Kan du lege? Sådan støtter du op om dit barns legeaftaler

Legegrupper bekæmper ensomhed

Børnepsykolog og familieterapeut Charlotte Diamant mener også, det er vigtigt, at legeaftaler bliver hjulpet på vej. Det er godt, hvis pædagoger støtter op om venskaber og minder travle forældre om at lave legeaftaler i børnehavealderen, men at det især er i indskolingen, at den voksenstyrede leg kan være afgørende.

"Klasser er jo tvungne fællesskaber, på samme måde som vi oplever det på en arbejdsplads, hvor det ikke er alle kolleger, vi svinger lige godt med", siger Charlotte Diamant.

"Nogle mennesker bevæger sig i verden, som om de er mere berettigede end andre. En socialt kompetent familie føler måske ikke, de har brug for den indgriben, som faste legegrupper er. Men de børn, der allerede er fremme i skoene, kan også have glæde af at lære kvaliteterne ved børnene i hjørnerne." 

Derfor er det vigtigt at støtte børn i at involvere sig i børn, de ellers ikke ville få øje på. Hun understreger, at selvom forskningen viser, at der er mindre mobning i dag end for 20 år siden, så er ensomhed blandt børn et voksende problem.

"Vi er blevet bedre til at være sammen med andre prosocialt, men der vokser en ensomhed ud af de lange skoledage og digitale fællesskaber som Fortnite eller Snapchat. Du bliver måske ikke drillet, men du kan tydeligt se, at du ikke er med der, hvor det sjove sker", fortæller Charlotte Diamant.

"Her kan legegrupperne fungere godt, fordi de træner børnenes tolerance. Og selvom forældre ikke behøver at styre alt, så er tre timers legegruppe én gang om måneden godt givet ud. De børn, der er udfordrede, bliver hjulpet til et fællesskab, og for dem, hvor legegrupper kan føles overflødige, er det i værste fald en øvelse i at inkludere og derfor ikke helt spild af tid."

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du dit barn at blive en god ven

Støt op om dit barns nej

Det lyder jo ganske rimeligt, og tre timer kan vi alle formentlig klare, tænker jeg, men når jeg ganger mine tre børn med legeaftaler, ser jeg ni eftermiddage for mig, hvor dynamikken måske, måske ikke, spiller. Og her sætter familieterapeut Fie Hørby ord på noget, mange forældre nok har dealet med på et eller andet tidspunkt.

"Det er fint, at der er noget voksenstyret aktivitet og legegrupper, der støtter børn i at finde sammen i nye konstellationer. For når de får øje på alle i flokken, styrker det fællesskabet og sammenhængskraften i klassen. Men den del, der ikke er befordrende, er, når børn ikke må sige nej til at deltage, eller alle skal inviteres til barnets fødselsdag. Eller kun drengene. Hvorfor tillader vi den slags regler i børnelivet, for sådan fungerer voksenlivet jo ikke?

Forestil dig, at du sidder i en god snak med en veninde på en café, og der sidder en mand alene i hjørnet. Caféejeren kommer så over og siger til jer, at manden skal sidde med ved jeres bord og deltage. Hvad tror du, der sker med jeres samtale? Den går i opløsning, og det er meget sandsynligt, at I vil synes, manden er irriterende, fordi han er blevet jer påduttet. Det forringer relationen."

Fie Hørby erkender, at det er en sårbar problematik, for ingen skal føle, de bliver holdt uden for klassefællesskabet. Men desværre er børn ikke særlig gode værter, når de får uønskede gæster på besøg.

"Jeg taler ikke for, at vi har ret til at udelukke kammerater, men derimod at vi giver friheden tilbage til børnene, så de kan vælge at invitere en lille håndfuld af nære venner i stedet for, at alle arrangementer er med alle eller ingen. Hun mener, at det er befordrende for selvværdet, når vi støtter vores børn i deres nej, når de bliver opfordret til at lege med børn, de ikke har kemi med, bare for at understøtte en pædagogisk dagsorden. Det er faktisk ikke dit barns opgave at løse problemet, og der er ingen børn, der vil være et medlidenhedsprojekt."

"Det er en paradoksal livslæring, vi giver vores børn, når vi mener, at de skal sige ja og inkludere alle, der vil dem, selvom lysten ikke er der, samtidig med at vi ønsker, de skal mærke efter og vælge med hjertet i deres kærlighedsforhold og relationer generelt. I dag sidder jeg med mange voksne, der aldrig fik lært at sige fra som børn og derfor nu ender i relationer og kæresteforhold, der ikke er styret af deres egen lyst, men af bestræbelsen på at gøre den anden glad. Det nytter jo ikke noget, at vi prøver at skabe børn med højt selvværd, og samtidig aflærer vi dem evnen til at lytte til sig selv, når de er i skole og børnehave. Jeg kan mærke, at jeg bliver lettet på mine børns vegne. Men hvad stiller jeg op med det fine legegruppeinitiativ, hvis det bare ikke spiller hjemme hos os en dag?"

"Du er ærlig på børnenes vegne. Ring til forældrene og sig, at i dag svinger det ikke, så de skal komme og hente deres børn", siger eksperten.

"Og du må gerne afvise legeaftaler, dit barn ikke gider, selvom den samme mor bliver ved med spørge. Fortæl hende, at lysten ikke er der endnu, men at I lover at give besked, hvis situationen ændrer sig. Til gengæld skal vi ikke forhindre vores børn i at lege med kammerater, hvor der ofte opstår splid, hvis de fortsat beder om legeaftaler. Børn skal gøre sig deres egne erfaringer – også ud i konflikthåndtering og forsoning."   

Blik for børnene

Jeg er tilbage i skolegården med ny viden. Jeg skal være tydelig omkring mine børns grænser, så længe jeg støtter op om den pædagogiske og sociale indsats, som børnehave og skole har blik for. Men hvorfor er det, at nogle forældre (mig selv inklusive) kan finde det overvældende og udmattende, når det kommer til legegrupper og reglementer?

"Jeg tror, vi er mange, der savner Barndommens Gade. Vi var ikke så overvågede som børn – på godt og ondt", siger Emilie Gerbola, der er lærer for indskolingen på Grundtvigsvej skolen og mor til tre.

Hun mener, at børnene for mange forældre er blevet det ypperste projekt, der ikke må fejle, og derfor bruger vi så meget energi på at overveje, hvordan vi skal gøre det godt nok.

"Der er mange succeshistorier med legegrupperne, for det er så sundt, at børnene får set hinandens hjem, og at forældrene møder hinanden uden for skolen. Men det er helt afgørende, at grupperne sammensættes af pædagogiske voksne, der kan tilgodese børnenes behov og spirende relationer – det må ikke bero på et tilfældighedsprincip fra en forældregruppe. Det bliver hurtigt for sårbart", siger Emilie Gerbola.

"Og så skal vi fra skolens side være bevidste om, hvor tonse-travlt mange har det med sportsaktiviteter, venner i gården og familiearrangementer. Så vi skal også passe på familierne. Det kan være meget at have fire ekstra børn med hjem, og et barn skal ikke stigmatiseres, hvis forældrene ikke har overskuddet, eller barnet ikke er moden til det."

Skolelæreren opfordrer til, at de ressourcestærke forældre med børn, der trives, ikke er asociale og melder sig ud af legegrupperne, mens der skal være plads til, at andre børn, der bruger hele deres kapacitet på en lang skoledag, eller hvor familien kun kan klare et minimum, kan undlade at deltage.

"Og så skal legegrupperne ikke få karakter af en madklub eller en ekstra børnefødselsdag. Hold det nemt og enkelt. Det er fint med et brætspil eller endda at sætte en film på. En ufarlig aktivitet, der ikke kræver for meget af nogen. Og kan I ikke finde plads til det, så bed skolen om hjælp, så legegruppen samles om et spil med en pædagog om eftermiddagen", råder hun.