Baby spiser
SPONSORERET indhold

Baby Led Weaning: Sådan lærer du din baby at spise selv

Det er stort, når din baby så småt skifter mælken ud med mad. Rækker hun selv ud efter maden i skålen? Så er metoden BLW - eller Baby Led Weaning - måske noget for dig og dit barn.

Af: Marie Hundebøll Plum Foto: Getty Images
20. sep. 2021 | Børn | Vores Børn

Store blikke fra din baby, når du fører gaflen op mod munden. Sig mig, vil hun smage? Formentlig! Sundhedsstyrelsen anbefaler, at babyer mellem nul og seks måneder bliver fuldammet eller får flaske. Men herefter (eller lidt tidligere for nogle babyer, dog tidligst når barnet er 17 uger) har barnet brug for mere næring, end hvad mælken kan give.

Derfor er det tid til at introducere din baby for rigtig mad. Og det har længe været kutyme at blende grøntsager og kartofler sammen eller koge en dejlig hirsegrød til baby. For det er sundt, nærende og nogenlunde nemt at spise for et lille barn, hvis mundmotorik aldrig er blevet trænet i andet end at sutte. Men i 2008 udgav den britiske sundhedsplejerske Gill Rapley bogen ‘Baby Led Weaning – helping your baby love good food’, som på mange måder har ændret vores syn på babymad.

Baby Led Weaning, eller BLW, går ud på, at forældre simpelthen dropper skemaden og går direkte til at lade babyen spise rigtig mad selv – bare uden salt. Metoden vandt især indpas i Danmark, da ernæringseksperten Patricia DeCosta og Lærke Morell skrev den danske bog “Jeg kan godt selv – en introduktion til Baby Led weaning”.

"BLW handler om den sanselige glæde ved mad. At røre, lugte, smage og se på maden. Lege med den og blive tryg ved den. Og så handler det om at øve mundmotorikken. Babyen skal lære at bruge tungen på en ny måde, og det kan den godt fra omkring de seks måneder. Det er også her, at din baby kan holde hovedet selv og gribe om maden", siger Patricia DeCosta.

LÆS OGSÅ: Den store madguide: Det må din baby spise

BLW er blevet en populær metode i flere børnefamilier, for nogle babyer kan bare ikke se fidusen i grød og mos. Og har man som forældre først siddet der og nærmest tryglet babyen om at åbne munden og ikke spytte det hele ud igen, alt imens babyen enten skriger eller vender hovedet væk, så kan det være en fin ide at ryste posen lidt.

"Grunden til, at metoden blev så populær, er, at den føles meget naturlig for mange forældre. Nogle babyer vil ikke grød eller mos og græder, når forældrene prøver at give dem det. Men når forældrene har ladet barnet spise mad selv, har det bare været nemt og sjovt. Så vil barnet pludselig godt spise. Og forældrene bliver fri for at blende mos i et væk", siger Patricia DeCosta.

De fleste kan nok tænke sig til, at babyer vil være helt lykkelige over at mose hænderne ned i en skål Bolognese, male bordet med tomatsovs, proppe de tilsnaskede fingre i munden og håret og smage på de herlige og eksotiske smage og konsistenser af kød, pasta og hvidløg. Men udover den lange rengøring, der venter for enden af hvert måltid, så anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke kun at bruge BLW.

For de er i tvivl, om babyen får nok næring indenbords, hvis den selv står for at spise. Og så har Styrelsen også manglet dokumentation på, at der ikke er større kvælningsrisiko med BLW. Men ifølge Patricia DeCosta er der kommet ny forskning på området, som taler til BLW-metodens fordel.

"Nye studier viser, at BLW-børn ikke får mindre næring eller mere galt i halsen, end andre børn gør. BLW udløser barnets brækrefleks, som får barnet til at kaste maden op, hvis det er på vej i den gale hals. Det er helt naturligt, og venter du med at give barnet rigtig mad, til det er 10 måneder, vil brækrefleksen også blive udløst der. Det skal alle børn igennem for at lære at styre maden. Udover at der ikke er større risiko for fejlernæring eller kvælning, så viser studier, at børn får større madglæde og er mindre kræsne, når forældrene har brugt BLW", siger hun.

Men for at bruge BLW-metoden er det helt afgørende, at din baby stadig bliver ammet eller får flaske, imens det øver sig i at spise. Så man skal være indstillet på, at barnet er afhængigt af mælk i lidt længere tid, end hvis man gik direkte til mos og grød. Men ifølge Patricia DeCosta sparer man tid i den anden ende. 

LÆS OGSÅ: Her er 10 børnevenlige restauranter i København

"Hvis de først lærer at spise mos, så skal de aflæres det, når de skal begynde at spise rigtig mad. De skal starte forfra, fordi det er en helt anden måde at bruge munden og tungen på. Og mad handler i høj grad om konsistens. Så hvis du vender dig til at spise pæremos, er det ikke sikkert, at du kan lide at spise en rigtig pære. For den føles anderledes i munden", siger hun.

Selvom det ikke er alle babyer, der har bedst af BLW-metoden, så vil de fleste babyer have godt af en mellemting, mener Patricia DeCosta. Hvor de både får mælk, lidt grød eller mos og også rigtig mad, som de kan have det sjovt med og øve sig på. Og det er også den middelvej, som Sundhedsstyrelsen er begyndt at anbefale.

"BLW skal aldrig blive en religion. Men babyer er nysgerrige og vil gerne prøve det mad, som mor og far spiser. Og det er godt at gribe det åbne vindue, som helt små børn har, hvor de har lyst til at smage, mærke og lugte til alt slags mad. For det kan gøre dem mere trygge og glade for mad og dermed forebygge kræsenhed", siger Patricia DeCosta.

Anbefalet til dig