Kræft under graviditet: "Jeg blev nødt til at overleve så længe, at min baby var stor nok til at blive født"
Foto: Sarah Christine Nørgaard Esther Evar fik konstateret kræft under graviditeten, og lægerne mente, hun skulle afbryde svangerskabet: "Jeg ville gøre alt for at beholde mit barn, også selv om jeg selv måtte betale prisen".

Kræft under graviditet: "Jeg blev nødt til at overleve så længe, at min baby var stor nok til at blive født"

Esther Evars graviditet gik fra lykkelige til ‘livstruende omstændigheder’, da hun fik en alvorlig kræftsygdom. Normalt får kvinder med kræft en abort, men Esther Evar kæmpede for at beholde sit barn og fødte i 2013 Danmarks første ‘kemobaby’. I dag har mor og søn det godt, men vejen tilbage til et normalt liv har været lang.

I må ikke tage min baby.” Esther Evar brød grædende sammen. Hun befandt sig på Rigshospitalet sammen med sin mand Tobias, sine forældre og søster. En læge havde netop i en lang sætning bekendtgjort, at hun havde kræft, skulle afbryde sin graviditet, og så “var besøgstiden i øvrigt forbi.”

Esther Evar var gravid i 20. uge, og det skulle gå stærkt, hvis hun skulle have tilladelse til en abort så langt henne i graviditeten.

"Jeg behøvede ikke et minuts betænkningstid. Jeg ville ikke bare lade dem afbryde svangerskabet, før de havde undersøgt andre muligheder. Det var min opgave som mor at beskytte mit barn, men jeg ønskede heller ikke, at han skulle tage skade af min behandling", siger Esther Evar, der i dag er 35 år og uddannet dyrlæge.

Hun havde altid drømt om at få børn, og da hun mødte sin kommende mand Tobias ved et surpriseparty i 2009, var første skridt taget.

"Vi ville gerne have børn, men Tobias havde sagt, at vi først skulle på roadtrip til USA. Det tog jeg meget bogstaveligt, for jeg blev gravid på rejsen. Jeg kan huske, hvordan Tobias viftede røgen væk for mig, da vi stod på Times Square bag en rygende mand", fortæller Esther Evar.

Det var i sommeren 2012. Der var kun én sky på himlen. Esther havde gennem længere tid haft nogle uforklarlige smerter i ryggen. Hun havde været ved lægen flere gange, men blev spist af med, at ‘det nok gik over af sig selv’, eller ‘hun var jo så ung, at det ikke kunne være noget alvorligt.’

Læs også: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

For ung til kræft

Hjemme i Danmark fortsatte Esther Evar sit liv i fuld fart. Hun havde drømt om at blive dyrlæge siden 8. klasse og havde lige siden gået målrettet efter at komme ind på drømmeuddannelsen. Hun havde travlt på studiet, men døjede med smerter i ryggen og en evig træthed. Maven voksede hurtigt, alt for hurtigt.

"Jeg troede bare, det var graviditetsgener, men jeg undrede mig over, at jeg bulede ud så hurtigt. Jeg fik svaret, at det var meget forskelligt, hvor hurtigt maven voksede", siger Esther Evar.

Da den kommende mor var 12 uger henne, var hun i Holstebro på et fem dage langt kursus med sit studie. Hun havde feber og influenza-lignende symptomer og ville gerne tidligere hjem.

"Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kom gennem dagene. Jeg stod med armen inde i en ko, mens min lærer skældte mig ud. Han sagde, at jeg aldrig ville blive dyrlæge, hvis jeg ikke kunne modstå lidt forkølelse. Men Esther Evar var ikke forkølet, og symptomerne forsvandt ikke."

"Min familie kunne se, at jeg havde det dårligt. Jeg havde tabt mig, var altid træt og havde konstant feber. Jeg havde smerter under brystet, men jeg tænkte, at det nok var babyen, der sparkede", husker hun.

Det var ikke babyen, der sparkede, for det var alt for tidligt i graviditeten. Esther Evar fik endelig taget en række prøver hos lægen, der viste, at noget var galt, og hun endte med flere undersøgelser på Rigshospitalet.

"Jeg var faktisk lettet, for nu kunne jeg få nogle svar, så jeg havde noget at forholde mig til. Ordet ‘kræft’ blev nævnt, men jeg tænkte, at jeg var så ung, at jeg ikke kunne få kræft."

Men Esther Evar var ikke for ung til at få kræft. Lægerne nåede endelig frem til, at hun havde lymfekræft i et ret fremskredet stadie. Hun havde en cirka 30 centimeter stor svulst i maven, og det var den, der havde givet smerter i ryggen og fået maven til at bule ud.

kemo_1.jpg

Blev nødt til at overleve

I løbet af de næste uger blev Esther Evars tilstand forværret. Hendes mor og kæreste havde taget orlov, og Tobias var blevet indlagt, så han kunne være hos hende døgnet rundt. Esther Evar sov det meste af tiden og var til sidst så afkræftet, at hun kun kunne bevæge sig rundt med et gangstativ, ligesom hun var koblet på et iltapparat.

Hvis hun ikke kom i kemobehandling, ville hun ganske enkelt dø af sin kræftsygdom i løbet af kort tid. Normalt får kvinder med kræft en abort, fordi kemoen skader fostret, men Esther Evar ville det anderledes.

"Jeg ville ikke have, at de gjorde noget, som min baby ikke kunne tåle. Lægerne havde håbet, at de kunne vente med at behandle mig til efter fødslen, men jeg var i sidste stadie af sygdommen og formentlig tæt på at dø. Babyen var stadig så lille, at den ikke kunne overleve uden for sin mors mave."

"Det var en turbulent og følelsesmæssig hård tid, men jeg havde fokus på, at jeg blev nødt til at overleve så længe, at min baby var stor nok til at blive født", siger Esther Evar.

Hospitalet besluttede at give hende kemoen i en anden rækkefølge, så man skånede barnet. Esther Evar responderede godt på kemoterapien og fik lov at komme hjem mellem behandlingerne. Hun holdt sig mest indenfor.

"Jeg følte mig meget sårbar. Jeg havde tabt alt håret og var gravid, og jeg var bange for, at folk ville dømme mig som uansvarlig, fordi jeg havde valgt at gennemføre graviditeten trods sygdommen", forklarer Esther Evar.

Danmarks førte kemo-baby

Den 27. februar 2013 kom lille Samuel til verden ved et planlagt kejsersnit som Danmarks første ‘kemobaby’. Det var syv uger før terminen, men lægerne vurderede, at han var stor nok til at kunne klare sig uden for maven.

"Jeg var blevet advaret om, at jeg måske ikke ville føle tilknytningen til ham med det samme, fordi min graviditet havde været så voldsom, men jeg følte øjeblikkeligt kærligheden. Han var den mest bedårende lille fugleunge. Jeg blev også ramt af en kæmpe ansvarsfølelse. Nu blev jeg nødt til at overleve, så jeg kunne tage mig af ham", fortæller Esther Evar.

Hun var mellem to kemokure, da hun fødte Samuel, og havde håbet, at hun kunne amme ham en uge før næste kur, men måtte opgive, da kroppen var for medtaget til at kunne producere mælk.

"Det var en falliterklæring, for jeg ville så gerne give ham de basale antistoffer. Jeg havde ingen kontrol haft i min graviditet, så jeg ville så gerne kunne gøre noget normalt for ham", siger Esther Evar.

Efter 15 dage på neonatalafdelingen fik den lille familie lov at komme hjem. Tobias havde barsel i et halvt år og passede Samuel, mens Esther deltog så meget, som hendes kræfter tillod. Hun var stadig i kræftbehandling og havde meget brug for hvile.

"Jeg så til, når Samuel blev skiftet og badet, og jeg lå meget med ham i sengen, så jeg følte ikke, at jeg var en dårlig mor, men jeg følte mig heldig, fordi vi begge to var så meget hjemme, da Samuel var spæd", siger hun.

Tobias har været en uundværlig støtte for Esther under hele forløbet.

"Tobias var en sand Superman, der både tog sig af Samuel og mig. Det har også været voldsomt og overvældende for ham, at hans kæreste var ved at dø, og at han samtidig risikerede at miste sit ufødte barn, men ikke én gang har jeg set ham være svag eller trist. Han har virkelig været min klippe", siger Esther.

Tobias friede til Esther i januar 2013, mens hun var alvorlig syg og i kemobehandling. Han havde fået lov at bortføre hende til et slot, hvor han havde arrangeret, at parret spiste en lækker middag på et værelse, for Esther skulle helst ikke være blandt fremmede på grund af et svækket immunforsvar, og hun måtte ikke blive syg inden næste behandling.

"Jeg har altid sagt, at jeg gerne ville fries til under en grædepil, så efter middagen gik vi en lille tur. Pludselig stod vi under en grædepil, og han friede til mig", fortæller Esther Evar. Parret blev gift i 2014 under en ceremoni på Restaurant Terrassen i Tivoli i Aarhus.

Læs også: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

Kampen for et normalt liv

I sommeren 2013 blev Esther Evar færdig med kræftbehandlingen efter ni kemobehandlinger og seks ugers strålebehandlinger. Lægerne havde fortalt hende, at der formentlig ville komme en efterreaktion på det voldsomme forløb, hun havde været igennem, men hun forsøgte at fortsætte livet som hidtil. Samuel voksede og viste ikke tegn på at have taget skade af sin mors kemobehandling.

"I begyndelsen var jeg meget bange for, om jeg skulle have overført kræften til ham, selvom lægerne sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg har reageret på alle små symptomer, som da han var lille og pludselig tog to lure i stedet for en. Det viste sig faktisk, at han har en immundefekt, som han får medicin for, men den skyldes ikke min kemobehandling", fortæller hun.

Esther Evars hår voksede ud, og bortset fra arrene efter operationerne var der ingen synlige spor efter den voldsomme sygdom.

"Den store kamp var egentlig ikke selve sygdomsforløbet, for jeg følte mig tryg og i gode hænder på hospitalet. Kampen var at vende tilbage til mit gamle liv, for jeg var ikke længere den, jeg var før sygdommen, og det tog tid, før jeg erkendte det", siger Esther.

Hun havde svært ved at koncentrere sig på studiet, hun kunne ikke huske og blev hurtigere træt.

"Jeg har altid været dygtig på mit studie og gjort mit ypperste, men det kunne jeg ikke længere. Det var ydmygende, at jeg ikke længere kunne de ting, jeg plejede, og jeg stod dagligt og græd på toilettet", fortæller hun.

Hun gennemførte sit studie på ren stædighed, selvom hun var ved at give op mange gange. Familien flyttede fra København til Skødstrup uden for Aarhus, og Elliot kom til verden i 2016.

"Vi har altid ønsket flere børn. Jeg kan godt lide tanken om, at de har hinanden at gå gennem livet med", siger Esther Evar, der blev gravid på naturlig vis, selv om lægerne havde stillet parret i udsigt, at de skulle gennem fertilitetsbehandling for at blive gravid.

"Ja, Elliot er også en lille mirakelbaby", griner hans mor.

kemo_2.jpg
"Hvis man skal sige noget positivt om min sygdom, så er det, at både Tobias og jeg i højere grad afstemmer vores arbejde efter børnene. Havde jeg ikke haft kræft, havde vi begge kørt karriere og hentet børnene klokken 17 i institutionen", siger Esther Evar.

Livskrise

I 2017 begyndte Esther Evar at arbejde hos en dyrlæge efter endt barsel. Hendes livslange drøm var endelig gået i opfyldelse, og så alligevel ikke. Hun oplevede igen, at hun hurtigt blev træt, havde svært ved at koncentrere sig og havde smerter i kroppen.

"Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg pludselig havde et hoved, der ikke længere fungerede, som det plejede. Jeg pressede mig selv og forsøgte at leve op til mine egne forventninger, men jeg følte mig forkert og uduelig og som en sølle version af mig selv."

Samtidig kæmpede Esther Evar også med frygten for at få tilbagefald, og selv en almindelig forkølelse kunne gøre hende meget bange.

"Som ung tror man jo, at man er udødelig, men jeg havde oplevet, at det er man ikke. Døden og risikoen for tilbagefald har været noget, som jeg har måttet lære at tackle, så de ikke overskyggede mit liv. Jeg er stadig bange for tilbagefald, men ikke så meget som tidligere", siger Esther Evar.

Efter en udredning for et muligt tilbagefald blev frygten meget nærværende. Hjemme var lunten kort, og en simpel hverdagsting som at lave mad og snakke med familien samtidig kunne hun ikke klare.

"Jeg kunne ikke rumme mine børn og var ikke den mor, som jeg gerne ville være", fortæller hun.

Esther Evar blev udredt og fik diagnosen PTSD – post- traumatisk stresslidelse.

"Det var en stor lettelse at få en forklaring på, hvorfor jeg havde det sådan, og jeg havde noget konkret, jeg kunne arbejde med. Jeg var begyndt at frygte, at jeg måtte opgive mit arbejde, samtidig med at jeg følte mig meget ensom, fordi ingen forstod, hvordan jeg havde det", fortæller Esther Evar, der også døjer med smerter i knæ, lænd og mave.

Hun blev sygemeldt og brugte mange timer på at gå med musik i ørene og hunden Molly ved sin side, mens hun forsøgte at finde ud af, hvem hun var.

"Jeg var i en livskrise, for jeg har altid været en stærk person, der gik målrettet efter det, jeg gerne ville. Nu kunne jeg ikke længere arbejde som dyrlæge, og jeg anede ikke, hvad jeg så skulle med mit liv", fortæller hun.

Mødet med Rosa

Under gåturene dukkede Rosa op i Esther Evars hoved. En kvinde, der havde mange fællestræk med Esther, og som også sloges med at finde sit ståsted i livet efter at have overlevet kræft. Når Esther Evar kom hjem til sit hvide hus, satte hun sig ned og skrev alle sine tanker, følelser og frustrationer ned, men hun lod Rosa have dem.

"Jeg glædede mig som et lille barn til, jeg skulle hjem og skrive, og det hjalp mig med at bearbejde alt det, som jeg selv gik med. Jeg fik mere overskud, når jeg skrev, og Tobias sagde, at han kunne mærke på mig, om jeg havde skrevet, fordi jeg var glad og strålede de dage, jeg havde skrevet", siger Esther Evar.

Hendes kærlighedshistorie er ikke en del af bogen, for hun har givet Rosa sin egen fortælling.

"Min bog er en kærlighedshistorie, der også rummer sygdom. Det et er en meget personlig bog, som har hjulpet mig til at finde frem til den bedste version af mig selv", siger hun.

Egentlig var det ikke planen, at Rosa skulle forlade Esther Evars computer, men i dag ligger bogen ‘Bogen om Rosa – i live men ikke levende’ foran hende.

"Jeg tænkte, at andre kræftoverlevere og pårørende måske kan få glæde af at læse den, for jeg har følt mig meget alene, selv om jeg har haft stor opbakning fra venner og familie."

Bogen har givet Esther Evar ny livskvalitet, og hun har fået så meget overskud, at hun er blevet ansat i en dyreklinik, som hun selv har været med til at starte op. Her arbejder hun på nedsat tid og tilrettelægger selv sit arbejde.

"Sygdommen har hjulpet mig med at sætte mit liv i relief. Den har taget meget fra mig, men den har også givet mig evnen til at prioritere min familie og ikke hænge mig i bagateller.

Esther Evars bog 'Bogen om Rosa – i live men ikke levende' udkom den 14. oktober på Forlaget Trykværket. Den koster 249 kr. i handlen, men kan også bestilles til 229 kr. på forfatterens hjemmeside estherevar.com

bog.jpg

Familien

  • Mor: Esther Evar, 36 år, dyrlæge og debuterende forfatter med bogen ‘Bogen om Rosa – i live men ikke levende’.
  • Far: Tobias Evar Lauridsen, 36 år og it-sikkerhedschef.
  • Børn: Samuel på syv og Elliot på fire år.
  • Desuden består familien af hunden Molly og kattene Ekko og Venus.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kræft og Mor