Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Gravid med donor
Foto: Privat Madeleine skal have lidt ekstra ilt, lige da hun kommer ud, men stikker hurtigt i et livskraftigt skrig.

Gravid med donor

Min fødsel: “Jeg var alene med veerne"

Merete blev gravid ved hjælp af en donor. Hun havde aftalt med sin mor og sine to søstre, at de skulle med til fødslen – men de var lige ved ikke at nå frem til det store øjeblik

Faktaboks

Mor Merete Karkov.

Alder 33 år.

Mor til Madeleine.

I hvilken terminsuge fødte du? 41+2.

Hvor lang tid tog fødslen? 12 timer fra første plukve.

Hvad vejede og målte baby? 3630 g og 51 cm.

Merete blev gravid ved hjælp af en donor. Hun havde aftalt med sin mor og sine to søstre, at de skulle med til fødslen – men de var lige ved ikke at nå frem til det store øjeblik.

Jeg havde efter mange års overvejelser valgt at blive gravid med en donor. Jeg glædede mig til endelig at føde mit barn og havde aftalt med min mor og mine to søstre, at de skulle med til fødslen.

De bor i Ballerup og jeg i Vejle, så forud for fødslen gik mange timers samtale om, hvornår jeg skulle ringe efter dem, og hvordan de bedst kunne støtte mig under fødslen.

Jeg gik ni dage over tid og var ved at være pænt utålmodig. Da veerne startede lørdag aften omkring klokken 23, var jeg var sikker på, at det bare var plukveer, så jeg gik i seng.

Jeg måtte dog stå op igen, da jeg ikke kunne holde ud at ligge ned. De næste mange timer travede jeg op og ned ad gulvet i soveværelset. Jeg følte mig dog stadig ret sikker på, at det bare var plukkeveer, for der var ingen regelmæssighed.

Klokken fem om morgenen besluttede jeg mig for at ringe til fødegangen. Jeg fik et par veer, mens jeg talte med jordemoren, som syntes, at veerne var noget korte, og mente, at jeg måske kunne være i begyndende fødsel.

Hun rådede mig til at tage to panodiler og gå i seng. Det gjorde jeg. Pillerne kom dog hurtigt retur, da jeg kastede op. Jeg besluttede at ringe til min mor og sige, at hun og mine søstre godt kunne begynde at køre mod Vejle – bare for en sikkerheds skyld.

Alene med veer

Jeg var alene og havde veer, og da klokken blev syv søndag morgen, ringede jeg igen til fødegangen. Jeg begyndte at føle mig utryg ved at være alene derhjemme. Jordemoren i telefonen sagde ‘jeg kan godt høre, at du er presset. Du kommer bare!’.

På vej til sygehuset begyndte jeg at få pressetrang. Da jeg kom frem, blev jeg undersøgt og var fem centimeter åben, så jeg kom ind på en fødestue, hvor mit vand blev taget.

Da jordemoren mærkede igen kort efter, var jeg næsten ti centimeter åben. Jeg var gået fra fem til næsten ti centimeter på under 20 minutter! ‘Det her går stærkt!’ tænkte jeg.

Jordemoren må have tænkt det samme, for hun spurgte, om hun ikke lige skulle ringe til min familie og høre, hvor langt de var nået. De blev noget paniske over, at hun ringede og trådte sømmet i bund for at nå frem.

Klokken ni ankom min mor og mine søstre, og jeg var meget lettet over, at de nåede frem. Det var fantastisk at have dem med.

Min mor masserede mig på ryggen – det eneste sted, jeg havde ondt – og mine søstre kom kolde klude på min pande og holdt mig i hånden. Veerne var smertefulde, men ikke mere, end at jeg godt kunne holde det ud. Sådan gik cirka 50 minutter.

Pressetrangen blev værre, og jeg fik lov til at presse rigtigt. Sikke en lettelse!

Alvor på fødestuen

Da min ene søster spurgte, om jeg var klar over, at hovedet var født, blev jeg noget overrasket. Jeg tænkte ‘så, nu er det lige om lidt, at jeg bliver mor, bare ét pres tilbage!.’ Ved næste ve pressede jeg, men intet skete. Madeleine sad fast med skuldrene. Jeg pressede igen og igen, men skuldrene sad bare fast.

Pludselig væltede det ind med mennesker på stuen. Jeg opfattede ikke det alvorlige i situationen, men undrede mig over, at hun dog ikke kom ud.

Mine søstre og min mor kunne se Madeleines hoved skifte farve fra blå til mørkeblå, til lilla og mørklilla. Jeg var – heldigvis – lidt i min egen verden og opfattede ikke rigtig alvoren. Da jordemoren sagde ‘nu presser du til, hun skal ud NU!’, pressede jeg alt, hvad jeg kunne, og min datter kom endelig til verden. Hun var blå og slap og fik ilt.

Kort efter skreg hun første gang, og vi vidste, at hun var okay.

Det var uden tvivl det største øjeblik i mit liv, og det var helt fantastisk at kunne dele det med min mor og søstre.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Plukkeveerne var rigtige veer”

LÆS OGSÅ: Fødsel: Sådan ser en nyfødt ud

LÆS OGSÅ: Hvilken fødetype er du?

Se, hvad vi ellers skriver om: Barsel, Donorbørn, Fødselsberetning, Gravid og Fødsel