Cykelhjelm til dit barn
SPONSORERET indhold

Dét skal du vide, før du køber en cykelhjelm til dit barn

Det er ikke nok, at cykelhjelmen er smart. Den skal også være i den helt rigtige størrelse og sidde korrekt på dit barns hoved for at have en effekt ved et eventuelt styrt. Her får du de vigtigste råd, når du skal købe den helt rigtige cykelhjelm til dit barn.

Af: Lea Holdgaard Hansen Foto: Getty Images
04. mar. 2020 | Børn | Vores Børn

Uanset om det er til din babys første cykeltur på mor eller fars cykel, eller om det er til junior, der er klar til at smutte afsted på sin egen, skal vi passe på hovederne - både vores eget og vores barns. Men det kan være en jungle at finde frem til den helt rigtige cykelhjelm til børn - for hvordan ved man, om cykelhjelmen sidder som den skal i tilfælde af, at uheldet er ude?

Vi har stillet de gode spørgsmål til Cykelistforbundet for at hjælpe dig med at finde den helt rigtige cykelhjelm til dit barn.

LÆS OGSÅ: Guide: Lær dit barn at cykle selv

 

Skal dit barn med ud og købe cykelhjelmen?

Ja, børns hovedform varierer meget. Derfor er det altid en god idé at have dit barn med.

Hvordan finder man den rigtige størrelse?

Mål dit barn hovedomkreds. Du skal måle hovedet lige over ørerne og hen over panden ca. 2 cm fra øjenbrynene. Pas på ikke at måle for langt ned i nakken, for så får du en for stor hjelm. Inde i alle cykelhjelme står et hjelmmål – fx str. 46-51 cm eller 52-60 cm. Nu kan du finde en cykelhjelm med et interval, der passer dit barns hovedstørrelse. De fleste cykelhjelme kan spændes godt ind, så du rammer dit barns hovedstørrelse helt rigtigt. 

Hvordan ved man, om en cykelhjelm sidder korrekt på barnets hoved?

Hjelmen skal sidde vandret på dit barns hoved og en tommelfingers bredde over øjenbrynene. Husk at spænde remme og justeringssystem i nakken, så hjelmen ikke rutsjer rundt på dit barns hoved

Hvornår skal børn have en ny cykelhjelm?

Et barn vokser typisk ud af hjelmen to-tre gange, når barnet er 3-10 år. Du skal også skifte hjelmen, hvis den har været involveret i et styrt eller udsat for et voldsomt slag – for eksempel hvis den er blevet tabt og faldet hårdt ned.

Skal cykelhjelmen være godkendt?

Cykelhjelme, der sælges i Danmark, skal være CE EN 1078-godkendte. Det er den standard, som man godkender hjelme efter i Europa. Så det behøver du typisk ikke bekymre dig om.

Er de dyreste cykelhjelme de bedste?

Nej, det kan man ikke sige. Du kan som udgangspunkt regne med, at børnehjelme, som sælges i Danmark, er sikre. Vil du have ekstra sikkerhed, kan du kigge efter hjelme med MIPS-beskyttelse. Det er en ekstra indsats, som bedre fordeler trykket på hovedet, hvis man falder. Dermed reduceres risikoen for fx hjernerystelse endnu mere.

Anbefalet til dig