Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Gravid under amning
Foto: Getty images Kan man blive gravid, når man ammer?

Gravid under amning

Kan man blive gravid, når man ammer?

Når du netop er blevet mor til en lille ny, hvor hurtigt kan du så egentlig blive gravid igen? Vi har spurgt to eksperter, hvorvidt du kan blive gravid under amning.

Måske har du hørt, at du ikke kan blive gravid, når du ammer? Og måske har du læst, at fuldamning de første seks måneder af babys liv kan holde din ægløsning helt væk? Der florerer mange teorier og diskussioner på nettet. For eksempel påstår tilhængere af LAM-metoden (Lactational Amenorrhea Method), at amning kan fungere som prævention, men holder det? Det kan være svært at vide, hvad du skal tro på, og hvad der er ren ønsketænkning

Vi har talt med to eksperter på området for at finde ud af, hvad der er op og ned i forhold til graviditet under amning.

LÆS OGSÅ: Må man drikke kaffe, når man ammer?

Kan man blive gravid, når man ammer?

Her er det korte svar ja. Ifølge Charlotte Rigmor Utzon, der er jordemoder hos Babyinstituttet, kan du i teorien allerede blive gravid to dage efter, du har født.

Hun forklarer, at mange kvinder er højfertile i den første del af ammeperioden.

- I den første del af ammeperioden er hormonerne meget svingende. Det betyder, at der fra naturens side er nogle små åbninger, hvor du kan blive gravid, siger hun.

Sundhedsplejerske og ammevejleder fra Københavns Kommune Hanne B. Andersen tilføjer dog, at netop på grund af de svingende hormoner er der visse faktorer, du kan påvirke som ammende:

- Hvis du ammer meget hyppigt, kan det godt forsinke ægløsningen lidt. Men man kan ikke sige, at fordi du ammer, kan du ikke blive gravid. Det kommer helt an på kvinden og hendes hormonbalance, fortæller hun.

Der er altså stadig sandsynlighed for at blive gravid, selvom du ammer. Der er forskel på kvinder og deres hormonbalancer, så derfor er det svært at forudsige, hvornår du har størst og mindst mulighed for at blive gravid, selvom du ammer. Derfor er det en god idé at bruge prævention, hvis du ikke ønsker at blive gravid under amning.

LÆS OGSÅ: 10 facts om amning og alkohol

Er der tidspunkter, hvor man ikke kan blive gravid, hvis man ammer?

Som udgangspunkt er der ikke noget tidspunkt i løbet af dit ammeforløb, hvor du ikke kan blive gravid. Ifølge Charlotte Rigmor Utzon kommer sandsynligheden for at blive gravid helt an på kvindens hormoner og ægløsning. Hun understreger, at selvom mange kvinder ikke har menstruation, mens de ammer, betyder det ikke, at de ikke har ægløsninger.

- Det, du ofte ikke har, når du ammer, er menstruation. Derfor ved du ikke, hvornår du har ægløsning. Men derfor får du altså stadig ægløsning, fortæller jordemoderen.

Sundhedsplejersken Hanne B. Andersen mener heller ikke, at graviditet kan udelukkes på bestemte tidspunkter. Hun forklarer dog, at nogle kvinder har oplevet at kunne påvirke deres hormonbalance ved at amme meget intensivt.

Selvom amning kan holde hormonerne i ro, kan du ikke vide, hvordan det egentlig står til med dine hormoner, eller hvornår du får ægløsning. Det er umuligt at forudsige, hvornår du kan og ikke kan blive gravid.

LÆS OGSÅ: Opskrift: Mælkebomben siges at kunne øge din mælkeproduktion

Hvorfor er der så mange modstridende informationer om graviditet under amning?

- Det er ønsketænkning. Hvis ikke du behøver at beskytte dig, så er det jo meget nemmere, svarer Charlotte Rigmor Utzon. Hun tilføjer desuden, at manglen på menstruation forvirrer mange kvinder.

- Du kan sagtens have en ægløsning, selvom du ikke har en menstruation, der følger op på den. Blødningen er jo bare et afkast af slimhinden, understreger jordemoderen.

Dertil tilføjer Hanne B. Andersen desuden, at forvirringen kan opstå, fordi nogle kvinder har oplevet at kunne holde ægløsningen tilbage ved hjælp af meget intensiv amning.

- Men der er ikke nogen garanti, siger Hanne B. Andersen, og tilføjer:

- Nogle bliver ekstremt nemt gravide. For andre kan det, at deres barn sover igennem, og der derfor går over seks timer mellem amningerne, betyde, at de får ægløsning, fortæller sundhedsplejersken.

Hvad er det bedste råd til ikke at blive gravid under amning?

Her peger begge eksperter på, at du skal finde en præventionsform, der beskytter så lokalt som muligt. Derfor fraråder de at tage p-piller eller minipiller under amning, men anbefaler at bruge for eksempel en kobberspiral.

- Tal med lægen om en god præventionsmetode. Det kan måske være en mulighed at få en spiral eller et pessar. Det er jo ikke noget, der påvirker hormonerne, fortæller Hanne B. Andersen.

Den anbefaling er Charlotte Rigmor Utzon enig i. Begge eksperter mener desuden, at et kondom kan have mange fordele som præventionsform, når du netop har født.

- Det gode ved kondom er, at det beskytter både mor og far, selvfølgelig mod graviditet, men det beskytter også mod bakterier. Når du har født, har du ridser og småskrammer, og når du så har sex, får du samtidig en andens bakterier op i dit underliv, forklarer Charlotte Rigmor Utzon.

Det giver risiko for at få infektioner. Derfor er det en rigtig god idé at bruge kondom særligt i de første 6-8 uger efter fødslen.

LÆS OGSÅ: Hormon- eller kobberspiral: Flere kvinder vælger denne præventionsform

LÆS OGSÅ: Hvor længe er det bedst at amme?

LÆS OGSÅ: Eksperter: Derfor skal du holde dig langt væk fra denne type prævention

Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid, Amning, Prævention, Fertilitet og Ægløsning