutteflasker, som bruges til at drikke mælk af, skal vaskes og koges, og flaske sutterne skal yderligere renses ved at gnubbe dem med groft salt. Mælkerester er ideel gro bund for bakterier. Er jeres vand meget kalk holdigt, kan I hælde en teskefuld lagereddike i vandet, når det koger, for at undgå, at kalket sætter sig på sutter og flasker. Skyl efter med koldt vand for at fjerne eddikesmagen.

Smitte og urenhed: Jeres nyfødte barn er følsomt over for smitte og urenhed, og I skal huske at vaske hænder ofte, ligesom I bør bede alle, som vil røre eller holde barnet, om at vaske hænder. Det kan være svært at få det sagt til familie og venner, men det er endnu mindre sjovt for eksempel at gøre sit spæde barn forkølet.

Tobaksrøg: I bør overveje, hvordan I kan beskytte jeres barn bedst muligt mod tobaksrøg. Barnets lunger og slimhinder er langt mere følsomme end voksnes, og det er videnskabeligt dokumenteret, at børn i rygerhjem blandt andet oftere får astmatisk bronkitis, der for cirka 30 procents vedkommende udvikler sig til astma. Er I selv rygere, må det anbefales, at I ikke ryger i hjemmet og ikke i nærheden af barnet. Føles det helt umuligt at holde hjemmet røgfrit, så luft i det mindste grundigt ud flere gange dagligt. Det er ingen skam at bede gæster om at gå ud at ryge, så længe I har et lille barn.

Hikke og bøvse: Barnet hikker meget i slutningen af graviditeten og de første måneder efter fødslen. Hele kroppen hikker med, men det generer sjældent barnet. Nogle gange kan en ekstra tår bryst, flaske eller en skefuld kogt, afkølet vand stoppe hikken. Spædbørn kan bøvse for at slippe af med den luft, de har slugt under måltidet. Ikke alle børn har dog brug for at bøvse efter hvert måltid, så I skal ikke kæmpe for at høre en bøvs.

Gylp: De fleste børn gylper ind imellem, ofte i forbindelse med en bøvs. Nogle børn gylper mere, hvis de lige efter et måltid bliver lagt på maven eller tumlet med, så hvis I har et gylpebarn, er det en god idé at undgå dette. Nogle børn gylper, uanset hvad I gør. I skal dog ikke være bange for, om jeres barn får nok næring. Selv om det kan se voldsomt ud, er det kun en smule af det spiste, der kommer op igen.

Reflekser: Barnet har en række medfødte re flekser, som præger dets bevægelser de første måneder: gang-refleksen, gribe-refleksen på hænder og fødder, sutte-refleksen og Moro refleksen. Moro-refleksen, som får barnet til at spjætte og slå ud med arme og ben, kan godt forskrække forældrene lidt, men er altså helt naturlig.

Gulsot: Det er normalt, at børn får lidt gulsot på tredje-fjerdedagen. Lad barnet spise ofte. Det fortynder det gule farvestof. Gulsot kan godt virke lidt sløvende, så væk gerne barnet for at amme. Sollys i rummet er også med til at afhjælpe gulsot. Hvis jeres barn er meget gult og sløvt, vil hospitalet tage en blodprøve. Hos nogle er gulsoten så udtalt, at lysbehandling er nødvendig.

Blodprøve: Mellem fem og ti dage efter fødslen skal barnet have taget en blodprøve i hælen. Blodprøven testes for en meget sjæl den stofskiftesygdom. Hvis I er taget hjem tidligere end fem dage efter fødslen, skal I få blodprøven taget på hospitalets laborato rium. Dette skulle dog gerne være blevet ord net rent rutinemæssigt.

Barselsgæster: Husk, at I selv skal styre, hvor og hvornår I vil have gæster. Det er nu, I har brug for masser af ro og hvile til at få etableret en god amning.

Aftaler med sundhedsplejersken: I vil snart blive kontaktet af den kommunale sundhedsplejerske, som i løbet af få dage vil aflægge jer besøg. Ordningerne er forskellige fra kommune til kommune. Husk at skrive alle jeres spørgsmål til sundhedsplejersken ned, efterhånden som I kommer på dem.

Ømme brystvorter/revner: Alle ammende kvinder vil føle ømhed i brystvorterne de første dage. Ømheden vil dog hurtigt aftage, hvis barnet sutter rigtigt. Nogle vil også få smertefulde revner og sår – ofte som følge af forkert ammestilling. Det er selvfølgelig meget vigtigt, at barnet får en rigtig sutteteknik. For at få revner og sår til at hele op, kan det være nødvendigt at lægge barnet i forskellige ammestillinger, bruge suttebrik eller i svære tilfælde at undlade amning og malke ud i stedet.

UGE 2

Spædbørn har godt af så tidligt som muligt at vænne sig til at ligge på maven, når de er vågne og veltilpasse. Læg jeres barn på maven i nogle minutter en gang imellem, for eksempel i forbindelse med at I pusler det, eller når det ligger på jeres mave. Det er god træning for nakke og rygmuskler og vigtigt for den videre motoriske udvikling.

Bad: I kan nu roligt begynde at bade jeres barn engang imellem. Sørg for, at der er varmt i rummet, og hav alting parat, for du kan ikke forlade barnet i badet. Jeres barn kan ikke selv regulere sin kropstemperatur og bliver hurtigt koldt. Derfor skal badet være kort de første par måneder, og badevandet skal være cirka 37 grader. Brug albuen eller eventuelt et babybadetermometer.

Hvis navlen er helet helt op, må I gerne komme et par dråber babyolie i vandet, men det er ikke nødvendigt. Brug ikke sæbe eller shampoo. Når du bader barnet, skal du støtte med din ene arm under barnets ryg og holde fast i dets arm på den modsatte side. Mange babyer bliver lidt forskrækkede de første par gange, men efterhånden vil jeres barn nyde et bad. Giv jer gerne god tid til at massere og kæle for det efter badet.

D-vitamin: Fra jeres baby er 14 dage gammel og indtil 12-månedersalderen skal hun eller han have D-vitamin dagligt.

Hvil jer: Det kræver meget energi at passe et lille barn, at amme og konstant få afbrudt sin søvn. Det er meget vigtigt at få hvilet sig sammen med barnet i løbet af dagen. Lad derfor rengøring og vasketøj være, og tag en lur eller slap af på anden vis.

Flaske: Nogle vælger helt at stoppe amningen, andre ammer deres barn og supplerer op med modermælkserstatning. Der kan være mange forskellige grunde til at stoppe amningen. Men nogle gange bliver det så problematisk, at det er bedre for både mor og barn at give modermælkserstatning på flaske. Det er en god mor, som kan træffe denne beslutning, så både mor, far og barn trives godt. Husk, at moderskabet ikke sidder i brysterne men i hjertet, og at børn trives godt på modermælkserstatning. Aftal med jeres sundhedsplejerske, hvordan I skal gøre det.

UGE 3

Et barn er fra fødslen et socialt væsen, der kan lide, når man taler og synger til det. Din baby vil spejle sig i dit ansigt. Det er den bedste stimulation, du kan give dit lille barn, som også får lyst til at begynde at pludre. Og barnet er komplet ligeglad med, hvor gode eller dårlige I er til at synge, så der er ingen grund til at holde sig tilbage.

Gymnastik: Når I pusler, er det en god idé at benytte lejligheden til at lave lidt ”gymnastik.” Stræk og bøj for eksempel armene og cykl med benene. Men kun når jeres barn har lyst og er afslappet i muskler og led.

Svøbe: Urolige og utrygge spædbørn kan ofte falde til ro ved at blive svøbt. Jeres barn har været vant til at ligge meget tæt i maven, og derfor kan den megen plads, som barnet oplever efter fødslen, gøre barnet utrygt og uroligt. I kan bruge en dyne, et tæppe eller en stor stofble. Barnet vil føle sig omsluttet og beskyttet.

Sove udendørs: Når barnet er begyndt at tage på, må det komme uden for i barnevogn. Dog ikke hvis der er mere end 10 graders frost, kraftig blæst, eller det er tåget. Det er vigtigt, at barnet hverken bliver for varmt eller koldt, og sørg for, at der er læ.

UGE 4:

Barnets balancecenter har godt af en lille forsigtig flyve- eller vuggetur. Men husk at støtte nakken!

Synet: De første måneder er barnet meget nærsynet og ser primært simple mønstre, omrids, ting i bevægelse og øjne. ”Ammeafstanden” er også den, hvor jeres barn bedst kan se jer. Udover selvfølgelig at smile, snakke og synge med ansigtet tæt på barnets, kan I stimulere barnets syn ved for eksempel at hænge en uro op over puslebordet. I kan udmærket selv lave den af papir og små genstande i forskellige klare og skinnende farver. Den vil være til stor glæde i mange måneder fremover.

Søvnen: I begynder måske at drømme om, at jeres baby finder ind i en eller anden mere stabil og forudsigelig søvnrytme nu. Men det er de færreste børn, der sover igennem eller bare er nogenlunde ”rytmiske” på dette tidspunkt, og det er alt for tidligt at begynde at styre det bevidst. Hold ud!

Pleje af barnets hud:
Brug kun lotion og creme, hvis barnet har tør hud, og vælg altid uparfumerede produkter. Når I bruger sæbe i bleområdet, bør I kun bruge små mængder og altid skylle efter med rent vand. Lad numsen lufttørre eller føntør ved lav temperatur, inden I giver barnet ble på igen. Salve er kun nødvendig, hvis barnet får rød numse.

Neglene: Når neglene er ved at blive rigtige negle og ikke længere hænger sammen med huden, kan I begynde at klippe dem med en babyneglesaks.

Babykalenderen 9. udgave 2015 giver dig løbende den viden, du som nybagt forælder har brug for det første år med din baby. Du får fakta, inspiration, barnets bog, dagbog, scrapbog, kalender og meget mere – alt samlet i én bog.