Barn med ringorm
SPONSORERET indhold

Ringorm hos børn: Sådan behandler du den misforståede infektion

Har dit barn små hekseringe på huden, som klør og skæller? Så kan han eller hun måske være ramt af den misforståede ringorm. Læs her, hvad den smitsomme infektion skyldes, og hvordan du får bugt med den.

Af:: Amalie Louise Bernitt Foto: Getty Images
17. jan. 2020 | Børn | Vores Børn

Små, røde ringe har slået lejr på dit barns krop. Måske er de allerede centimeter store med ru, skællende kanter og med en kløe, der får junior til at kradse løs.

Ringorm er en ganske almindelig hudinfektion, som hærger i rigtig mange børnefamilier – særligt hos dem, som har kæledyr. Hvad der begynder som en lille, næsten utydelig plet, kan på rekordtid vokse sig til store, røde ringe og til sidst brede sig til mønstre, der ligner symbolet på de Olympiske Lege.

Men hvad er ringorm egentlig? Hvordan behandler du det? Og kan dit barn sendes i skole eller institution, hvis der former sig små, røde hekseringe på kroppen? Læs med her og få svaret.

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

Hvad er ringorm?

Infektionen med det misledende navn har faktisk intet med en orm at gøre. I stedet er ringorm en meget smitsom svampeinfektion i det yderste lag af huden, der også går under navnet Tinea corporis. Ringorm er ganske ufarlig, men den hærger i rigtig mange børnefamilier, hvor særligt de yngste døjer med udslæt efter at være blevet smittet i skolen, børnehaven eller i SFO’en. Voksne bliver kun i sjældne tilfælde smittet, men hold godt øje, hvis I har ringorm i familien. Ellers kan I hurtigt gå hen og smitte hinanden.

Hvordan ser ringorm egentlig ud?

Der kan gå lang tid fra dit barn smittes, til ringormen viser sig på dets krop. Når først du ser den, er du dog slet ikke i tvivl: Infektionen viser sig nemlig som runde eller ovale, røde ringe med ru og skællende kanter og med en midte, der har almindelig hudfarve, men som synes hvid i sammenligning med den røde kant. Ringene starter som bittesmå, røde pletter og vokser sig større fra centrum af cirklen. I nogle tilfælde kan ringene blive centimeter lange i diameter og endda vokse ind i hinanden og skabe store, røde mønstre. Udslettet klør en anelse i kanterne, men generer ellers ikke synderligt.

Ofte vil ringorm forme sig på dit barns krop, arme og ben, men hold også øje i hårbunden, hvor svampen har ganske gode levevilkår.

Ringorm.jpg
Foto: Getty Images

Hvordan smittes børn med ringorm?

Både dyr, mennesker og jord kan være værter for hudsvampe, og i ringormens tilfælde er det gerne mennesker og dyr, der er synderen. Ofte vil smitten ske fra dyr som katte, hunde og gnavere, og det kan derfor være en god idé at undersøge jeres kæledyr for ringorm, hvis uheldet er ude, så I får fjernet smittekilden. Stryg dyret mod pelsen, se, om der er pletter, og få det behandlet hos dyrelægen, hvis du finder ringorm.

Smitten kan dog også ske fra menneske til menneske gennem berøring eller ved, at I f.eks. bruger samme håndklæde eller tøj, og der er således ikke ret meget at gøre, hvis der er udbrudt ringorm i skolen eller institutionen.

Har du været i direkte kontakt med ringormen, bør du altid vaske hænder grundigt bagefter for at minimere smittefaren. Du og dit barn kan nemlig nemt få ringorm mere end én gang.

LÆS OGSÅ: Når ‘barn syg’ tager livet af det faste job

Sådan behandler du ringorm

Ringorm er heldigvis lige så let at behandle, som det er let at få. Er dit barn sluppet heldigt med bare én eller to ringorme, kan I nemt og billigt behandle infektionen ved at smøre området med en svampecreme, som kan købes i håndkøb på apoteket. Der findes flere varianter, som kræver forskellig påsmøring, så spørg lægen eller apoteket, hvad de anbefaler til lige netop dit barn.

Er huden derimod slemt ramt af store, røde mønstre, skal barnet undersøges af en læge. Han eller hun kan om nødvendigt tage et skrab fra huden og vil typisk udskrive en tabletkur, der gør kål på de små svampe.

Kilder: Børnelæge Thomas Lee Dahm, Apoteket.dk, Netdoktor.dk, sundhed.dk, sygeborn.dk, Sundhedsstyrelsen 1 og 2

Anbefalet til dig