Hvornår er man voksen?

Min kæmpestore førstefødte møgunge er i sidste uge startet i børnehave. Et samlingssted for små børn med mange af livets store spørgsmål. Og en ualmindelig klistet møgunge kom løbende hen imod os på min piges første dag. ’’Er du moren?’’ spurgte barnet, hvis køn ikke kunne bestemmes. Svarede promte: ’’Nej, jeg er faren’’ og gik videre.

Men galskaben stoppede ikke. ’’Er du egentlig voksen, hva?’’ spurgte den. Og dét fik mig til at tænke. 24 år, mor til to skrigende unger, ingen uddannelse, og masser af gæld. Er jeg mon voksen?

Det vil nogen mene, jeg blev, da jeg som 18 årig stod med kørekortet i hånden, som mor og far havde betalt, på trods af at jeg røg som en skorsten. Andre ville kalde mig en forkælet unge og alt andet end voksen.

Når jeg tænker tilbage på tiden med druk og øh… sjov hver fredag, vil jeg heller ikke betegne mig selv som voksen. Man er voksen, når man sidder en fredag aften og ser Lærkevej i fjerneren med en pose slik til 89 kroner bag puderne, fordi man forsøger at gemme den for manden –  ikke pga. prisen, men fordi han ikke må smage, da der jo skal være til morgenmad også, mens man klikker rundt på facebook. 

Sagde du prut?

Hurra for børnepenge

Det er vel egentlig også meget voksent at få børnepenge. Og netop økonomien kunne godt indikere, at man var blevet voksen. Fordi med voksenlivet hører jo gæld, og det er noget, vi har masser af. Ikke fordi vi ejer noget, men fordi vi (læs; jeg) har et enormt overforbrug. Men den pude til 699 kr. var nødvendig. Ellers kunne jeg jo ikke skjule alt det slik, jeg havde købt! Og den oprindelige pris var det dobbelte, så jeg har faktisk sparet 700 kr.

Og når man snakker om at købe. Da jeg ikke var voksen brugte jeg langt de fleste søndage i min egen seng, med tømmermænd, McD og opsummering af Paradise Hotel. Men de genudsender ikke længere ugens afsnit om søndagen i rap. Heldigvis er jeg kommet videre. Jeg er blevet ældre. Sidste søndag var vi ude og købe en form for pind til en sandkasse, vi skal bygge. Projektet har stået på i 48 dage. Derfor vil jeg give min mor ret i hendes udtalelse gennem hele min barndom: ’’Vi har aldrig tid til noget. Jeg ville ønske der var flere timer i døgnet’’ Og ved du hvad mor? Det ville jeg også ønske. 

På mange punker kan jeg konkludere, at jeg er voksen. Så det vil jeg fortælle den klistrede dreng i morgen. Jeg er MOR. Jeg er voksen!