Rane Willerslev: "Børn lærer bedst igennem leg"

Deres hager er løftet en anelse, og det lange løse hår falder ned over de spinkle skuldre, som de står der ved siden af hinanden. Piger, klædt i lange hvide skørter. Den ene med et skjold, der dækker halvdelen af hendes krop – den anden med en kæmpe økse stukket i jorden foran sig. De to søstre ligner krigerbørn, som de står der foran Jellingestenen, men det hele er bare en leg.

– Det er et maleri, jeg har fået lavet af mine børn – Gertrud og Thyra. Det er sådan rimelig old school stil og egentlig lidt en joke. Men jeg synes, de skulle have et billede af sig selv, og der knytter sig jo en historie til det, fordi deres far er direktør for Nationalmuseet. Jeg er rigtig glad for det, for jeg føler lidt, at de er tilstede her i lokalet.

Det er ikke kun Rane Willerslevs egne børn, der er tilstede i bevidstheden, da jeg besøger ham på Nationalmuseet. Faktisk fylder børn en hel del i hans arbejde med at omdanne museet til et sted, hvor der er plads til nysgerrighed, sanselighed og leg. Det er nemlig derigennem, at læringen opstår, og bliver hængende forklarer han.

– Hvis børn skal lære noget, og det skal sidde fast i hovederne på dem og betyde noget for dem, så skal de faktisk lære det igennem leg. En af de myter, vi kæmper med, er en indgro et forståelse af, at hvis børn skal lære noget, skal det være tørt og kedeligt, for ellers er det ikke klogt, og så er det ikke vigtigt. Men al forskning viser det modsatte; at hvis du lærer igennem leg, så bliver det hængende. Derfor er det også vigtigt at lave tiltag, hvor børnene er aktive og selv skal gøre noget på en legende måde. Og det sker ikke nødvendigvis ved kun at kigge på flintesten og gammelt mørnet tøj i glasmontre.

– Det er helt basic . Børn vil røre, de vil smage, de vil føle, de vil mærke og de vil bruge tingene. Og ved du hvad? Det giver fuldstændig mening, for hvis du har et sværd … Han løfter hånden, knytter den og drejer leddet, som holdt han om et fiktivt sværd.

– Det er jo skabt til at tage i hånden og slå en eller anden i hovedet med. Du forstår kun, hvad et sværd virkelig er, hvis du får lov til at holde det, mærke hvor tungt det i virkeligheden er, hvor mange kræfter, det vil kræve at stå og svinge med det – og i bedste tilfælde måske også få lov til at slå med det, forklarer han, mens han løfter det fiktive sværd over hovedet og hugger til. 

– Børn er fantastiske, fordi de på en eller anden måde rummer det, vi alle sammen ønsker. Jeg har sgu også lyst til at holde det der sværd. Jeg er bare for pæn til at sige det, forklarer han. Jeg tror ikke rigtig på ham, for Rane Willerslev er præcis sådan en, som ikke følger konventionerne. Sådan en, som også selv lige vil røre, eller i det hele taget gøre tingene på en anden måde, end man forventer – selvfølgelig ville han spørge om han måtte holde det sværd! Da jeg siger det til ham, bekræfter han da også med et: “Nå ja!”, griner så det buldrer, og slår ud med hånden. Han har noget med store armbevægelser.

– Børn siger præcis, hvad de mener. Hvis de synes, noget er for kedeligt, så siger de det. I virkeligheden er de et mikrokosmos af, hvad mange af os gerne vil, siger han og forklarer, at de ofte netop bruger børn i testgrupper for nye udstillinger. Netop fordi de er så ærlige.

Læs også: Er din børneopdragelse gal eller genial?

Husk dannelsen Manden, der er professor i social antropologi og ph.d. fra Cambridge har boet 14 måneder i den sibiriske ødemark, hvor der til tider bliver helt ned til minus 85 grader. Dengang drømte han om at komme tæt på befolkningsgruppen jukagirerne , som er 100 procent afhængig af naturen omkring sig – et jægerfolk, som har deres egent sprog og egen åndeverden.

Det kom han. I dag – 47 år gammel – er han blevet for gammel til den slags, mener han selv. Nu er drømmen en anden. Den handler om at vende kurven for den kulturhistoriske mastodont – Nationalmuseet. Da han tiltrådte som direktør for knap to år siden, viste en undersøgelse, at 44 procent af danskerne ikke var kommet på Nationalmuseet i ti år, forklarer han. Årsagen var, at de syntes, det var kedeligt.

Det har han nu gjort til sit projekt at ændre. Sammenlignet med at bo på den bidende kolde tundra, kan det synes som en kedelig drøm at tiltrække flere kunder til den butik, som Nationalmuseet også er, men for Rane Willerslev handler det om meget mere end udstillinger på et museum. Det handler om dannelse – og med en stor kærlighed til og et fokus på de mindste samfundsborgere. Der skal nemlig sættes tidligt ind, påpeger han.

Læs også: 5 klassiske "far-ting" din mand bør lære jeres børn

Lortemorgener

Da han tiltrådte som direktør var de første tiltag derfor også med børnene i baghovedet. Tag for eksempel Kedsomhedsknappen: En stor summende svampelignende tingest, som er placeret i forskellige udstillinger og som med sin lyd og lysende stråler virker umådelig dragende for børnehænder at trykke på – og når det sker, bliver udstillingen levende ... eller det vil sige; en skuespiller, som er nøje instrueret af museets forskere, vågner til live som for eksempel samurai blandt alle sine sværd, iklædt tøj, som var han ægte.

Han taler til børnene med undren over, hvem de er, og fortæller om sine forfædre og hvad tegnene på sværdene i montrerne betyder. Og inden han vender tilbage til sin døs (og venter på et nyt hold), lærer han de fascinerede unger at bukke og hilse i respekt. Eller tag ‘Lortemorgener’ hvor historiefortællingen tager udgangspunkt i noget, som de fleste børn synes er sjovt og dragende, nemlig lort.

Rane Willerslev har svært ved at komme tilbage på sporet, da han først begiver sig ud i en lang passioneret fortælling om, hvor interessant lort igennem tiden er, fordi det fortæller en masse om befolkningens velstand med kloaksystemer, sygdomme, rotteplager og så videre. Pointen er, at det handler om at udnytte børnenes nysgerrighed og fascination og ganske enkelt tilrettelægge udstillingerne efter det. For børn skal kende deres historie, mener han, og understreger, at det er særligt vigtigt i en tid, hvor tingene går stærkt, og måske har en tendens til at være overfladiske.

– For mig handler det om to ting. På den ene side det, du kan kalde rygrad . Du ved, hvad du kommer fra, og hvad du kommer af. Du har en dyb forståelse af din historie. Men lige så vigtig er det, at du kombinerer det med en åbenhed til hele tiden at ændre dit billede på historien og på verden i mødet med ny viden. Den kombination af rygrad og udsyn, den er meget afgørende for, at du har et dannet menneske. – Og et lykkeligt menneske, tilføjer han.

– Som kan klare de knubs og den modstand, som livet uundgåeligt byder på. Det er store ord. Det ved han også godt, men han er alligevel ikke bange for at tage dem i brug, for han anerkender, hvor meget fantasi og leg har formet ham selv til den, han er i dag.

– Jeg blev ved med at lege langt senere, end det egentligt var normalt og det begyndte at blive lidt pinligt. Men i virkeligheden har den tilgang været ret afgørende for mig – også som forsker, for forskning er også leg. Jeg har aldrig været interesseret i at bygge Lego-modeller som var dem, manualen sagde. Men jeg er sindssygt interesseret i at bruge Lego til at bygge alt muligt andet med. At kunne møde verden fordomsfrit og nysgerrigt, som man gør igennem leg, det har jeg brugt utroligt meget i mit arbejdsliv. Og jeg synes, det er vigtige værdier, hvis man vil have en åbenhed til verden.

Fantasi er helt afgørende

I en tid hvor fakta er blevet let tilgængeligt for alle – du kan bare slå op på din mobiltelefon – er det helt andre værdier, som bliver vigtige – også i hele læringskulturen, påpeger han. Det handler om at kunne rejse de rigtige spørgsmål. Og hold nu fast, for:

– Hvis du kan bruge historien aktivt som en optik for at tænke fremtiden, jamen så bruger du fakta til at tænke noget nyt, der ikke eksisterer endnu. Det vil sige, at du bruger din fantasi. Og det er det, der er så utroligt vigtigt. Det er faktisk en evne, som er helt afgørende på fremtidens arbejdsmarked. Eksperterne forestiller sig, at vores børn kommer til at skifte radikalt job og lave radikale nye karriereveje tre gange i deres liv – i USA er det seks gange. Det vil sige, at jobmarkedet bliver et helt andet, hvor du skal kunne omsætte denne her grundviden ind i nye sammenhænge. Han taler hurtigt. Uden afbrydelser. Og med en sådan gejst og en ildhu, at man skal holde tungen lige i munden for at følge hans abstraktionsniveau. Han fornemmer det vist godt, for han konkretiserer:

– Man skal lave udstillinger og aktiviteter, der viser huller i viden, mere end det bare viser viden. Altså de ting, vi ikke ved. For de ting vi ikke ved, det er faktisk det, der driver videnskaben. Det er det, der driver nysgerrigheden, og det er det, du ikke kan slå op på din mobiltelefon, siger han og henviser til en af museets seneste udstillinger om vikinger, som vikingeentusiast Jim Lyngvild har bidraget med grafisk materiale til.

– Det er fantasibilleder ud fra noget viden, men teksterne siger: Vi ved faktisk ikke, om vikingerne har haft horn. I lang tid var det et mantra, at de ikke havde, men nu har vi faktisk fundet nogle små nye medaljoner, der viser mænd med noget hornlignende, som vi mener er dem, man kalder besærkere , og det kan være, at de iklædte sig det.

Og på den måde ser man Jim Lyngvilds billede som lidt af et fantasibillede, men man får samtidig at vide, hvad der er fakta, og dermed placerer man barnet i spændingsfeltet mellem fakta og fiktion. Er du med? Hvis ikke, så tænk på HBO-serien Vikings og alle mulige andre billeder og fortællinger om vikinger, som ikke sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vikingerne rent faktisk så ud. Men det er altså det, Willerslev gerne vil gøre anderledes på Nationalmuseet. Fantasere med udgangspunkt i fakta.

Læs også: Er din børneopdragelse gal eller genial?

Plads til tossede ideer

Han husker en særlig episode fra sin tid som ph.d.-studerende på eliteuniversitetet Cambridge, som har været en model for ham siden, når det handler om at skabe et produktivt, kreativt og verdensførende miljø: En kombination af tid til at fordybe sig, højt til loftet og en legende omgang med viden.

– Jeg kan huske, da jeg kom ind på min vejleders kontor, som var gigantisk. Hun sad i den ene ende, og jeg sad i den anden og fik et glas sherry, som man gør der, og så kom jeg med sådan en skør ide, og så kiggede hun på mig, nikkede og sagde: ” Interesting!” Det var første gang i uddannelsessystemet, at der var nogen, der havde sagt det til mig. Ellers havde de bare rystet på hovedet og sagt “Hvad er det for noget? Det passer jo ikke ind med det, vi gør her.” Cambridge ved, at de konkurrerer med hele verden. De lidt skæve ideer, de tossede ideer, er nogle gange de banebrydende. Hvis vi implementerede den attitude i vores skolesystem ...

Alenefar til to

Tilbage til pigerne på ni og elleve år, der kigger ned på os fra væggen – fra deres egen fiktive, legende vikingeverden. Forældrene blev skilt for omkring fire år siden. Det var den klassiske skilsmissehistorie med at arbejde så meget, at alt andet måtte vente, forklarer Willerslev.

– Det var et stort slag for mig at blive skilt. Jeg har hele tiden arbejdet ufatteligt meget, og hvis man hele tiden arbejder og altid prioriterer det, så betaler man en pris, fandt jeg ud af. Jeg troede egentligt, at jeg kunne få begge dele.

Han holder en pause. Tænker sig om. Han arbejder stadig ‘sindssygt meget’, men er ifølge ham selv blevet bevidst om at forsøge at give pigerne særlige oplevelser, som de vil huske. Som den årlige vildmarkstur i den svenske ødemark for eksempel. – Der slår vi telt op, hugger brænde og fisker, og hvis man ikke fanger noget, så får vi ikke noget at spise. Det lyder lidt brutalt, siger han og slår en latter op.

– Det er det egentlig ikke, for det at sulte kort er jo bare ubehageligt. Det er jo ikke noget, man dør af eller tager skade af. Men måske får det en til at koncentrere sig om at binde fiskekrogen lidt mere ordentligt dagen efter. Han ved godt, at en god og nærværende far ikke er gjort med en årlig eventyrtur, og han indrømmer også, at hans hverdag nok byder på lige så meget kalendergymnastik som hos mange andre.

– Jeg føler mig mange gange utilstrækkelig, i den grad! Jeg kommer jo også ud for, at jeg er træt, når jeg er sammen med dem. Men han ville aldrig i livet være sine piger foruden. Aldrig.

– Selv om man sommetider diskuterer hvordan og hvornår, man skal have børn, så er det eneste i livet, man aldrig kommer til at fortryde, at man fik dem. Fordi glæden er så stor. Og kærligheden – der er jo ikke noget, der overgår den kærlighed, forældre har til deres børn. Det gælder også for mig. Jeg elsker mine børn fuldstændig helt vildt og glæder mig til at være sammen med dem. Det er ikke det samme som, at jeg ikke også synes, de er irriterende, når de ikke vil sove og sådan noget, men helt fundamentalt er det jo helt fantastisk, det er jo umuligt at fortryde, fordi kærligheden er så stærk, siger han.

Den kloge professorfar

Han husker sin egen opvækst med det, som han selv kalder for en ‘meget klog professorfar’, som var 30 år ældre end moren og egentlig ikke rigtig deltog i opdragelsen på nogen produktiv måde – indtil forældrene blev separeret, da de to drenge skulle i gymnasiet, og de valgte at bo hos deres far. På det tidspunkt kunne de nærmest hverken læse eller skrive. “Vi var fuldstændig håbløse”. Men farens arbejdsliv var slut til drengenes held.

– Han kastede sig simpelthen over os og brugte al sin tid på at danne os. Læste lektier med os fra morgen til aften, men kombineret med, at vi altid sad og diskuterede ved tebordet. Han var meget nysgerrig og fordomsfri i sin tilgang og interesseret i, hvad vi tænkte, og hvad vi havde at sige. Udelukkende på grund af det, fik jeg en boglig akademisk karriere, husker han. Den sociale arv spillede ind, det anerkender han, men han lærte også noget vigtigt:

– På det tidspunkt rakte vi ud, min bror og jeg. Vi var klar og ville gerne. Tidligere kunne han have sagt alt muligt, og vi havde bare svaret: “Det gider vi ikke”, men man ændrer sig igennem livet, og der kommer forskellige faser i ens barndom, og idet børnene rækker ud og gerne vil, så skal man sgu benytte sig af det. Det skal man virkelig huske. Han prøver selv at skabe rum i hverdagen, der giver plads til det. Det er man nødt til på nutidens arbejdsmarked, som beder om, at vi er tilstede hele tiden.

– Jeg holder tiden med børnene hellig. Det kan kun brydes, hvis ministeren, som er min arbejdsgiver, siger: “Du skal være her!”. Ellers er der simpelthen ikke noget, der får lov at penetrere det. Det tror jeg, er den eneste måde at gøre det på. Den hellige tid går blandt andet til at fortælle historier om aftenen. Det har han også taget med sig fra sin egen barndom, hvor hans far, som var historiker, skabte et univers om tre vikinger fra Sverige, som hed Rane, Eske og Sten – og som skulle ned til Harald Blåtand og på togt. Der har vi legen igen.

– Den kører jeg faktisk videre med. Jeg fortæller vikinge- fortællinger og fortællinger fra Sibirien – det med at fortælle og få lov til at fantasere, det er virkelig vigtigt, siger han. Allerhelst ønsker Rane Willerslev at give sine piger et højt selvværd. Det er det, der er fundamentet for at være glad og tilfreds som menneske – og succesfuld her i livet, mener han. Faktisk er det meget vigtigere end karakterer og alt muligt andet.

Men, understreger han, man skal ikke tage fejl, for det at vide noget – og det er igen det der dannelse – det er også med til at give selvværd, for det giver et fundament at stå på. – Og så naturligvis udsynet, fordi livet bringer en masse bump. Nu talte vi lige skilsmisse, men det kunne også være alt muligt andet. Hvis du har opdraget et barn, der ikke har prøvet, at verdensbilledet bliver udfordret, så får du nogle meget skrøbelige børn.