Skal vi skide på sandheden?

Psst!

Søndag den 23. april er økodag, hvor du kan opleve køernes kåde forårsfest, når de dansende bliver lukket ud på marken efter en lang vinter i stalden.

Find en gård nær dig på økodag.dk

Børnepsykologens fire råd til sandheden

Hvornår og hvordan italesætter vi virkeligheden for vores børn? Vi har fået 4 gode bud fra børnepsykolog og professor i udviklingspsykologi på Roskilde Universitet, Arne Poulsen, der har skrevet bogen Børns Udvikling.

1. Fortæl og italesæt sandheden, når det drejer sig om konkrete ting som afføring, som børn helt ned i babyhøjde ved, hvad er. I det her tilfælde prutter koen ikke – det er jo ikke sandt. Det der er vigtigt, er, at du anerkender sandheden og ikke bilder dit barn noget andet ind, fordi du ikke kan forholde dig til det. Hvis du omskriver sandheden for meget, risikerer du at give dit barn det indtryk, at der er ting, som er farlige at tale om. Konsekvensen er, at det bliver fremmed for dig at tale ordentligt om tingene, når virkeligheden senere kommer til at dreje sig om noget, der er mere betydningsfuldt end afføring.

2. Nogle mennesker er mere grove i munden end andre, og det er der som sådan ikke noget galt i. Derfor er det op til dig som forælder, hvilket ordvalg du vælger – om du kalder det “skider” eller “har afføring” det betyder ikke det store – det er mere et æstetisk spørgsmål.

3. Tænk over, hvordan din mimik og tone er i forbindelse med ordet. Det er det, som dit barn vil lægge mærke til. Hvis tonen i ordet lort, edderkop eller flyvemaskine er meget afslappet og positiv, så får barnet også et afslappet og positivt forhold til det. Men hvis du er anstrengt, unaturlig eller ligefrem skræmt i dit kropssprog, mens du taler om lidt kritiske emner, kan du overføre mere angst til dit barn, end situationen fortjener.

4. Vi skal ikke sige alt til vores børn. Hvis vi har store bekymringer om vores ægteskab eller økonomi, risikerer vi, at vores barn overdriver faren eller føler sig medansvarlig, hvis vi inddrager vores børn i utide. Et barn har bedst af at have tillid til, at forældrene kan klare tingene. Og hvis vi absolut synes, at vi bliver nødt til at sige noget om terrorisme eller krig, skal vi huske, at børn altid vil opfatte en fjern og abstrakt risiko som en nær og konkret fare. Derfor skal vi undgå at tale om konflikten som noget, hvor der er nogen, der vil os det ondt. Vi skal tale om den som noget fjernt, der ikke vedrører vores dagligdag.