Oh Land med sine børn

Oh Land glemmer ofte én ting – og du kan måske genkende det, hvis du er mor til flere

Oh Land kommer en gang imellem til at skære sine børn over én kam og glemmer, at de to ældste ikke er samme sted i livet med deres fire års aldersforskel.

Vores Børn logo

Nanna Øland Fabricius er netop blevet mor for tredje gang, og når man som hun og hendes mand, musikeren Adi Zukanovic, har en lille flok, bliver det vigtigt at tage nogle særlige hensyn.

I virkeligheden er det nok hende selv, der skal forberede sig på de faldgruber, der kan være, når man står med en lille bebs på armen og samtidig skal forholde sig til to unger, der er et helt andet sted i deres udvikling og børneliv.

Det fortæller hun i et stort interview i magasinet Vores Børn, der er på gaden nu.

– Jeg kan godt komme til at se drengene lidt som en duo, der hører sammen og kan de samme ting. Hvor jeg skærer dem over én kam og glemmer, at der er faktisk fire års forskel på dem.

Det gør sig især gældende med hendes mellemste barn, som hun nogle gange kommer til at behandle som ældre, end han faktisk er.

– Jeg kan mærke, at jeg allerede ser Ernst som den store, selvom han kun er fire år, og nogle gange glemmer, hvor lille han er. For eksempel når han bliver utrøstelig ked af et eller andet fuldstændig latterligt – så kan jeg overse, at han jo er totalt umoden i sit system, og at det er fuldstændig okay og normalt, at han bliver ulykkelig, fortæller hun og uddyber:

– Jeg er ret opmærksom på, at jeg skal tillade Ernst at være lille, og på, at jeg måske skal skrue lidt ned alle de steder, hvor jeg har tendens til at tale ind i ting, han kan. Når han for eksempel er god til at cykle, selv kan finde sit legetøj eller bærer ud efter sig. Han må jo gerne få opmærksomhed på den måde, men jeg skal minde mig selv om, at han bare er fire år og også skal have lov til at ikke være god til noget og spilde og vælte ting og tisse i bukserne.

Læs hele interviewet med Oh Land i det nye Vores Børn, hvor hun også fortæller om problemer med amningen, og hvordan hun ikke vil lade sine egne traumer med perfektionisme gå ud over børnene.

Nanna Øland Fabricius

40, gift med Adi Zukanovic, 37. Nanna har Svend, 9, fra et tidligere forhold, og sammen har parret Ernst, 4, og en lille babypige, Bellis.