Klumme: Lad os stoppe morshaming
Foto: Franne Voigt Lad os stoppe morshaming!

Klumme: Lad os stoppe morshaming

"Den ramme lugt af urin og kemikalier måtte både barnet og jeg finde os i, til måltidet var slut. Kunne jeg være det bekendt over for min søn? Nej! Burde jeg have været ligeglad med, hvad andre tænkte og i stedet hævet babserne frem, der hvor jeg nu var?"

Helt ærligt, så forstår jeg det ikke! Jeg fatter ikke, at der i dag med alt vores frisind og klogskab stadig kan være mere end 30 procent, der føler sig  utilstrækkelige som mødre, fordi de ikke ammede længere, end de gjorde, og hvad værre er, har knap en fjerdedel af disse følt sig tyngede af andres forventninger til, hvor længe de burde amme.

Det viser en undersøgelse, vi har lavet her på Vores Børn. Den fortæller også om kvinder, som føler sig set skævt til, når de ammer offentligt. Stadigvæk! I en tid, hvor bare bryster i det offentlige rum ikke er noget, vi tager mærkbart notits af – altså når de hænger på busreklamer eller florerer i tv. En kvinde, der giver sit barn mad er åbenbart en helt anden sag. Om det er de ammende kvinders egen tolkning af omgivelserne, eller om omgivelserne rent faktisk udskammer en kvinde, der mader sit barn, ved vi ikke. Vi ved til gengæld, at 18% har følt sig nødsaget til at amme på et offentligt toilet.

Burde jeg have hevet babserne frem?

Jeg er selv en af dem. Jeg har ammet begge mine drenge på så mange toiletter, at jeg til sidst lærte mig selv et helt særligt trick med at presse tæerne ned i gulvet, så mine knæ blev løftet en smule og min dreng kunne få bedre fat – samtidig med, at jeg med den ene albue skærmede hans hoved for toiletrulleholderen af metal og den anden for skraldespanden med brugte bind og beskidte håndklæder.

Den ramme lugt af urin og kemikalier måtte både barnet og jeg finde os i, til måltidet var slut. Kunne jeg være det bekendt over for min søn? Nej! Burde jeg have været ligeglad med, hvad andre tænkte og i stedet hævet babserne frem, der hvor jeg nu var? Måske. Men sagen er bare, at der stadig og i bedste velgående florerer det, som vi med et fordansket ord kalder mor-shaming. Altså, at vi som mødre af og til bliver mødt af andres helt tydelige fordømmelse, hvis vi stikker en smule uden for normen. Hvis vi ammer vores børn offentligt, for kort, eller for lang tid. Hvis vi slet ikke ammer, men giver flaske – og oh ve, hvis det endda er et bevidst valg at fravælge brysterne.

Gør jeg det nu godt nok?

Stop så! Jeg tror helt grundlæggende på, at alle forældre vil det bedste for deres børn – ammende eller ej. Men jeg kan sagtens genkende den nagende tvivl i maven: ‘Gør jeg det nu godt nok?’. Særligt, når det hele er for første gang. Så vi søger råd, og vi kigger på andre. Hvad gør de? Men hvad pokker sker der, når man i stedet for støtte, kærlig inspiration og opbakning bliver mødt af fingre, der peger og folk, der hvisker bag ryggen?

På nettet bliver det ekstra tydeligt – vi oplever det endda også på Vores Børns sociale medier – at folk, der selv mener at have fundet opskriften på det perfekte forældreskab er ivrige efter at pådutte andre den og bliver bedrevidende, sårende og nedgørende i deres kommentarer; Om amning, flaske, barsel, karriere, opdragelse og jeg ved snart ikke hvad. Vi vil stoppe mor-shamingen. Og vi håber, du vil hjælpe os med at sprede solidaritet og opmuntring i stedet for usikkerhed. Til dagligt, når du møder andre forældre, og på nettet under #stopmorshaming. Måske skal der en folkebevægelse til, men er det ikke også på tide, at vi som forældre føler, vi har friheden til at gøre, hvad vi mener er bedst for vores børn? Også selv om andre gør det på en anden måde?  

Mette Hovmand-Stilling

Er chefredaktør på magasinet Vores Børn. Hun er gift med Simon og mor til Otto på fire år og Viggo på syv år.

vb.png

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Mor