Skal børn spise så meget om eftermiddagen?
Spørgsmål:
Hejsa,
Min søn er 10 år gammel, og har, fra han var et år og kom i institution, levet med at få ”Efter” om eftermiddagen. Først i vuggestue, så børnehave, så fritidsordning og nu i klubben får han om eftermiddagen et måltid mad.
I børnehaven var det ofte frugt, i fritidsordningen var det indimellem frugt, men også pastaretter, minipizza, boller og indimellem almindelige rugbrødsmadder. I klubben fortsætter de ”linjen” fra fritidsordningen – her kan børnene købe sig til et eftermiddagsmåltid, for eksempel suppe, pastaretter med mere.
Mit spørgsmål går nu på, hvor mange ”hovedmåltider” børnene egentlig bør få. Han får jo i forvejen morgenmad, frokost og aftensmad – og det er naturligvis okay med et mellemmåltid, hvis der er behov herfor.
Men det, de får i klubben, er vist et pænt solidt måltid, og det er også det, han efterspørger, hvis han er hjemme i stedet for klubben om eftermiddagen. Jeg har spurgt min søn om størrelsen på portionerne i klubben, og de er vist pænt store.
Min mand er af den opfattelse, at det er fuldstændig tåbeligt, at børnene får et stort måltid om eftermiddagen og derved vænne dem til det. Er det forkert at lade ham spise så meget – burde han i stedet blot få en frugt?
Han er ikke overvægtig, ej heller helt spinkel. Ser sund ud.
Mange hilsener,
Camilla
Læs ernæringsekspertens svar på næste side.
Svar:
Kære Camilla,
Tak for dit spørgsmål. Fødevarestyrelsen anbefaler, at både børn og voksne spiser tre hovedmåltider og en-to mellemmåltider dagligt. Det er en god idé, især for børn, at spise mellemmåltider både om formiddagen og sen eftermiddag.
For børn kan der være langt mellem hovedmåltiderne. Herudover har børn sværere ved at spise store portioner til hovedmåltiderne, så derfor er det fornuftigt med en-to mellemmåltider i løbet af en institutionsdag (for at undgå, at de bliver for sultne til deres hovedmåltider).
Mellemmåltiderne bør være et supplement til hovedmåltiderne og indeholde de fødevarer, som det er svært at få nok af i hovedmåltiderne. De fødevaregrupper, som danske børn og voksne har sværest ved at få dækket i hovedmåltiderne, og som med fordel kan indgå i mellemmåltiderne, er frugt/grønt, groft brød og gryn samt fisk – som for eksempel kan indgå i eftermiddagsmellemmåltidet.
Derfor kan mellemmåltiderne for eksempel bestå af noget groft brød, gerne rugbrød, og frugt og grønt. Der er lang tid fra klokken 11.30, hvor børn typisk spiser deres frokost, til aftensmaden serveres.
Derfor er det en god idé, at din søn spiser et godt mellemmåltid om eftermiddagen, og spiser I først klokken 19, er der intet i vejen for, at I laver en tallerken med udskåret frugt og grønt, inden I går i gang med at tilberede aftensmaden. Så kan I alle få lidt ekstra frugt og grønt ind i regnskabet.
Så længe mellem måltiderne består af groft brød (gerne rugbrød) eventuelt med lidt magert pålæg og noget udskåret frugt og grønt for eksempel gulerødder, cocktailtomater, agurkestave, æblebåde, bananstykker med mere, er det rigtig fint. Således er der også mindre chance for, at i forgriber jer på kiks, chokolade eller andet sødt.
Det er rigtig vigtigt, at børn udvikler sunde madvaner, og det betyder blandt andet, at de spiser de anbefalede antal måltider, og at der er variation i den mad, I spiser. Måske kan du hente inspiration på www.altomkost.dk eller på www.legdigsund.dk. På begge hjemmesider er der idéer til sunde mellemmåltider og andet.
Med venlig hilsen,
Maria Haukrogh
Om eksperten:
Maria Haukrogh er ernærings- og husholdningsøkonom i Fødevarestyrelsen. Hver måned svarer Fødevarerstyrelsens eksperter på læsernes spørgsmål om børn og mad i Junior.
Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns kost? Så skriv til kost@juniormag.dk