Opskrifter med børn
SPONSORERET indhold

Madlavning med de mindste

En, to, tre eller fire år. Her er fire lækre opskrifter, der er udviklet til at give dit barn en følelse af ‘det er mig, der har lavet maden i dag’.

Af: Charlotte Seeger Foto: Charlotte Seeger
23. sep. 2016 | Børn | Vores Børn

Søde fiberpandekager

4-5 mellemstore pandekager

DET SKAL DU BRUGE
3 æg
1 dl fintsigtet rugmel
1 dl havregryn
1 moden banan (jo mere moden, desto sødere bliver pandekagerne)
½ tsk. (med top) vaniljepulver
½ tsk. (med top) kardemomme
1 dl ko- eller mandelmælk

SÅDAN GØR DU
Lad dit barn slå alle æggene ud i en skål og herefter mose bananen med en gaffel. Kom bananen og alle de andre ingredienser ned i skålen til æggene. Lad ham piske med en elpisker – med din hjælp – eller et piskeris, til I har en ensartet pandekagedej.
Når pandekagerne skal bages på komfuret, skal du hjælpe til.
Kom lidt fedtstof på panden, og bag hver pandekage gylden på hver side ved svag varme – pas på, de ikke brænder på. Dejen er lidt tyk i konsistensen, så smør eventuelt dejen lidt ud på panden med en paletkniv.
Bananpandekagerne serveres lune, eventuelt med lidt sirup og friske bær til.

001pange

Grøn smoothie

1 glas

DET SKAL DU BRUGE
Saft fra 1 appelsin
1 banan
2 børne-håndfulde friske spinatblade
⅓ tsk. vaniljepulver

SÅDAN GØR DU
Lad dit barn skrælle bananen, brække den i mindre stykker og komme den i en skål. Lad ham skylle spinaten grundigt (gerne i en sigte) og komme den i skålen med bananen. Hjælp eventuelt dit barn med at halvere appelsinen, og lad ham presse den i en citruspresser. Kom appelsinsaft og vaniljepulver i skålen med de andre ingredienser.
Blend alle ingredienserne med en stavblender. Lad måske dit barn holde stavblenderen sammen med dig, så han får fornemmelsen af, hvad der sker, når man blender.
Kom smoothien i et glas, og nyd den.

001juide

Kardemommebolle

Ca. 15 stk.

DET SKAL DU BRUGE
4 dl lunken vand
25 g gær
½ dl olie
½ dl sirup
1 tsk. stødt kardemomme
2 dl havregryn
2 dl fintsigtet rugmel
6½ dl hvedemel

Pynt
1 æg
Birkes

SÅDAN GØR DU
Lad dit barn smuldre gæren i en skål. Gør vandet klar i en lille kande, så det er nemt for ham at hælde vandet i skålen sammen med gæren. Lad dit barn tilsætte sirup, olie og kardemomme, og rør lidt mere rundt. Tilsæt havregryn og mel lidt ad gangen. Lad ham røre i så lang tid, han orker. Herefter overtager du. Jo længere tid du ælter dejen, desto luftigere bliver krummen. Det er meningen, at dejen skal være klæg.
Lad dejen hæve i ca. 30 minutter et lunt sted.
Slå dejen ned, og hjælp dit barn med at forme mellemstore boller med en ske. Dyp eventuelt skeen i koldt vand, inden I former en bolle. På den måde hænger dejen ikke fast på skeen.
Pisk ægget sammen i en skål. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir, pensl med æg, og drys med birkes.
Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 15 minutter.
Spis bollerne lune.

001boller

Nem salat

4 personer

DET SKAL DU BRUGE
1 æble
1½ dl ærter (frosne
eller friske)
1 broccolihoved

Dressing
1 dl olivenolie
½ dl balsamicoeddike
1 fed hvidløg (presset)
½ tsk. dijonsennep
1 spsk. sirup

SÅDAN GØR DU
Fyld vand i køkkenvasken, og lad dit barn skylle æblerne og broccolihovedet deri. Du kan eventuelt lægge et håndklæde på gulvet og fylde vand i en skål, så kan han sidde på gulvet og vaske maden.
Hvis du bruger frosne ærter, skal du give dem et opkog for at undgå eventuelle sygdomsfremkaldende bakterier. Lad dit barn hælde ærterne i en gryde med koldt vand, og kog dem i et par minutter.
Skær broccolien i små buketter, og kog dem i 5-7 minutter. Fjern kernehuset fra æblerne, og skær dem i mindre stykker. Bland æbler, broccoli og ærter sammen i en skål. Lad dit barn røre rundt i salaten.
Bland alle ingredienserne til dressingen, og hæld den over salaten.

001grøn

LÆS OGSÅ: Ditte fra 'Den store bagedyst': 3 lækre kageopskrifter

LÆS OGSÅ: Louisa Lorangs 4 lækre gravid-opskrifter

LÆS OGSÅ: Aftensmad på 10 minutter