Nathalie Schönenberg og søn
SPONSORERET indhold

Nathalie har gjort bæredygtighed til et familieprojekt: "Det behøver ikke at være nemt"

Mød familien Schönenberg, der har gjort bæredygtighed til et familieprojekt, som har vist sig ikke alene at gøre en stor forskel for planeten, men også familielivet.

Af:: Lisa Marie Kongsgaard Foto: Vores Børn
13. jun. 2022 | Børn | Vores Børn

Selv om det i første omgang primært er Nathalie Schönenbergs mission, når hende og kæresten Esben møder hinanden som 20-årige, er lysten til at sætte bæredygtighed på dagsordenen blevet ved med at spire i de to. I dag lever de, hvad de kalder, en bæredygtig tilværelse sammen med deres toårige søn, Gabriel. Begge forældre har opsagt deres fuldtidsjobs for at hjemmepasse Gabriel og forhandle brugt børnetøj.

"Vores jordklode skriger på, at nogen gør noget. Så selvfølgelig gør vi det. I forhold til klima- og miljø har vi indført en del vaner, som vi har levet med i mange år efterhånden: Vi køber økologisk, og så lokalt som muligt, vi spiser primært vegetarisk, og vi bruger parfumefrie, svanemærkede produkter."

"Vi opbevarer de fleste madvarer i genanvendelige bøtter, og vi affaldssorterer. Når det kommer til møbler og tøj køber vi brugt, og vi reparerer det, vi har, når det går i stykker," forklarer Nathalie.

LÆS OGSÅ: Maria flyttede familien ud af storbyen: ”Jeg følte mig fanget”

Om sommeren har familien en køkkenhave, og resten af deres have er ‘vild med vilje’ for bier, sommerfugle og insekter. Selv om Gabriel kun er to er han en del af projektet.

"Vi er allerede begyndt at inddrage ham i mange af de bæredygtige projekter, vi har gang i. Vi tager ham med på genbrugspladsen, hvor vi sorterer affald – vi viser ham, hvor de forskellige typer affald skal hen, og han får lov til at hjælpe med at smide dem ud. Vi har ham med i haven, hvor han er med til at så blomster, mens vi snakker om, at vi gør det, fordi bierne og sommerfuglene bliver glade for dem."

baeredygtigt-familieliv.jpg

"Når jeg lapper vores tøj, fortæller jeg, at jeg reparerer det i stedet for at købe noget nyt – og så er han med til at vælge, om det skal være en lille blomst eller et sødt dyr, der skal dække det gamle hul. På den måde håber vi, at vi kan lære ham, at det er vigtigt, at vi passer på vores jordklode og vores natur – og at man kan bruge eller genbruge de fleste ting meget længe, hvis man passer godt på dem," siger Nathalie.

Hun mener desuden, at det er essentielt for familiens bæredygtige livsstil, at mor og far er åbne omkring, hvorfor de gør, som de gør.

"Selv om han er for lille til at forstå det nu, begynder vi for eksempel allerede at fortælle ham om, at vi planter kartofler i køkkenhaven, fordi vi synes, det er bedre, at vi spiser vores egne, end at købe dem, der er fragtet fra den anden ende af landet for at ende hos købmanden. Samtidig er vi meget bevidste om, at vi ikke ønsker, at han skal have klimaangst, og derfor overvejer vi nøje, hvad der er passende at inddrage ham i, i forhold til hans alder."

Et slag for vores børn

Nathalie og Esben har haft fokus på bæredygtighed i mange år, også inden de blev forældre, men deres tanker omkring bæredygtighed har ændret sig på flere områder, efter Gabriel kom til verden.

"Vi er blevet mere direkte konfronteret med nogle af konsekvenserne af den måde, vi behandler vores jord på, efter vi blev forældre. For eksempel i forhold til noget så basalt som spørgsmålet om, hvorvidt vi har rent drikkevand om 50 år. Det er pludselig vores søn og vores børnebørn, der måske ikke bliver ved med at kunne få rent drikkevand, hvis ikke vi gør noget aktivt for vores klima og miljø nu."

På den måde er klimaforandringerne – og bekymringerne om dem – blevet en realitet på en anden måde for Nathalie, der dog ikke mener, at det er blevet mere omfattende at træffe klima- og miljørigtige valg, efter hun er blevet mor.

"Vi valgte at bruge stofbleer i stedet for engangsbleer. Og jeg lavede min egen frugtmos og grød, som jeg havde med i genanvendelige bøtter. På den måde har projektet selvfølgelig været mere omfattende, end hvis vi havde valgt alternative løsninger – men vi har ikke betragtet forældreskabet som ekstra besværligt, fordi vi har valgt bæredygtige måder at gøre tingene på. Det har nærmere handlet om, at det har været hårdt at blive forældre helt generelt."

Nathalie erkender dog, at nogle af de gode vaner, som hun og Esben havde, inden de blev forældre, er blevet mere besværlige at efterleve, efter der er kommet et barn i familien.

"Vi har altid skruet ned for radiatoren og slukket for lyset i de rum, vi ikke bruger, ligesom vi også har været meget opmærksomme på at bruge så lidt vand som muligt. Det er noget, vi godt kan se gennem fingrene med en gang i mellem nu."

"Det kan være, at Gabriel pludselig synes, det er sjovt, at der er lys i hele huset, eller at han vil stå under bruseren i længere tid, end vi normalt ville gøre. Men der handler det for os om at finde en balancegang mellem at acceptere, at han kun er et barn – at det skal være OK, at han har brug for at udforske og lege – og at det også er OK, at vi som forældre siger: ‘Nu gør vi sådan her og slukker for vandet’. For det har faktisk en betydning i det lange løb."

En spirende forretning

Netop forældreskabet blev også en øjenåbner for Nathalie og Esben i forhold til nye måder at handle bæredygtigt, da de blev klar over, hvor meget udstyr, de skulle anskaffe sig, inden Gabriel kom til verden.

"Vi købte alt, vi skulle bruge, brugt. Men vi fandt hurtigt ud af, hvor hastigt sådan et lille menneske vokser, og hvor ofte, han skulle bruge en ny størrelse tøj."

Den erkendelse blev startskuddet til MiniSpiren, hvor Nathalie finder, istandsætter og forhandler brugt børnetøj på Instagram.

LÆS OGSÅ: Klumme: Min mand bliver rost for at være familiefar, mens jeg bliver kaldt karrieremor

"Jeg vil gerne gøre det nemmere for andre at købe sødt genbrugstøj til børn som et alternativ til de mange fast fashion-brands. Jeg synes virkelig, at børnetøj er et af de steder, hvor det giver allermest mening at genbruge. Der findes så meget fint tøj derude, som både kan skabe glæde hos andre og mindske vores forbrug i stedet for at købe nyt hele tiden."

Et af hendes store håb for en mere bæredygtig fremtid er, at flere begynder at købe brugte ting. Og at flere synes, det er OK at betale for brugte ting.

"Jeg vil gerne gøre op med tanken om, at genbrug kun kan være loppefund, man finder til en 10’er på et loppemarked. Det kunne være rigtig fedt, hvis flere ville betale lidt ekstra for, at der er nogle, der bruger tid på at finde tingene, reparere dem og vaske dem, så de kan blive brugt igen og igen og igen."

Små penge, stor glæde

Selv om bæredygtighed for Nathalie og familien først og fremmest handler om at træffe valg, der gavner miljø og klima, handler det for dem også om at leve et bæredygtigt liv.

"Vi har købt et hus, som vi har råd til at bo i uden to fuldtidsjob. Både Esben og jeg sagde vores fuldtidsjob op sidste år, og han har hjemmepasset Gabriel, mens jeg har haft fleksible arbejdstider i min lille shop, som jeg styrer hjemmefra. I vores familie betyder det at leve bæredygtigt, også at leve på en måde, vi er glade for hver dag."

baeredygtigt-familieliv2.jpg

"For os indebærer det at bruge så meget tid sammen som muligt. Men vores valg har ikke været nemt. Vi har været vant til en fornuftig økonomi med to fuldtidsjobs, og nu lever vi på et meget skrabet budget. Men for os er det bæredygtigt at have tid til hinanden og at have Gabriel hjemme, mens han er lille. Pengene er små, men tid sammen er uden tvivl den største ressource for os."

Ingen løftede pegefingre

Efter at have levet mange år efter bæredygtige principper er det blevet helt naturligt for familien, men det er ikke alle, der har lige stor forståelse for, hvordan de har valgt at leve deres liv, og nogle synes, at det er fjollet. Særligt når det kommer til gaver har venner og familie svært ved at forstå, hvorfor de gør, som de gør.

"Vi vil gerne selv give brugte gaver, mens vi opfordrer andre til at forære os gaver fra genbrug. Men det kan være svært for andre at sætte sig ind i. Gaveområdet er faktisk det sted, vi har haft sværest ved at føle os godt tilrette, fordi mange, og måske især bedsteforældre-generationen, mener, at det er noget mærkeligt noget. Der er flere, der ikke synes, at det er en rigtig gave, hvis den kun har kostet en 20’er, eller hvis den ikke kan byttes."

Generelt er folk dog positive over for deres bæredygtige livsstil, og håbet er netop også, at de kan inspirere flere til at følge i deres klimavenlige fodspor.

LÆS OGSÅ: Lærke droppede karrieren for at blive fuldtidsmor: ”Jeg gav mig selv lov til at lytte til den insisterende stemme indeni”

"Da jeg var yngre, havde jeg en meget aktivistisk fremgangsmåde, når jeg ville overbevise andre om nødvendigheden i, at vi træffer nogle bæredygtige valg i hverdagen. Men jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke kommer noget godt ud af at udskamme andres måde et gøre tingene på. I stedet prøver vi at inspirere andre ved at vise og fortælle om, hvordan vi selv gør. Så kan andre familier finde netop deres bæredygtige vej."

Og den går ikke altid lige ud. For Nathalie og Esben er det derfor ikke enten/eller-stilen. Der er nogle ting, som de ikke vil undvære, og derfor spiser familien for eksempel økologisk kød en gang imellem.

"Vores holdning er generelt, at det ikke behøver at være nemt. Vi træffer nogle valg i hverdagen, som selvfølgelig besværliggør vores liv på nogle områder – men vi synes ikke, at det behøver at være nemt at leve bæredygtigt. Der er brug for, at vi gør det, så for os er det OK, at det kan være svært og indebære nogle afsavn."

Anbefalet til dig