Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Søvn
Anna ved ikke helt, om hun synes, hun er klar til at blive puttet. Foto: Trine Bukh

“Det tager halvanden time at putte Anna”

Line og Anders har prøvet at lægge deres datter senere, lege hende træt og fjerne middagsluren. Men uanset hvad tager det en evighed at putte Anna om aftenen.

Faktaboks

Kig på middagsluren: Vurder, om dit barn sover det rette antal timer, og hvordan timerne er fordelt. Sover hun flere timer midt på dagen, kan hjælpe at forkorte middagsluren.

Se efter tegn på træthed: Put dit barn, så snart hun giver udtryk for, at hun er træt – klør øjne eller ører, bliver pjevset, får røde ører. Kom i gang, inden hun bliver overtræt.

Forbered barnet: Fortæl dit barn, at det snart er sengetid, så hun er forberedt på, hvad der skal ske. Indfør ritualer, som I gennemfører hver aften. Det kan være en kop mælk, nattøj på, tandbørstning og en sang. Og så godnat.

Skab hygge: Indret et hyggeligt sovested, hvor der er trygt og rart – gerne med yndlingsbamse, sutter eller putteklud.

Gå ud af rummet: Forlad værelset, når du har puttet dit barn. Bliver du siddende, risikerer du selv at blive irriteret og at forstyrre barnet. Lær dit barn at falde i søvn selv. Brug kærlig autoritet, og fortæl dit barn, at nu skal det sove.

Line Anker Bang Andersen, 31 år, og Anders Thybo Nielsen, 33 år, bor i Odense og er forældre til Anna på 23 måneder. Hver aften er det en kamp at få datteren til at sove, selvom forældrene har prøvet forskellige putteritualer. Læs med her for at se, hvordan en typisk aftenen fungerer, hvad børnepsykologen siger, og bliv klogere på dit eget barns søvn.

Line og Anders fortæller:

– Det tager en evighed at putte Anna. Med det samme hun bliver lagt, er hun oppe at sidde eller stå igen. Vi lægger en beroligende hånd på hende, beder hende lægge sig ned og synger en sang, men hun snakker, vælter rundt eller laver fis. Når hun er sådan, siger vi til hende, at nu går vi lige ud og tømmer opvaskemaskinen, eller at vi er inde ved siden af.

– Hun er ikke ked af det, men når vi går ud af værelset, kalder hun på os og bliver ved, til vi kommer. Vi går derind, når hun kalder, for det føles forkert at ignorere hende. Det kan fortsætte i halvanden time, hvor vi går ud, hun kalder, og vi går ind og prøver at berolige hende. Hun har bare en fest i sin seng og leger med gardinet, snakker om Bamse, tager lagenet af eller kaster med sine sutter. Hun virker bevidst om, at hun får opmærksomhed. Et par gange, kan hun være lige ved at falde i søvn, mens vi holder hende i hånden, men så vågner hun, og det hele starter det forfra.

Hvornår begyndte problemet?

– Det begyndte for omkring tre måneder siden, hvor hun havde lungebetændelse og fik penicillin. Inden da var hun en engel – vi havde det samme putteritual som nu, men hun faldt i søvn på et kvarter, og vi var kun inde hos hende en gang eller to. Da hun var syg, blev der vendt op og ned på rytmer og putning, og derefter er det gået værre og værre.

Hvad er det mest frustrerende?

– Først og fremmest er det er synd for Anna, at hun ikke får den søvn, hun skal have. Og så vil vi også gerne have vores aftener tilbage. Vi har ikke tid til at snakke sammen, fordi vi løber frem og tilbage til Anna. Når hun så endelig sover omkring klokken halv ti, er det ved at være tid til, at vi skal i seng. Hvad har I gjort for at ændre mønstret?

– Alt, synes vi. Vi har prøvet at lægge hende både tidligere og senere – men tidspunktet, hun faldt i søvn på, var det samme. Vi har begrænset leg og fjernsyn efter aftensmaden og prøvet at lade hende lege helt sindssygt udenfor, så hun kunne brænde krudt af. Det virkede heller ikke. Derudover har vi prøvet at springe middagsluren over og at forkorte den – også uden effekt.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen råder:

Jeres udfordring er ikke ualmindelig. Sygdom, ferie eller andet, der udfordrer rutinerne, slår ofte et ellers godt puttemønster i stykker, som det har gjort for Anna. Fordi det er gået skævt den første tid efter sygdommen, er I gået i panik og forsøger jer med alle mulige modeller, men det forvirrer Anna og gør det endnu sværere at putte hende. Desuden tror jeg, det er en dårlig ide at sige til hende, at I kommer tilbage igen om lidt – for så ligger hun og venter på, at I kommer, i stedet for at falde i søvn.

Sådan kan I ændre mønstret

– Anna har en fin hverdag med masser af opmærksomhed og nærhed, så det er ikke det, hun efterspørger ved sengetid. Men ritualerne er blevet for mange. Derfor er mit råd, at I går tilbage til det gode putteritual, I havde tidligere. Gør alt det, I plejer. Put hende i seng, kys hende, og sig ‘godnat, min skat’. Den, der har puttetjansen, sætter sig i rummet  ved siden af med en god bog. Når hun begynder at kalde eller lave postyr, går I ind, lægger hende stille ned, putter dynen om hende og siger: ‘Nu vil jeg have, at du skal lægge dig ned og sove’. Så går I ud igen.

– Det er vigtigt, at I ikke argumenterer med hende, holder i hånd, synger eller aer. Vis, at I har styr på situationen, og at det eneste, der skal ske nu, er, at Anna falder i søvn selv. På den måde lærer I hende stille og roligt, hvad der skal ske – og I slipper for at blive frustrerede over at skulle være i rummet, mens hun rumsterer rundt. Det kan være godt at skiftes om puttevagten – for eksempel to aftener i træk til hver. Hvis I holder fast i metoden, burde den virke i løbet af et par uger.

LÆS OGSÅ: Søvn styrker dit barns helbred

LÆS OGSÅ: Må børn græde sig i søvn?

LÆS OGSÅ: Trodsalder: Gråden afslører dit barns hysterianfald

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Børns søvn, Tumling og Familieliv