Far var alene med nyfødt: ”Efterfølgende havde jeg rigtig svært ved at give slip på ham”

Hele optakten til fødslen af min første søn var præget af bad luck. Ved nakkefoldsskanningen fik vi en meget nedslående nyhed om, at risikoen for, at han ville få Downs syndrom, var høj.

Det var meningen, at vi den efterfølgende uge skulle have taget en fostervandsprøve for at få slået fast, om han havde det eller ej. Så midt i vores store glæde over endelig at være blevet gravide, efter at have prøvet i to år, blev vi meget bekymrede og måtte veje for og imod med hensyn til, om vi skulle beholde barnet eller ej.

LÆS OGSÅ: Hun var tæt på at dø under fødslen

Skæbnen ville dog, at sygeplejersken, der havde foretaget nakkefoldsskanningen, havde taget fejl af tallene. Så da vi kom ind efter en uge præget af splittelse, blev vi selvfølgelig enormt lettede.

Det gik galt

Pludselig troppede hele familien op

Min søn suttede på min brystvorte

Det kom bag på mig, at jeg som mand kunne have det sådan

Vi blev der i en del dage, da min kone skulle være under opsyn.

Det nærer mig den dag i dag, at jeg kunne have det sådan, men jeg kan huske, at jeg tænkte: “Giv mig ham. Han skal over til mig nu”. For jeg ville holde ham, bære ham rundt, skifte ham osv. Rollerne var byttet rundt. Jeg havde fået den rolle, som min kone skulle have haft. Og jeg havde i langt tid svært ved at give slip på ham.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver din fødsel IKKE som på film

Det kom bag på mig, at jeg som mand kunne have det sådan. En sygeplejerske bad mig på et tidspunkt om at gå en tur, fordi hun kunne fornemme, at det var vigtigt, at min kone også fik mulighed for at skabe et nært bånd til vores søn. Og det kunne hun ikke, når jeg var der. Først var jeg sur på sygeplejersken, men jeg gik selvfølgelig den tur – for at hjælpe min kone.

Det var en turbulent tid, og min kone var tæt på at udvikle en fødselsdepression oven på forløbet.

Når vi ser tilbage på dén tid, er vi nærmest forundrede over, at vi kom igennem forløbet, som var et følelsesmæssigt kaos for os begge. Oplevelsen på hospitalet var frygtelig i sig selv, men så at komme hjem og skulle finde en ro og en rytme oven på den oplevelse var en kæmpe udfordring.

I dag er Oliver 5 år og Zander, vores yngste søn, er 1 1/2 år. Ved vores søn nummer to gik det hele, som det skulle, og min kone oplevede den der helt specielle første stund, som hun ikke havde haft med Oliver.

LÆS OGSÅ: Fem x nybagt far: Sådan var MIN fødsel

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det mistænkeligt, når man reagerer på at få et barn?

LÆS OGSÅ: Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel