Sådan sætter du tydelige grænser – kærligt
Foto: Getty Images - Børn har faktisk ikke brug for at få sat grænser. Når jeg siger det, er der ofte ramaskrig, siger psykologen.

Sådan sætter du tydelige grænser – kærligt

Når børn er i tvivl om, hvad de må, tester de grænser. Men det hjælper ikke en pind at kommandere og råbe. Så hvad så? Bliv klogere her.

”Kom så ned fra den sofa og sæt dig ordentligt”. ”Stop så med at kaste med maden, nu har jeg sagt det tusind gange”. ”Sluk så den iPad, jeg bliver sindssyg af al den larm”. Det kan være svært at bevare fatningen, når kaos hersker, og alting bimler og bamler omkring ørene på én oven på en lang dag med møder, mails og voksenforviklinger. De strikse kommandoer har det med at finde vej til vokabularet, når vi er pressede, men vredesudbrud og skældud får ikke dine børn til at lystre. Tværtimod, fortæller familierådgiver Fie Hørby.

– Det er svært for børn at samarbejde med nogen, der taler hårdt til dem, så bliver de bare mere trodsige. Det er ikke, fordi de ikke respekterer og elsker os, men det er en feedback til os om, at de ikke bryder sig om tonen. Faktisk er det mest effektive våben, når du vil have dine børn til at lytte, at tale i et roligt og kærligt toneleje, men være helt tydelig omkring, hvad det er, du ønsker af dem, forklarer familiepsykolog Heidi Agerkvist.

– Du skal faktisk bare sige det, som det er – i et naturligt stemmeleje: ”Jeg vil gerne have, at du kommer ned fra sofaen”. Det er altid bedre at sige til børn, hvad de gerne må frem for, hvad de ikke skal. Jo mindre dramatisk du kan melde ud, jo nemmere er det for børnene at mærke, at nu er grænsen altså nået. Al grænsesætning er en god ide at begynde med et ”jeg”, forklarer begge eksperter. Det flytter nemlig fokus fra barnet over på dig.

– ”Du skal ikke hoppe i sofaen, det ved du godt” er skældud, mens ”jeg vil gerne have, du lader være med at hoppe i sofaen” fokuserer på dit behov. Underteksten i al skældud er altid, at barnet er dumt og udueligt, og børns selvbillede skabes igennem de ord, vi forældre bruger, så bliver man skældt meget ud, påvirker det barnets selvfølelse negativt. Og du behøver slet ikke tale med store bogstaver for at være bestemt, siger Fie Hørby.
Derfor er din vigtigste opgave som forælder at give udtryk for, hvor dine personlige grænser går. Det giver også barnet en forståelse for, at mor for eksempel har én grænse for larm, mens far har en anden, og det er lærerigt.

– Børn har faktisk ikke brug for at få sat grænser. Når jeg siger det, er der ofte ramaskrig, men børn har brug for at få lov til at sætte deres egne grænser, og det kan de sagtens finde ud af. De voksne skal bare være tydelige omkring, hvor deres grænser er, så børnene kan spille op ad det. En tydelig voksen er en voksen, som barnet ved, hvor det har, som giver udtryk for, hvad hun kan lide og ikke lide. Det giver tryghed, forklarer familiepsykologen.

Når børn har vævende og usikre forældre, som ikke er tydelige omkring deres grænser, kan resultatet være, at de bliver ekstremt kontaktsøgende.

– I det tilfælde vil de hele tiden udfordre vores 'nej', være plagende, krævende, klæbende og pjevsede. Men det er faktisk fordi, de er lidt ude af sig selv. Fordi der ikke er en voksen, der viser vejen, fortæller Fie Hørby.

Læs også: 7 skønne weekendture uden børn

Tålmodighed på prøve

Egentlig er der ikke forskel på, hvordan du sætter grænser for en treårig og en syvårig, men der er forskel på, hvad vi voksne kan forvente af dem. En syvårig kan bedre behovsudsætte, mens en treårig kræver lidt mere tålmodighed.

– Jo yngre ens børn er, jo flere gentagelser skal der til. Det handler ikke om, at de ikke har forstået beskeden, eller at de er uopdragne, men om at der er et stykke vej fra at forstå det til at kunne handle på det, når man er tre år. Frontallapperne i hjernen er simpelthen ikke helt udviklede endnu, og det er der, fornuften sidder.

Men grænsesøgende adfærd handler også om informationssøgning. Børn tester grænser af, når de er i tvivl. Man skal opfatte dem som små detektiver, som er i gang med at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Hvis barnet spørger om en is fem gange, og mor siger ja sjette gang, så spørger han selvfølgelig også seks gange igen i morgen. Når dit barn bliver ved med at spørge om det samme igen og igen, så spørg dig selv, om du har givet det de informationer, det leder efter, råder Heidi Agerkvist.

Et treårigt barn, der fortsætter med at hoppe i sofaen, selvom du gentagne gange har bedt hende om at stoppe, har brug for lidt mere vejledning. Simpelthen fordi hun endnu er meget styret af sit lystcenter, forklarer Fie Hørby.

– I den situation skal børn ikke have skældud, men hjælp. Tag fat om barnet – kærligt, men bestemt – og sig ”jeg vil ikke have, at du hopper i sofaen”, mens du løfter barnet ned. Det er klart og tydeligt lederskab, som samtidig får barnet til at føle sig tryg. Men hvad så når krapylerne nægter at følge mors og fars anvisninger? Så skal du fortsat komme i kærligt og forstående ærinde.

– En syvårig ved godt, at hun ikke må hoppe i sofaen. Hører hun alligevel ikke efter, handler det tit om, at barnet har været i skole hele dagen, og der har været en masse voksne, som har skældt ud og været sure, og så kommer hun hjem til mor og far, og der er også hårde øjne og reprimander. Til sidst vil hun ikke længere høre efter, men høres og gøre tingene på egne præmisser. Det handler faktisk om, at barnet hungrer efter varm kontakt – at blive holdt om og spurgt ind til, fortæller familierådgiveren.

Læs også: Sådan putter du dit barn effektivt

Den sparsomme familietid

I løbet af de sidste 50 år har børnesynet ændret sig markant. Hvor det engang var almindeligt at give ørefigner, verbale tæv og uddelegere skrappe regelsæt, er det helt andre og mere kærlige metoder, vi tager i brug i dag.

– Tidligere troede man, at børn var et stykke rå natur, som skulle civiliseres. Derfor skulle de have strikse regler for, hvad de måtte og ikke måtte. Meget af det, vi har troet var god og nødvendig opdragelse, er direkte skadeligt for børns selvfølelse. I dag ved vi, at barnet er kompetent, og det skal behandles og tales til ligeværdigt – ikke at forveksle med, at vi er ligestillede, for mor og far har magten og lederskabet. Men vi taler til børn, som vi taler til voksne mennesker, understreger Fie Hørby.

Den autoritære børneopdragelse blev afløst af en mere laissez-faire opdragelse, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet og fik mindre overskud og tid til at tage konflikterne med deres børn. Siden har vi tilegnet os en mere demokratisk opdragelsesform, som i høj grad inddrager børnene og fokuserer på ligeværd mellem børn og voksne, men ifølge familiepsykolog Heidi Agerkvist er vi så småt på vej tilbage til den mere laissez-faire opdragelsesmetode. Ganske enkelt fordi vi gerne vil bevare den gode stemning i den sparsomme tid, vi har sammen som familie.

– På sigt bliver det utrygt for børnene. Når børn bliver udadreagerende, er det deres måde at råbe de voksne op og sige: ”Hey, der er et ansvar, I ikke har taget. Hjælp mig med at forstå verden.” Mange forældre vil gerne være søde og rare og til at snakke med, og det er langt hen ad vejen også godt. Men vi må ikke blive for utydelige. De voksne skal stadig have voksenbukserne på og tage ansvar for, at der bliver sat grænser. Selvfølgelig skal børn holde i hånd over vejen, og selvfølgelig skal de have børstet tænder. For forældrene ved bedre. De har større og mere veludviklede hjerner og ved, hvad der er godt for børnene på den lange bane.

Om eksperterne

Heidi Agerkvist Psykolog
Psykolog med speciale i børnefamilier og forældreskab. Har egen praksis i Århus, men tilbyder også onlinesamtaler og blogger om de udfordringer, mange børnefamilier støder på i hverdagen på Heidiagerkvist.dk

Fie Hørby
Familierådgiver og medindehaver af Blackbird Institute. Et psykoterapeutisk institut, der tilbyder uddannelser inden for relationskompetence, familierådgivning og familieterapi. Forfatter til flere bøger, bl.a. ”Drop opdragelsen”.

3 velkendte konflikter

1. Når barnet ikke vil spise aftensmad

Med børn er det sådan, at tryk avler modtryk, så når vi presser dem, vil de protestere. I stedet for at presse på, så interesser dig for, hvorfor din datter ikke vil spise. Giv måltidet et eftersyn. Er det rart at sidde ved jeres måltidsbord? Hvis man bliver presset til at spise op, hele tiden rettet på, eller mor og far sidder med næsen i mobilen, er der ikke rart at være.

2. Når barnet ikke vil puttes

Her kan flere ting spille ind. Måske er dine børn endnu ikke mætte på kontakt, når de skal sove – de har formentlig undværet jer hele dagen. Måske er du stresset, det kan barnet mærke. Og måske giver putteritualet indtryk af, at det er noget, der helst bare skal overstås i en fart. Tal om, hvordan I gør putningen mere hyggelig og rar, for i seng skal de, naturligvis.

3. Når barnet larmer helt ustyrligt

Vi voksne kan nemt komme til at overskride vores egne grænser i den gode stemnings tjeneste, og det er en dårlig idé, for det eksploderer fuldstændig på et tidspunkt. Bed børnene om at lege inde på deres værelser, hvis de skal larme eller lave én larmende aktivitet ad gangen. Husk at starte sætningen med ”Jeg...”.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Børnepsykologi og Forældre