Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Baby syn
Foto: Getty Images "Se mor, et blå æble!" En baby kan se farver, men først i tre-fireårsalderen, kan barnet skelne farverne fra hinanden.

Baby syn

Hvornår kan børn se farver?

Dit spædbarn kan se farver efter en måned, og når hun er halvandet år, kan hun genkende og skelne farver. Men helt frem til tre-fireårsalderen kan hun blande rundt på blå og rød – så hjælp hende med at få styr på farverne.

‘Se mor, en blå bil’. Din toårige datter råber glædestrålende og peger på en bil, der godt nok er rød. Du forsøger forsigtigt at rette barnet, men hun insisterer: ‘Den er blå!’. Måske tænker du fortvivlet, at der er noget helt galt, for bilen er jo ikke blå. Tag det roligt – der er ingen grund til bekymring. Farveforståelsen hos en toårig er nemlig langt fra færdigudviklet. Den hænger sammen med både øjnenes og sprogets udvikling i en proces, der begynder, når din baby bliver født, og først slutter når hun når skolealderen.

LÆS OGSÅ: Børn og hukommelse: Hvad kan dit barn huske?

Nyfødt

En nyfødt kan ikke skelne mellem rød eller blå, for barnets syn er sløret og følsomt over for skarpt lys. Det er derfor, de små øjne på en nyfødt er næsten lukkede og sammenknebne. Som de første uger går, bliver pupillerne udvidet, og din baby kan nu se en række nuancer af lys og mørke, ligesom evnen til at fokusere udvikles lidt efter lidt, og øjnene og verden åbner sig. Favoritmotiverne er mønstre, kontraster og ansigter.

Faktaboks

SET MED BARNETS ØJNE

Fra fødslen er din babys syn meget følsomt over for skarpt lys. Efter et par uger udvides pupillerne, og din baby kan se en række nuancer af lys og mørke. Kontrastbilleder, som for eksempel tegninger i sort-hvid eller simple figurer har tendens til at tiltrække barnets opmærksomhed de første uger.

I de første uger efter fødslen udvikler barnet sin evne til at fokusere på en genstand eller et punkt foran sig, og når hun er omkring en måned gammel, kan hun fokusere kortvarigt på genstande op til en meter væk.

Dit ansigt er din babys favoritmotiv. Når du sidder med din baby, vil hun altid kigge intenst på dit ansigt, særligt ­øjnene. I løbet af den første måned, vil hun kunne se hele dit ansigt, og hun vil kunne opfatte ansigtsudtryk.

Når din baby er cirka to måneder, kan hun følge genstande, der bevæger sig foran hende.

Distancesynet udvikler sig fortsat i løbet af barnets første måneder. Når dit barn er cirka fire måneder, smiler hun måske, når hun ser dig gå gennem rummet, og hun kan se genstande udenfor, når hun kigger ud af vinduet.

Din babys farvesyn udvikler sig i takt med resten af synet. Hun vil først foretrække klare farver som gul og rød samt mønstre med kontrastfarver. Når din baby er omkring fire måneder gammel, kan hun adskille og reagere på hele farvespektret.

I toårsalderen arbejder øjne, hænder og krop så godt sammen, at dit barn kan finde ting, der har samme farve og form, og pege på billeder i bogen, som du foreslår.

Helt frem til dit barn er omkring syv år, udvikles synet. Det gælder for eksempel evnen til at fokusere, at følge genstande og opfatte dybde. De fleste børn er fra naturens hånd langsynede, men de ser også godt på andre afstande. 

Nyere undersøgelser fra Danmark, USA og Australien viser, at mængden af tid skolebørn tilbringer udendørs i naturligt lys, kan have en vis betydning for, om de udvikler mild nærsynethed. Jo mere lys, desto bedre syn, viser undersøgelserne.

Kilde: American Academy of Ophthalmology og Optikerforeningen.

– Når børn bliver født, ser de i starten sort-hvid. Derfor har de i de første par uger nemmest ved at se kontraster. De kigger efter lyset og bliver fanget af at se på lysets stråler – sollyset udefra eller en lampe, forklarer Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske bag hjemmesiden netsundhedsplejerske.dk.

Som ugerne går, forfiner dit lille barn sin evne til at fokusere, og sideløbende bliver barnet også bedre og bedre til at se og opfatte farver. Din nyfødte vil i
begyndelsen foretrække stærke, klare farver som gul og rød og mønstre med kontrastfarver frem for lysere toner. Glem derfor alt om pastelfarvede uroer, for din baby kan alligevel ikke se dem. Hun har heller ikke ingen ide om, hvorvidt natdragten er babyblå eller sart lyserød, fordi farverne er for lyse i tonerne for små nyfødte øjne.

LÆS OGSÅ: Tigerspring: Forstå babys udvikling

– Når den lille bliver fem-seks uger gammel, begynder hun at kunne se farver og former. Ofte kan de små se gult og rødt først. De farver står i kontrast i forhold til det sort-hvide. Det er meget sjovere for børn at kigge på end de lyse farver, som nogle mødre måske synes er flotte, siger Helen Lyng Hansen.

Baby syn

Evnen til at se tydeligt ændrer sig dog relativt hurtigt, for allerede når din baby er omkring fire måneder gammel, er hendes farvesyn fuldt udviklet, og hun kan se, adskille og reagere på hele farvespektret og på nuancer i alle regnbuens farver.

Der er dog stadig lang vej igen i forhold til det lille barns forståelse af farver. For ét er at kunne se og opfatte de forskellige kulører. Noget andet er at kunne sortere, matche og sætte ord på dem. Det sker i forskellige stadier, fra dit barn er nogle måneder gammel og frem til børnehavealderen, hvor hun har udviklet sit sprog. I kan sagtens lege det i gang og øve jer i farverne.

– Vis, at farverne er fors­kellige, og at de har et navn. Tag det med i dagligdagen, og leg det ind, siger Käte From, der er børneneuropsykolog.
Sæt dig for eksempel på gulvet med dit lille barn, og tril en bold hen til hende. Sig ‘bolden er gul’, for hun kan godt forstå gentagelser, så jo flere gange I leger denne leg, desto bedre.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Er dit barn bagefter?

– Tænkningen er stadig situationsbundet hos en baby, så hun forstår, at bolden er hendes, og at hun bruger den i badekarret. Farven vil nok bare være en detalje, som barnet ikke lægger så meget mening i endnu. Men hvis du giver farverne opmærksomhed ved at tale om dem, kan det stimulere barnets nysgerrighed over for farverne og over for ordene, siger Käte From.

Tumling

Det kan være svært at få din lille tumling til at udpege yndlingsfarven på bilerne i legegaragen. Barnet er nemlig i fuld gang med en sproglig udvikling, og visse ord og begreber kommer før farverne. Hun lærer for eksempel navneord, før hun er klar til tillægsord. Dit barn vil derfor først sige ‘der kører en bil’, før hun smider et tillægsord på og siger ‘der kører en blå bil’. Udviklingen sker helt naturligt, men du kan sagtens hjælpe farveforståelsen lidt på vej ved at snakke med dit barn om farver, for eksempel ved busstoppestedet, hvor I kan snakke om den gule bus, eller derhjemme ved eftermiddagssnacken, hvor I kan spise de røde jordbær og de blå vindruer og prøve at sortere dem i farver i to skåle.

– Hvis du gerne vil øve farveforståelsen, hjælper det ikke noget at sige ‘grøn, grøn, grøn’. Hjælp i stedet dit barn til at forstå farverne ved at kæde dem sammen med ting, hun ­kender i forvejen, for eksempel ‘græsset er grønt’, når I er ude i haven. Vis, at farverne er fors­kellige, og at de har et navn, siger Käte From.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Er dit barn kommet i trodsalderen?

I kan sagtens øve farverne i ganske almindelige hverdagssituationer. Få dit barn til at hjælpe med at sortere vasketøjet, og sig ‘nu lægger vi de røde strømper herover og de grønne underbukser i den her bunke’. Syng Se min kjole eller andre farverige sange. Der er også farvelære at hente i supermarkedets frugtafdeling, hvor du kan sige ‘nu tager jeg ti appelsiner. De er orange’.

Faktaboks

8 % af danske mænd og 0,4 procent af danske kvinder er farveblinde fra fødslen.

Kilder: Helen Lyng Hansen, netsundhedsplejerske, og netdoktor.dk.

– Det er godt at sætte ord på hverdagen, lave sammenligninger og opleve verden set med børnenes øjne. Det kan I gøre overalt. Prøv for eksempel at spørge ind til dit barns tegninger: ‘Jeg kan se, du har malet grønt i himlen, hvordan kan det være?’. Når I går hjem fra institution, kan du sige ‘se på himlen, den er helt grå. Det er måske, fordi vi får regn’, siger Helen Lyng Hansen.

Børnehavebarnet

Der er helt normalt, hvis din tre-fireårige stadig bytter rundt på kulørerne og bliver ved med at påstå, at den røde sweater er brun, når den ikke er det. Det er ikke, fordi hun ikke kan se farverne eller forstå dem.

– Begrebet farver er enormt abstrakt. Det er slet ikke logisk, at rød hedder rød. Det kognitive skal være på plads, og der skal en vis sproglig udvikling til, før barnet kan sætte ord på, siger Käte From.

– Hun kan ikke ordene på farverne så præcist, at hun rammer rigtigt hver gang endnu. Hun kan godt hente alle de røde og lægge i en bunke, men siger måske gul om den blå bold. Og det er ikke noget, man som forælder skal blive bekymret over, for det er helt typisk at kludre lidt rundt i det i tre-fireårsalderen, siger hun.

Det er okay at korrigere stille og roligt ved for eksempel at sige ‘bolden er blå – hvad kender du ellers, der er blåt?’, og så kan I fortsætte snakken om himlen, havet og fars blå cykel.

– På den måde hjælper I hinanden til at matche farverne, siger Käte From. 

Faktaboks

LEG MED FARVER

Find legoklodser eller ­modellervoks frem, og leg med at blande og mikse ­farverne, matche og sortere.

Tag farverne med ind i det ­daglige ordforråd, så det forekommer naturligt: ‘Du har en grøn trøje på i dag’, ‘vil du hente den blå bold’ eller ‘jeg har noget i hånden. Det er orange udenpå, så er der lidt hvidt, og så kommer der noget lidt lysere orange’.

Udnyt madvarernes mange flotte farver, og snak om dem – både under madlavningen og aftensmaden. Indlæringen ­styrkes, når I bruger flere sanser ad ­gangen, så når I lugter til maden, smager på den og snakker om den røde peberfrugt og den grønne agurk ­samtidig, så sidder det bedre fast ­efterfølgende.

Lav sjov med farverne, og sig noget forkert som: ’Her er et lilla æble’. Dit barn vil måske grine og sige: ‘Neeeej. Et æble er ikke lilla’.

Kilder: Helen Lyng Hansen, netsundheds- plejerske, og Käte From, neuropsykolog.

Se, hvad vi ellers skriver om: Udvikling og Børnepsykologi