Hjælp, min søn er rasende på mig

Problemet:

Familien består af Jakob og Connie, Christoffer på 6 år og Trine på 4 år, og Jakobs datter Sara på 13 år.

Som 1-årig fik lillesøster Trine diagnosen Angelman Syndrom, der betyder, at hendes forstand aldrig udvikler sig mere end hos et toårigt barn, samt en lang række udfordringer med blandt andet lavt immunforsvar og mange dage på hospitalet. Til daglig går hun i specialinstitution for handicappede.

Uanset hvad forældrene gør, bliver Christoffer ofte “nummer to i køen”, og det skaber problemer hjemme med raserianfald og ballade. Moren, som går hjemme på “tabt arbejdsfortjeneste”, har indimellem lyst til at løbe skrigende bort. “Jeg savner min lille, søde dreng og vores familieidyl uden skænderier, hvor vi bare kan hygge og være som alle andre ”normale” familier.

Coaching:

Jesper Juul: Hvad skal vi tale om i dag?

Connie: Vi skal tale om Christoffer. Jeg har så dårlig samvittighed. Hans lillesøster Trine er tit blevet akut syg om natten, og så er vi taget af sted på hospitalet. Christoffer kan gå helt i panik over det. Han siger, at han ikke kan regne med mig.

Jesper Juul: Hvordan startede det?

Connie: Christoffer fik pludselig raserianfald, og sundhedsplejersken sagde, at vi skulle holde ham tæt ind til os, til han slappede af. Det var svært, men det hjalp. Han kan gå helt amok. F.eks. smadrede han på et tidspunkt et fodboldmål med en golfkølle. Når det eskalerer har vi sendt ham op på værelset.

Jakob: Det er som om, han bare skal have det ud. Han flækker lige fodboldmålet, og siger så undskyld og bliver ked af det bagefter.

Connie: Han har haft mareridt om, at jeg falder ud af en båd, og han ikke kan få fat på mig. Jeg tolker det som, jeg ikke er synlig nok.

Jesper Juul: Det afgørende moment var nok, da du var nødt til at tage dig af den lille, Connie. Da mistede han på sin vis den forbindelse til dig, som gav ham den vigtigste tryghed på det tidspunkt i hans liv. Men i alle familier er der et tab forbundet med at få en søskende. Pludselig skal man dele sine forældre med en anden. Det er ikke jalousi, det er et reelt tab, og i de fleste familier bliver der ikke gjort plads til det tab.

Jakob: Men han har altid været glad for Trine.

Jesper Juul: Ja, heldigvis for det, men du forsvandt jo af gode grunde til hospitalet med Trine. Og det er der, hans raseri kommer fra og spærrer for trafikken imellem jer.

Hans hjerne ved godt, at Trine har et syndrom, at hun er nødt til at stå først i køen, og at hun har brug for mere end ham. Det, han ikke kan leve med, er at undertrykke savnet, sorgen og raseriet, og I må invitere ham til at skælde ud.

Sig til ham: ”Jeg kan forestille mig, at tingene nogle gange føles enormt uretfærdige, og at det må have været grusomt at få en lillesøster og føle, at jeg forsvandt samtidig.” Tal kun om dig og ham. Ikke om Trine. Og se på ham, om hvad der lander rigtigt, og hvad der lander forkert. Han finder sig ikke i at blive fejlfortolket.

Jakob: Det er helt rigtigt.

Jesper Juul: Det er okay at blive ked af det. Men man skal også blive vred. Både vreden og sorgen er en del af det at miste. Begge følelser skal være der. Han var kun to år, da han bliver storebror, og begge følelser bliver forbudte. ”Jeg skal ikke være vred, jeg skal ikke være ked af det. Jeg skal være glad. Min far og mor er kede af det nok i forvejen, så jeg skal ikke ind og mase på.” Så udover at han med rette har følt sig sat om i anden række, så har han selv placeret sig der gang på gang på gang.

Den der fuldstændig ubetingede tillid, som små børn har til sine forældre, den er væk. Han har ligesom tænkt: ”Nå for helvede, mor kan man ikke regne med.” Og det bliver man jo nødt til at give ham ret i. Uanset hvor velbegrundet det er, og selv om voksne kan se på dig og sige, det var den eneste fornuftige beslutning af tage, så må han bevare retten til at være tosset over, at det gik ud over ham.

Jesper Juul: Er han glad for at tegne?

Connie: Ja, det er han.

Jesper Juul: Det er muligt, at han kan tegne den vrede Christoffer og give ham et navn. Og dernæst relatere til ham som om, han er to personer, frem for at lade som om, at den del af ham ikke er der. Og så pludselig reagerer den side i ham ved at smadre et mål. Mange børn vil sige, det er ikke mig, der gør det…eller, det var som om, det ikke var mig.

Jakob: Det siger han også. Skal vi bekræfte ham i det?

Jesper Juul: I kan sige, vi ved godt, at det ikke var dit fornuftige jeg, der gjorde sådan. Vi har talt med en, som siger, at inde i din mave sidder en arrig trold, der indimellem er tosset på mor og far og lillesøster. Og det har du brugt enormt meget tid på at holde nede, og det har vi sådan set også haft brug for, at du gjorde.

Men nu vil vi gerne invitere den del af dig ind i familien. Slip trolden løs. Kald for eksempel trolden et navn. Så når du kommer og siger, hold kæft mand, jeg har hørt om det der mål, det var sgu ikke vanvittig begavet gjort. Var det dig, der gjorde det, eller var det ”trolden”? Og hvis han så svarer, at det var trolden, så kunne samtalen måske forløbe sådan:

”Okay, så er jeg mere lettet. For sådan en vrede kan være svær at styre. Er trolden stadig vred?”

”Nej, nu går det bedre.” ”Okay.”

Vi rummer jo alle sammen en helt håndfuld personligheder, vi har undertrykt.

Jakob: Men når han bliver for hidsig herhjemme, giver vi ham en time out.

Jesper Juul: Time out – det er sgu Fandens værk. I virkeligheden er der tale om en skammekrog. Problemet er, at det er ham den lille ”trold”, I sender ind på værelset. Endnu engang siger I til ham: ”Du er ikke velkommen her hos os,” og Christoffer samarbejder jo med jer og siger med sit fornuftige jeg: ”Ja, det er mig, der er noget galt med.” Men han har brug for, at I inviterer den side af ham ind i familien, så I kan finde ud, hvad det er, det handler om. Hvis I endelig skal bruge time out, så tag en fælles time out, hvor både barn og voksen sætter sig hen på sengen og tier stille, indtil I har noget fornuftigt at sige.

Connie: Han siger jo nogle gange, inden vi selv når at sende ham op på værelset: ”Nu går jeg op på værelset og skammer mig,” og græder hele vejen derop.

Jesper Juul: Ja, det er der, selvfordømmelsen starter. Han er gået med på jeres normer om, at det er forkert at være vred og ked af det. Og det er faktisk rigtig, rigtig skidt. For så begynder han at fordømme sig selv. Få ham i stedet til at tegne sig selv, og snakke om den side af ham, som er inden i ham. Jeg vil foreslå, at I snakker med ham og begge ”skriver under” på den nye kontrakt med ham om, at den lille trold også er velkommen.

Efter coachingConnie: Vi talte med Christoffer, da vi kom hjem, og fortalte, at det ikke var ham, der var noget galt med, og at det var okay at være gal og vise følelser. Han tegnede sit vrede jeg og kaldte ham “Anton”, hvilket åbnede op for en del samtaler. Der har været dage, hvor han slet ikke accepterede snak om “Anton”. Det er okay med os, så har vi bare ladet det ligge og ladet ham komme til os, når han var klar til at være sammen med os igen.

Vi er holdt op med at sende ham på værelset, det har været en klar øjenåbner at få smidt i hovedet, at det rent faktisk er afmagt, der gør, at man sender sit barn på værelset, fordi man er kommet til kort. Det er en alt for nem løsning, og det løser ingenting at fjerne barnet fra fællesskabet, det giver ikke barnet lov til at “give” igen og argumentere for sig.

I stedet har vi brugt en fælles time out, som Jesper anbefalede. Når han ligesom var kølet af, har vi kunnet nå ind til ham og spørge, til hvorfor “Anton” blev så gal, og så er følelser og en masse snublende ord væltet ud af ham, og han har nærmest været utrøstelig.

Han kæmper meget med skyldfølelse, selv om vi understreger, at det er okay at være så gal indimellem. Bliver han rigtig gal, så lader vi ham være, til han er klar igen, og så opsøger han som regel en af os, fordi han har brug for at blive trøstet eller bare at sidde i arm i sofaen, det er han gudskelov ikke blevet for stor til endnu.