Min store dreng laver i bukserne

Baggrund

Violas søn på 10 år har svært ved at mærke, når han skal på toilettet, og får derfor skidt i bukserne flere gange om ugen. Han oplever det tilsyneladende ikke som et problem, hvilket er svært for hans forældre at forstå. Problemet har stået på i flere år, og nu vil hans forældre gerne have det løst. Derfor har de opsøgt Jesper Juul.

Viola: Vi er en travl familie på fem. Søren er den ældste, han bliver snart 10 år. Han er verdens sødeste, mest fornuftige og velfungerende dreng. Han tager ansvar og hjælper sine små brødre på 8 og 6 år. Han er dygtig i skolen, meget vellidt, er sjældent i dårligt humør og på alle måder en god dreng. Desværre har han altid haft det problem, at han ikke får gået på toilettet i god tid. Det resulterer i, at han flere gange om ugen simpelthen får skidt i sine bukser – uanset, hvor han er. Det sker som regel om eftermiddagen, og det er svært for os at finde ud af, om det er et fysisk eller psykisk problem, og hvad vi skal gøre for at hjælpe ham. Vi har svært ved at forstå, at han tilsyneladende ikke selv synes, det er et særlig stort problem, at han ikke når det. Det eneste problem, han har med det, er at vi – især far – bliver så stresset, sur og magtesløs over for det. Det, synes han, er møgirriterende.

Jesper Juul: Er det noget, I begge er opmærksomme på?

Viola: Ja, men på en vidt forskellig måde. Jeg forsøger at kommunikere til Søren, at jeg forstår, hvor irriterende det må være, og at jeg godt ved, at det reelt er hans helt private problem, og det sidste der hjælper er, at vi bliver sure eller kede af det. Jeg går derfor ikke og kontrollerer ham, men har bare én gang for alle sagt, at jeg synes, han selv må sige til, hvis han har brug for hjælp. Ellers regner jeg med, at han selv skyller sine underbukser og lægger dem til vask. Min mand er meget obs på problemet og spørger i perioder vores søn hver evig eneste aften, om han har noget i bukserne? Om han er sikker? Helt sikker? Jeg kan se, at Søren bliver ked af det, når vi kontrollerer ham. Jeg kan også se, at min mand bliver ked af det, når han finder ud af, at Søren lyver for ham – det gør han tit. Han vil ikke indrømme, hvis der er noget i bukserne. Vi har prøvet mange ting: At tvinge ham på toilettet hver eftermiddag og sige, at han skal blive der, til der er kommet noget ud. At sige, at det udelukkende er hans ansvar, og vi derfor ikke vil spørge til det og blande os mere. At give ham belønning hver aften for rene bukser, at skælde ham ud, at tale med ham om det, at spørge, hvad han selv synes, vi skulle gøre. Intet virker. Det er foruroligende at se, hvor lidt det tilsyneladende fylder i hans bevidsthed.

Jesper Juul: Er han blevet undersøgt af lægen?

Viola: Nej, faktisk ikke. Vi har bestilt tid to gange, men så har vi droppet det. Men det skal vi have gjort. Jeg har bare så svært ved at se, hvad en læge kan gøre, og har ikke stor tillid til, at det vil gøre en forskel. Men vi skal have gjort det. For det tager rigtig lang tid for ham at komme af med det, og det lugter også meget anderledes end alt andet.

Jesper Juul: Er der forskel på, hvornår han gør det? Om han har travlt eller holder ferie?

Læs videre på næste side>>

Viola: Nej, overhovedet ikke. Det er meget mærkeligt. Man kunne forstå, hvis han havde svært ved at gå på toilettet på skolen eller fremmede steder. Men det er fuldstændig lige meget, hvor han er. Han kan sidde helt afslappet derhjemme i sofaen – tæt på to toiletter, han kan låse og være helt i fred på og skide i bukserne. Han kan gøre det på ferier og hvor som helst. Det har været meget konsekvent hver anden eller tredje dag i årevis.

Jesper Juul: Jeg har lige haft en hel stribe seancer med 9-11-årige, som tisser i bukserne. Det, jeg siger, er, at når man er 10 år gammel og almindeligt velbegavet, så ved man sgu udmærket, hvornår og hvordan man skal gå på toilettet. Sådan er det. Så hvis intet andet hjælper, så prøv med sandheden. Sig til ham, at nu har I i fem år forsøgt at hjælpe ham med alt det her, og det er ikke lykkes for jer. Nu er der kun en vej tilbage, og det er, at han selv overtager alt ansvar. Men det kræver jo så, at I to voksne kan lade være med at føle ansvar eller blande jer.

Viola: Ja, for det har vi jo sagt. Men vi har så ikke helt kunne leve op til det. Han har heller ikke taget det til sig, synes vi.

Jesper Juul: Ja, han er jo så også blevet ældre. Så nu kan I sige det igen. Ansvaret er dit, kammerat. Nogle mener, at det her lyder som omsorgssvigt, fordi de betragter det som et handicap. Men jeg mener altså ikke, at din søn er spor handicappet. Han skal bare forstå, at I mener det, når I siger, at han skal holde op med det.

Viola: Min bekymring har været, om jeg har været for laissez-faire. Jeg tænker ‘hvorfor har jeg ikke været mere bekymret, hvorfor har jeg hele tiden haft tillid til, at min søn nok selv skulle få styr på det, og det ville gå væk af sig selv? Hvorfor har jeg ikke taget ham til lægen?’

Jesper Juul: Det handler jo om den der dynamik mellem forældre. Hvis din mand har været meget oprørt over det, så har du valgt at gå over i den helt anden grøft. Det er meget normalt. Men jeg tror, der er en god symbolværdi i, at du tager ham til lægen. For der er grænser for, hvor godt det er for ham fysisk, at han bliver ved med det her. Den ene ekstrem er, at han overtager alt ansvar. Den anden løsning er at sige, at nu bestemmer I. For han kan tilsyneladende ikke styre det selv. Derfor skal han gå på toilettet, når I siger det.

Viola: Ja, men det kan vi ikke mere. Jeg kan ikke bestemme over min søn på den måde. Jeg kan ikke engang sige til ham, hvis jeg kan se, at han ligner en, der har brug for at gå på toilettet. Så bliver han rigtig sur. Så kan jeg godt insistere og sige ‘helt ærligt Søren, du ved sgu da godt, at jeg har ret, når jeg siger, du skal gå på toilettet,’ vi har prøvet det så mange gange. Og så går han også til sidst derud men han er rigtig sur og brokker sig, og siger, vi ikke skal bestemme, hvornår han går på toilettet.

Jesper Juul: Det er kun godt. Det er godt, at han bliver vred. Det viser, at han stadig har en høj grad af værdighed omkring det her. Han er ærekær, og det er ikke noget for ham.

Læs videre på næste side>>

Viola: Han vil gerne lade som om, at problemet ikke findes.

Jesper Juul: Ja, og det er den sidste mulighed, I har. Børn kan nemlig ikke lide at have problemer, for de ved ikke, hvad de skal gøre ved problemer. Men de kan godt lide at lære. Hvis I siger ‘okay, nu er det sådan, at du skider i bukserne. Kunne du tænke dig at lære at lade være med det?’ Her er det meget vigtigt, at der ikke er tale om manipulation. Han skal selv sige og mene, at ja, det vil han gerne lære. Det er nogle gange en enorm konstruktiv måde at vende det på.

Viola: Det, tror jeg, er en meget god ‘Sørenmåde’ at gøre det på. For jeg har været lidt bange for, at det var et lille oprør fra ham, fordi han på alle andre måder er så utrolig behagelig, sød og god. De andre brødre er meget mere udadreagerende, så jeg har været bange for, at det her har været hans måde at trodse os på og reagere på ting, hans måde at ‘lukke lort ud’.

Jesper Juul: På mig virker det ikke som trods. Det virker ikke, som om han gør det for at sende et budskab om, at hans liv er det rene lort. Han gør det jo ikke midt i en konflikt eller som noget voldsomt. Det er simpelthen noget med en naturlig rytme, som han ikke følger. Det er noget med dovenskab og en indstilling, der siger: ‘Hvorfor skal det nu betyde så meget?’ Der er altså tre strategier: 1. Ansvaret er dit. 2. Ansvaret er vores. 3. Vil du lære det?

Viola: Jamen, vi har jo prøvet at sige, at ansvaret var hans. Vi har sagt, at det primært er hans problem, det generer ikke os. Det generer jo faktisk kun ham selv, og det er ham, der må vaske sit tøj og så videre. Og så opdager vi, at han gemmer beskidte boxershorts i skuffer og smider ud ad vinduet og så videre.

Jesper Juul: Men der siger I jo også noget, som der ikke er dækning for. For gu’ generer det jer. Dig ikke så meget som din mand, men det generer jer begge.

Viola: Jeg synes, min mand ser spøgelser, og frygter, at hans søn ender med at blive drillet, og jeg synes, det er at gå alt for langt at tro, at vores søn får et dårligt liv på grund af det her, som jeg kun ser som en overgang. Omvendt havde jeg også troet, at der ville gå kortere tid, end der er gået.

Jesper Juul: Det er primært dovenskab, og om ikke før, så forsvinder det den dag, han bliver ægte forelsket, men det er jo så også længe at gå og vente.

Viola: Det eneste tidspunkt, Søren reelt bliver konfronteret med sit problem af andre end os forældre, er, når hans to år yngre lillebror i et skænderi siger til ham, at han er sådan én, der skider i bukserne.

Jesper Juul: Det er fint nok, at hans lillebror siger det. For nogen skal jo konfrontere ham med, at det ikke er normal adfærd. Du behøver ikke beskytte ham så meget. Prøv de tre versioner, jeg har skitseret, og se, om ikke en af dem virker.

Læs hvordan det går efter rådgivningen på næste side>>

Efter coaching

Sørens forældre var glade for coachingen med Jesper Juul. “Det var rart at få et helt nøgternt syn på situationen, og jeg tog direkte hjem til Søren og fortalte ham, hvad Jesper Juul og jeg havde talt om,” fortæller Viola. “Han fik også lov at læse hele udskriften af vores samtale med Jesper, og det gjorde et stærkt indtryk på ham. Han kunne godt forstå argumentet om, at han skulle holde op for vores skyld, og ikke kun for sin egen.” Viola og hendes mand sørgede også for, at Søren kom til at tale med både læge og sundhedsplejerske om det. “Det var godt for ham, for så kunne han se, at det ikke var et normalt problem,” siger Viola.

“Det er rigtig godt for mig at indse, at jeg ikke længere skal holde hånden over ham hele tiden. At både Søren, Sørens far og jeg er på samme hold, og at det gælder om konstruktivt at lære Søren at blive bedre til at reagere på sine signaler.” Alt i alt er Søren kommet meget mere ovenpå i forhold til problematikken. Der kan stadig ske uheld, men ikke ret tit (én gang hver 14. dag), og så reagerer han selv på det og går i bad og vasker sit undertøj. Han styrer det selv.