Hyldest til den middelmådige jul
Foto: Getty Images Hold op, hvor skal der meget til for at holde den perfekte jul for børn. Men behøver den at være perfekt? Og er man en dårlig mor, hvis julen bare er... gennemsnitlig?

Konfekthyggen fra helvede: Må jeg ikke nok bare være en middelmådig mor i julen?

Behøver julen i børnefamilien at være en månedlang maraton i hjemmelavet konfekt, klip og klister og overskudsagtigt nissesjov? Klummeskribent Mette Søberg undrer sig over, om der overhovedet er plads til en gennemsnitlig mor som hende i den søde juletid – og hun slår et slag for den magiske, middelmådige jul.

Det’ jul, det’ cool, det nu man hygger sig bedst. Medmindre man er børnefamilie, så er det nu, man tvangshygger sig bedst. Og som mor skal jeg enten forvandle mig til julemor på steroider med et hjem og en familie, der ligner noget fra Magasins julekatalog - eller en mor, der er ved at bryde sammen i en følelse af komplet utilstrækkelighed og julestress over ikke at gøre og være alt det, jeg burde.

Men findes der ikke et sted midt imellem, hvor jeg kan få lov til bare at være middelmådig og sidde og standard-hygge mig og æde lidt konfekt, uden at ærgre mig over det?

LÆS OGSÅ: 11 tegn på, at du (også) vil fremstå perfekt

Jule-glansbilledet møder virkeligheden

Hvert år forestiller jeg mig, hvordan vi skal lave en masse smadderhyggelige juleprojekter herhjemme. Vi skal lave konfekt i matchende nattøj. Vi skal klippeklistre smukke julehjerter, som bare hænger og dingler helt overskudsagtigt i vores vinduer. Vi skal ud og hente juletræ og sidde på en bænk med en termokande med varm kakao, mens sneen langsomt daler ned, og vi putter os ind til hinanden, og min mand roser mig for, hvor skønne de hjemmestrikkede halstørklæder er på en smuk, men kølig dag som i dag.

Men halli hallo og lige et øjeblik - sådan bliver det jo nok ikke. Jeg ender sandsynligvis med at købe en gigantisk discountpose med brunkager for seriøst; hvem har lige sukat i køkkenskuffen? Og de smukke hjemmeklippede julehjerter bliver erstattet af noget kikset pynt fra Harald Nyborg, så mit vindue blinker i skiftende rødt og grønt lys, og det ligner på ingen måde det smukke udstillingsvindue i Illum, jeg havde forestillet mig, at julepynten skulle være inspireret af i år.

Turen ud for at hente juletræ bliver nok også knap så romantisk som forventet. Jeg antager naivt, at mine unger sagtens kan gå den mellemlange tur derud og hjem igen, men det sker selvfølgelig ikke. Et mindre skænderi vil finde sted imellem træerne, fordi jeg igen i år synes, at min mand virker ret ligeglad med, hvilket juletræ vi skal vælge, men alligevel ikke helt ligeglad nok til ikke lige at blande sig i højden.

Og jeg ender med at bære min toårige det meste af vejen hjem, mens min mand går ved siden af mig, med et skævt juletræ under den ene arm og en drivvåd og ulykkelig fireårig, der blev en lille smule væk, mens han legede labyrint mellem nogle meget våde juletræer, under den anden. Aldrig har det vær’t så kønt.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Jeg er træt af gaveræs og utaknemmelige børn

Så hyg dig dog!

I tilfælde af at julemanden læser med her, så vil jeg lige understrege, at jeg virkelig elsker julen og hyggen. Jeg formår bare ikke altid at mønstre den slags overskud, det kræver at være en sjov lille nissemor, der kan sylte og bage og lave løjer og hygge og hele tiden have hjertet med i det.

Og jeg skammer mig over at indrømme det, men jeg tvangsjuler altså lidt en gang imellem. For eksempel på de hyggelige december aftener, når ungerne (endelig) sover, og jeg har ryddet op efter endnu et mislykket forsøg på en omgang overskudsagtig klippeklistre, og jeg bare har lyst til at smide mig på sofaen og se ”Love Actually” (igen) og spise noget slik, der ikke er formet som en julemand, så er der lige en sidste ting der skal ordnes…

For nissen skal selvfølgelig lave løjer, så jeg må hellere farve mælken blå med frugtfarve, så vi rigtig kan more os i morgen tidlig, når vi spiser morgenmad, og jeg må også hellere sætte alle bondegårdsdyrene op i et overambitiøst julelandskab på spisebordet. Og jeg har glemt at købe vat, og det er selvfølgelig jul på nissens bondegård, så jeg sidder i alt for lang tid og piller spidserne af en pakke vatpinde, som ender med overhovedet ikke at ligne sne. Åhh, det er hygge!

Men hvem er det egentlig der har bestemt, at vi for alt i verden skal proppe december med tvangshygge, nissedøre og hjemmelavede honningkager med pastelglasur? Man kan selvfølgelig gå helt kontra, og forvandle sig til en Grinch, der bare hader julen og føler skuffelse og afmagt på forhånd. Jeg selv befinder mig dog et eller andet sted midt imellem. Jeg kan ikke leve op til hverken mine egne eller omverdenens juleidealer, men det har jeg det egentlig okay med.

LÆS OGSÅ Jul med børn: De 5 største udfordringer juleaften

En magisk middelmådig jul

Og måske er jeg så heldig, at mine unger pludselig forvandler sig til et par små taknemmelige englebørn med vandkæmmet hår, som bare elsker julemaden, og som pænt venter til efter risalamanden med at spørge efter gaver (og som i øvrigt slet ikke bliver skuffede over ikke at få mandlen). I det tilfælde ligger jeg et billede på Instagram med #denperfektejul.

Men virkeligheden kunne også risikere at blive lidt mere middelmådig. Jeg forventer kaos, brændt flæskesteg, utålmodige børn og individuelt anrettet risalamande, som slet ikke er risalamande (for det kan ingen børn lide), det er faktisk bare vaniljeis. Og jeg har selvfølgelig købt mandelgave til alle børn, men det er bare et udueligt Kinderæg, så børnene bliver skuffede, fordi de endnu ikke kender forskel på en mandelgave og en rigtig julegave, så i et øjeblik tror de, at den æske Lego, de så brændende har ønsket sig, er erstattet af et Kinderæg. Og så proklamerer en eller anden, at det er den værste jul nogensinde. Og så tager jeg nok et glas portvin og sætter mig over i hjørnet og hygger mig.

I år skruer jeg ned for forventningerne og op for standard-hyggen. Jeg accepterer, at jeg på de fleste af livets områder er helt og aldeles gennemsnitlig – også når det gælder den søde juletid. Og juleaften vil jeg være upædagogisk og give ungerne en masse gaver før maden, så jeg kan spise min sovs i fred, og nå at drikke mere end et glas vin. Og det bliver nok ikke perfekt det hele, men det bliver heller ikke ufuldkomment. Og vi hygger os, sel’fø’lig gør vi det.

Om skribenten

Mette Søberg er 32 år og har brugt de seneste år på at hjemmepasse sine børn. Hun starter på pædagoguddannelsen i starten af 2021. Hun er mor til Frederik fra 2016 og Anna fra 2018.

Hun skriver på bloggen Morforsøg

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Jul