Baby
SPONSORERET indhold

De første døgn som familie med baby

I er blevet forældre – og allerede efter et døgn eller to siger fødegangen farvel og held og lykke. Nu er I på egen hånd med jeres baby.

Af:: Eline Holm, Vores Børn
13. jul. 2009 | Børn | Vores Børn

Hjemturen

Når I skal have baby fra hospitalet og hjem, er det sikreste en babyautostol til bilen. Hvis I ikke har bil, kan I bestille en taxa med babystol. Baby kan ikke varmeregulere sig selv, så vær opmærksom på guldklumpens påklædning, når I bevæger jer ud i verden. Barnet skal have en varm sparkedragt eller en flyverdragt på, afhængig af årstiden. Husk også huen. Desuden kan du putte en dyne omkring baby i stolen.

Bleskift

Du skal skifte ble efter hvert måltid – og når der i øvrigt er brug for det. En bette tissetår behøver ikke være årsag til, at du farer til puslebordet, for den absorberer bleen. Men babys numse må ikke være fugtig, så tjek jævnligt blestatus. Du bakser bleen på, som følger: Tag fat om babys fødder og løft, så bagdelen letter fra underlaget. Med den anden hånd tørrer du det værste af numsen. Vask med en blød engangsvaskeklud med rent vand. Dup efter med en stofble. Læg den nye ble ind under bagdelen, og fastgør den over maven med de små stykker ‘tape’. Du kommer til at skifte blemange gange, så gør det til en dejlig stund allerede fra begyndelsen.

Amning

Din nyfødte har stærke instinkter for at søge brystet. Det kan du bruge til at lægge baby til.
Sørg for, at babys hoved og krop er godt støttet, for eksempel af en ammepude. Hovedet skal hvile i din albue, og den arm, der vender mod dig, skal ligge langs siden af din krop, så den ikke kommer i karambolage med brystet. Hvis du læner dig lidt frem mod dit barn, bliver det lettere for det at få fat. Ved at kilde babys kind med brystvorten stimulerer du søgerefleksen, og barnet vil vende hovedet, åbne munden og sutte. Det er ikke en selvfølge, at amningen fungerer fra dag et. Psykologien har en rolle at spille. Sig til dig selv, at du kan og vil, og vær forberedt på, at det tager tid og ro at få amningen i gang. Du kan ikke amme for meget i den første tid.

Afføring

De første par døgn er babys afføring sort, klæbrig og tjærelignende. Den kaldes mekonium og bliver renset ud af tarmen i løbet af et par dage. Når barnet får modermælk, vil farve og konsistens ændre sig, så afføringen ligner gult vand med små gryn i. Den kan også blive grønlig, og hvis barnet ikke græder, er det okay. Men hvis baby er ked af det, kan grøn afføring være tegn på, at der ikke er den rette mængde mælkesyrebakterier i tarmen. Et gammelt råd lyder, at du kan give lidt cultura med en ske, men spørg altid sundhedsplejersken først.

Søvn

I den første tid består dit barns liv stort set kun af mad og søvn. Til gengæld er søvnperioderne som regel ikke ret lange – typisk fra to til fire timer, hvorefter barnet vågner og vil spise. I kan roligt lade den lille snue trygt imellem mor og far om natten. Når barnet ligger hos jer, kan det mærke jeres hjerteslag og varme. Det giver tryghed, kærlighed og kropsbevidsthed. Nogle er bange for at rulle over på barnet, men det sker ikke. Du fornemmer, hvor barnet ligger, ligesom du ikke falder ud af sengen om natten, fordi du instinktivt ved, hvor kanten er.

Når baby er vågen

Baby kan ikke holde sig vågen ret længe ad gangen. Men når guldklumpen slår øjnene op og kigger ud på verden, så brug øjeblikket til at skabe tryghed. Når barnet ligger i din favn, er det som en forlængelse af livmoderen. Barnet bliver trygt, fordi det kan mærke dig. Det er vigtigt, at du kigger baby i øjnene. På den måde lærer du ansigtsudtrykkene at kende og skaber en god kontakt mellem jer.

Klæd baby på

Ved stuetemperatur skal baby have ble, bodystocking, langærmet tshirt, eventuelt en trøje og lange bukser og strømper på. Der er forskel på, hvor varme nyfødte er, så mærk dig frem ved at føle på babys nakke. En fugtig nakke er tegn på, at barnet har det for varmt, mens en kold nakke indikerer, at baby fryser. Når dit barn sover, kan det godt lide at putte sig i dynen. Hvis det er for varmt til dyne, kan du lægge den op ad barnet. Baby er vant til at ligge i et afgrænset rum i livmoderen, så den kan bedst lide at have noget om sig. Tænk også i lag, når du klæder din baby på til kulden udenfor.

Læs videre på næste side…

Navlen

Navlestumpen falder af i løbet af en uges tid. Indtil da kan det være en god idé at rense området omkring den. Det gør du med en vatpind dyppet i kogt vand. Så mindsker du risikoen for infektion.

Hjælp

Som nybagt mor bliver du kastet ind på ukendt territorium, og det ved fagfolkene. Derfor skal du aldrig tøve med at spørge om hjælp. I nogle kommuner har sundhedsplejen en døgnordning, du kan ringe til, andre steder stiller fødegangen sig til rådighed den første uge efter fødslen. Undersøg mulighederne, der hvor du bor.

Sådan holder du en nyfødt

Din baby ligger bedst, når du danner en vugge med armene. Hovedet hviler på din ene overarm og ind mod brystet, mens din anden arm støtter babys krop. Du kan også holde barnet lodret op ad din krop – men ikke så lang tid, da hovedet er tungt i forhold til kroppen og presser på rygraden. I lodret stilling skal du holde en hånd på barnets baghoved, så det ikke falder bagover. Du kan give barnet mulighed for at kigge ud på verden, hvis du lægger det på din skulder – for eksempel, når det skal bøvse efter amning.

Mælken løber til

I de første dage efter fødslen har du råmælk i brysterne. Som regel løber mælken til på tredje- eller fjerdedagen. De fleste mærker det, fordi det kribler i brysterne eller smerter lidt, når de bliver spændte og overfyldte. Nogle mærker ikke noget. Når du ammer, kan du se, om der er gevinst på mælkefronten – pludselig bliver det tydeligt, at baby synker maden.

Kilde: Lena Dyhrberg, privatpraktiserende sundhedsplejerske, se mere på www.sundhedsplejerske.com

LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys gråd

LÆS OGSÅ: 14 spørgsmål om babys søvn

LÆS OGSÅ: De allerførste uger med baby