Hvorfor vil min søn ikke over til sin far?

Spørgsmål:

Hej Junior,

Jeg er mor til en dreng på 9 år og en pige på 7 år. De sidste 3 1/2 år har jeg været skilt fra børnenes far. Børnene er hos deres far hver anden weekend. MEN vores dreng kan ikke lide at være der (og det smitter af på lillesøster) – han bliver mut, når jeg fortæller ham, at det jo så er næste weekend, de skal ud til far.

Når de så er der, ringer han hjem og græder i telefonen. Der er nu gået så lang tid med dette, at jeg er begyndt at tvivle på, om det da nogen sinde skal blive naturligt for ham at være hos far. Det slider på os alle. Jeg er bekymret for ham.

Han er ellers en glad dreng, klarer sig godt i skolen, har gode kammerater og går til forskellige ting i fritiden. Han hænger ikke i mors skørter, men han er tæt knyttet til mig.

Da han var halvandet år gammel, og jeg var gravid med lillesøster, brød børnenes far vores forhold. Vi fandt dog sammen igen efter et års tid – men det holdt så ikke. Så han og jeg blev svigtet dengang. Kan det sidde i ham i dag, at han ikke kan stole på far?

Noget, jeg også spekulerer på, er, at han ikke tør spørge sin far, om de for eksempel skal tage i svømmehallen, det vil han have at jeg spøger om! Han kan godt være på ferie hos mormor og morfar en hel uge sammen med lillesøster, hvor han ikke ringer hjem.

Min eksmand og jeg er ikke på krigsstien, vi laver fortsat ting sammen med børnene. Men samtidig kan vi ikke tale om det her. Jeg er fortvivlet – han bliver sur.

Jeg prøver at gøre vores dreng selvstændig og fuld af mod. Er for eksempel ved at vænne ham til, at han ikke skal sove i min seng hver nat. Hvad jeg ellers har givet børnene lov til. Nok ikke nogen god idé, men i en hverdag hvor der er så rigeligt at se til – har det været en god hyggelig afslutning på dagen – og nemt for mor.

Hvad skal jeg gøre?

Venlig hilsen En mor

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:

Kære mor,

Mange tak for dit brev.

At være skilsmissefamilie stiller krav til både børn og voksne. Børnene skal blandt andet affinde sig med at bo to forskellige steder med det, der følger med af forskellige rutiner, regler og værdier, og de voksne skal leve med savnet og det, at de ikke længere har den fulde kontrol og styr på børnene.

De fleste kender til i glimt eller periodevis at være bekymret for, om børnene nu trives hos den anden forælder. Når børn giver udtryk for, at de ikke vil til den anden forælder, kan det skyldes mange forskellige ting.

I ganske få tilfælde handler det om, at der foregår omsorgssvigt for eksempel i form af misbrug, vold og vanrøgt. Men i de fleste tilfælde er det noget helt andet, der er i spil.

Nogle børn oplever, at det kan være svært med nye kærester og eventuelt stedsøskende. Der kan være problemer med kommunikationen, med at få udtrykt ønsker og behov og blive lyttet til. For andre børn kan det handle om, at de er fastklemt i en loyalitetskonflikt. For eksempel kan barnet være i tvivl om: ”Hvis jeg nu viser min mor, at jeg godt kan lide at være hos min far, bliver hun så ked af det?” Måske er det dét, der er på spil i jeres tilfælde?

I den forbindelse kan det være relevant at spørge skolen og i fritidsordningen, om de eventuelt kan mærke noget på din søn op til en weekend hos far. Det, som din søn kan have brug for, er, at du tillader dig selv at slappe af, lade op og gør gode ting for dig selv. Du må gerne fortælle ham, at du har haft en god weekend.

Jeg tror, at du med fordel kan arbejde med din tillid til din eksmand. Børnene har den far, de har, og de har brug for ham, såvel som de har brug for dig. Din søn har ikke brug for, at du er bekymret. Børn mærker og fornemmer de følelser, og på den måde kan det have en selvforstærkende effekt, således at det smitter af på barnet.

Det lyder som en rigtig god idé, at du er ved at lære ham at sove hos sig selv, således at du hjælper ham på vej mod en løsrivelse, og måske kan der ud af det vokse den tættere relation mellem din søn og hans far. Når din søn ringer hjem og er ked af det, har han brug for, at du kan rumme det. Han har ikke brug for, at du tager følelsen væk fra ham.

Det er ligeledes vigtigt, at din søn selv lærer at kommunikere med sin far om det, han gerne vil. Du kan støtte ham i, at han godt kan selv. Du kan eventuelt komme med forslag til, hvordan han kan sige det og spørge til, hvad han er bange for ved selv at sige det.

Det giver rigtig god mening, at du længes efter, at samværet bliver mindre problematisk. Hvis du bliver ved med at opleve, at det ikke er tilfældet, kan du og din eksmand anmode om børnesagkyndig rådgivning i Statsamtet. Med deres erfaring og specielle ekspertise kan de være behjælpelige med at finde årsagen og støtte jer i, hvordan I skal håndtere det.

Venlig Hilsen

Pernille Hytte Bisgaard

Om eksperten

Pernille Hytte Bisgaard er uddannet sexolog, kognitiv terapeut og familieterapeut fra The Kempler Institute of Scandinavia. Hun har haft sin egen psykoterapeutiske praksis siden 2001. Hver måned svarer hun på Juniors læserspørgsmål om parforhold og familieliv. Skriv til par@juniormag.dk.