Uffe Elbæk: “Børn er med til at strukturere hverdagen, så man holder begge ben på jorden”
SPONSORERET indhold

Uffe Elbæk: “Børn er med til at strukturere hverdagen, så man holder begge ben på jorden”

Det var på ingen måder planlagt, da Alternativets leder, Uffe Elbæk blev far som 22-årig. Han var aktivist og i gang med at erobre verden. Sønnerne blev dem, der trak ham ned på jorden igen, fortæller han i podcasten 'Fårking Far'.

Af: Mette Hovmand-Stilling og Mattias Hundebøll Foto: Tommy Frost
23. maj. 2019 | Børn | Vores Børn

Da Uffe Elbæk blev far for første gang som 22-årig, var det på ingen måder planlagt. Han boede i et besat hus på Blågårds Plads i København og var på vej til USA med sin kæreste, Karin, for at besøge progressive miljøer og skrive artikler til venstrefløjstidsskrifter i Danmark. Da de landede i New York, viste det sig, at der var en blind passager med, Karin var gravid. 

– Der var ingen af os, der havde set det komme. Vi diskuterede det hele vejen tværs over USA, og vi var usikre på, om vi overhovedet skulle være kærester og pludselig skulle vi tage stilling til det her enormt afgørende valg om vi skulle være forældre til det her barn, som vi jo af gode grunde ikke viste, hvad var, fortæller Uffe Elbæk til Mattias Hundebøll i Vores Børns podcast, Fårking Far.

De besluttede sig alligevel for at få barnet – Frej – og flyttede til mere stabile rammer i Aarhus.

– Frej blev et totalt aktivistbarn. Han kom med til alle de der møder. Når man kigger på jeres generation, så fatter man jo slet ikke, at det kunne hænge sammen den gang, men det kunne det, reflekterer han i podcasten.

Siden splittede Uffe Elbæk op med Frejs mor og fandt sammen med Kirsten, som havde en søn, Jacob, i forvejen. Ham har Uffe også taget til sig som sin egen. Men familieidealet var en del anderledes end i dag:

– Det var en helt anden tid. De kom jo i vuggestue efter tre måneder – og selvfølgelig skulle de det, fordi der lå også en enormt kollektivistisk tanke over det. Vi boede også i kollektiver, hvor vi delte godnat-oplæsning og sådan noget. Når jeg tænker tilbage på det, tænker jeg: Åh Gud, mand. Frej og Jacob må have så mange ar på sjælen og der må ligge så mange terapeutiske løntimer foran dem… Men heldigvis er det blevet nogle meget, meget, meget dejlige mænd, der er kommet ud af det. Som jeg virkelig er far-stolt over. Men sammenlignet i dag, hvor folk har barselsorlov i månedsvis…., fortæller han i Fårking Far.

Og mens Uffe Elbæk havde travlt med sine samfundspolitiske ambitioner og bl.a. etablerede kulturorganisationen Frontløberne i Århus og startede iværksætteruddannelsen, Kaospiloterne, så havde det konsekvenser på familiefronten, for arbejdet kom i første række og kærligheden sidst – alligevel havde drengene en vigtig funktion: 

– Jeg synes, at Frej og Jakob var det bedste grounding-program, jeg overhovedet kunne ønske mig, fordi jeg var så ambitiøs på det pågældende tidspunkt. Det er jeg selvfølgelig også i dag, men det er på en anden måde. Da jeg var i tyverne og 30’erne…hold da op, jeg skulle vise verden, hvordan den kunne se ud, og hvad man kunne skabe – og hvis jeg ikke havde haft børn… Børn er med til at strukturere ens hverdag, så man virkelig holder begge ben på jorden.

Hør hele Mattias Hundebølls samtale med Uffe Elbæk, hvor han også fortæller om, hvad en alvorlig sygdom betød for hans prioriteter og hvordan hans børn tog det, da han pludselig sprang ud som homoseksuel.  

Lyt til podcasten

Og på Spotify

Anbefalet til dig