
Coco vidste ikke, at noget var galt, før to ambulancefolk fandt hende i skovbunden
Coco O. troede, at hendes smerter skyldtes menstruation, men det skulle vise sig, at hun både havde udiagnosticeret endometriose og en graviditet uden for livmoren.
Coco O. ligger på en forårskold skovbund og kryber ind i sig selv af smerte.
Hendes kæreste, Mads, er løbet ud for at dirigere ambulancen ned ad de skovstier, som parret er travet ud af, indtil det, som Coco i første omgang tror er menstruationssmerter, slår benene væk under hende.
”Jeg er vant til nogle vanvittige menstruationssmerter, og det troede jeg også det her var. Så da jeg mærker, åh, nu kommer de, sagde jeg til Mads, ok – det tager en time, det plejer det, så er det overstået. Men så begyndte det at gøre ondt på en måde, jeg ikke var vant til. Smerterne strålede ud i min ene arm, indtil jeg ikke kunne mærke den mere … og så ringede Mads 112.”
Det fortæller Coco O. i et stort interview i magasinet GRAVID, der er på gaden fra den 27. marts.
”De to ambulancefolk fandt mig derinde i skovbunden, og både de og jeg var sådan lidt affærdigende. Det er jo bare menstruationssmerter! Men de kunne godt se, at jeg havde mega ondt. De spurgte mig flere gange, om jeg var gravid – men det sagde jeg nej til, for det var jeg jo ikke – ikke længere i hvert fald – det vidste jeg.”
Forud for episoden i skoven havde Coco faktisk været gravid, men den graviditet varede kun et par uger, hvorefter den gik til med en lang menstruation. Det havde Coco talt med sin egen læge om.
Så da Coco ankom med ambulancen til Nordsjællands Hospitals gynækologiske afdeling, havde de svært ved at finde ud af, hvad der var galt med hende. Men pludselig mistede Coco bevidstheden.
”Jeg kan huske, at jeg skulle ud og tisse, og så besvimede jeg. Og så kan jeg ikke huske mere, før jeg vågner igen efter operationen,” fortæller hun.
"Du har endometriose"
Det viste sig, at Coco havde knap 4 liter blod i sin bughule på grund af en graviditet uden for livmoren, der havde ført til, at Cocos ene æggeleder bristede – og det var det, smerterne ude i skoven var.
Operationen varede otte timer, hvor Cocos kæreste, hendes mor og søster sad og ventede, ude af sig selv af bekymring. Og da Coco vågnede og kom til sig selv igen, fik hun at vide, hvad der var sket – og at hun nu kun havde én æggeleder tilbage.
”Lægen fortæller mig også, at jeg har meget endometriose på den æggeleder, jeg har tilbage, og at det nok vil blive meget svært for mig at blive gravid. Måske umuligt. I første omgang var det ikke noget, der som sådan slog mig ud. Jeg var mest af alt i chok over, at jeg havde gået og været gravid – men uden for livmoren," siger hun og fortsætter:
"Nu på efterkant synes jeg især, at det er vildt, at jeg har haft så voldsomme menstruationssmerter, siden jeg var femten, men der er ikke én læge eller gynækolog, der har sagt ordet endometriose til mig før. Jeg anede ikke hvad det var – og hvad det betyder for muligheden for at blive gravid.”
Læs hele interviewet med Coco O. i magasinet GRAVID, der er på gaden nu. Her fortæller hun også om at blive klar til børn, når aldersforskellen i parforholdet er relativt stor, hvordan fertilitetsbehandling føles som et deltidsjob og om at være kvinde og mor i en branche, der dyrker ungdommen.