juridisk kønsskifte
SPONSORERET indhold

Regeringen vil fjerne nedre grænse for juridisk kønsskifte: Nu skal børn ned til 0 år have lov

Et nyt forslag fra regeringen vil sikre, at børn ned til nul år får adgang til et juridisk kønsskifte.

Af: Julie Bruun Lund Foto: Getty Images
17. aug. 2022 | Børn | ALT.dk

I dag kan du juridisk skifte køn, når du er fyldt 18 år, men dén grænse skal nu fjernes. Sådan lyder det i hvert fald i et nyt forslag stillet af regeringen.

Forslaget er en del af regeringens nye LGBT+-plan, som blev offentliggjort tidligere på ugen.

Det skriver Jyllands-Posten.

Et juridisk kønsskifte betyder, at man skifter køn i cpr-registeret og herved får et andet personnummer. Bliver regeringens nye forslag en realitet, får børn ned til nul år altså adgang til et juridisk kønsskifte, dog med det forbehold, at det kræver samtykke fra forældrene, hvis man er under 15 år.

Anden gang skal være lykkens gang

Det er ikke første gang, Socialdemokratiet stiller lovforslaget om at fjerne den nedre grænse for et juridisk kønsskifte. Allerede sidste år var der delvis opbakning fra støttepartierne, men forslaget blev alligevel udskudt et års tid.

Sidste år lød begrundelsen for den pludselige tøven, at det var i strid med Etisk Råds anbefalinger, som foreslog, at den nedre aldersgrænse for et juridisk kønsskifte blev sat til 10-12-årsalderen.

”Et flertal i Etisk Råd har anbefalet, at der sættes en nedre aldersgrænse på 10-12 år, og det gør selvfølgelig indtryk. Flertallet peger på, at det må anses for tvivlsomt, om børn før puberteten kan overskue konsekvenserne af et juridisk kønsskifte,” sagde indenrigs- og boligminister, Kaare Dybvad (S), sidste år til Berlingske, og konkluderede så:

”Derfor skal vi tænke os godt om og lytte til de input, der kommer, før vi implementerer en model.”

Men nu ser det altså ud til, at tiden er moden, og hvis alt går som planlagt – og der ikke kommer et folketingsvalg i vejen – vil regeringen fremsætte lovforslaget til oktober.