"Mit barn kommer i institution, selvom jeg går hjemme"

Mødre, der vælger institutioner fra for at passe deres børn hjemme, hitter i øjeblikket. De er den nye bølge af mødre, dem der gør det rigtige. Hvor mange de er, ved jeg ikke. I mit hoved fylder de meget, men i virkeligheden er det nok bare genklangen af min dårlige samvittighed. 

Vores familiekonstellation er sådan indrettet, at jeg har mulighed for at gå hjemme med mit barn de første 3,5 år af hans liv. På trods af det har vi valgt at få ham passet i dagpleje tre til fire dage om ugen.

Gør det mig til en dårlig mor? Beslutningen har naget mig i lang tid.

Igennem de første to måneder var jeg i tvivl, hver gang jeg sendte Tristan i dagplejen. Min søn blev ked af at blive afleveret, og jeg kom i tvivl om, hvorvidt min trang til tid alene kunne retfærdiggøre vores valg.

Mit rationelle sind vidste godt, at Tristan var glad og fornøjet, så snart jeg var ude af døren, men det nagede mig stadig. En viden om, at jeg havde friheden til at træffe et nyt valg omkring pasning og beholde ham hjemme, gjorde at jeg hver dag følte, jeg skulle træffe beslutningen på ny. 

Tvivlen forsvandt, da jeg begyndte at kunne se udviklingen i min dreng. Tristan blev stimuleret gennem legen med de andre børn på en måde, jeg aldrig kunne tilbyde ham hjemme. Han lærte hurtigt at bevæge sig mere frit og udviklede sit sprog hastigt. Hans begejstring og stolthed over alt det nye var tvivlen værd.

Jeg er i dag helt sikker. Dagplejen er det rigtige for os begge. Tristan stortrives, og jeg har fundet mig selv og mit overskud igen.

Jeg er efter ét intenst år som mor ikke længere kun mor, jeg er mig – og jeg er mor. At holde sit barn hjemme og stimulere det optimalt kræver hårdt arbejde. Kan man ikke leve op til barnets behov, træffes valget af egoistiske årsager.

Fuldtidsmødre skal sideløbende leve op til livets øvrige aspekter, og for at klare dette skal hun i mine øjne være lidt af en ’super woman’, og de findes vidst kun på film.