Voldelige fællesskaber blandt børn og unge vokser på nettet: Ekspert fortæller, hvad du som forælder skal være opmærksom på

Hvorfor bliver nogle unge tiltrukket af voldelige fællesskaber på nettet?

Først og fremmest er det vigtigt at sige, at hvis man har en ung, der ellers lever i fred og fordragelighed og trives nogenlunde, så må man som forælder gerne trække vejret ned i maven og stole på, at den måde, ens barn er i verden på også følger med online. 

De børn og unge, som bliver draget af de her netværk, er ofte udsatte eller sårbare og mangler forpligtende fysiske fællesskaber og sociale relationer. Derfor søger de ofte online for at finde noget af det, de savner i deres liv. 

Der er selvfølgelig nogle unge, som opsøger fællesskaberne, fordi de netop er voldelige, og de er fascinerede af dem, men for de fleste starter det med en søgen efter at høre til eller finde mening. Derefter følger en længere proces, hvor det løbende bliver mere og mere grænsesøgende, og som i værste fald kan ende i kriminalitet eller selvskade.

LÆS OGSÅ

Nyt studie afslører forældres skjulte favoritter hos deres børn

En undersøgelse viser, at nogle børn i en børnegruppe bliver foretrukket frem for andre. Ekspert udfordrer dog nogle af undersøgelsens konklusioner.

Det handler om, hvorvidt det enkelte barn føler, at det har forældrenes støtte og oprigtige interesse, og om barnet oplever anerkendelse fra jævnaldrende og har status og betydning i sine fællesskaber.

Hvad er det, grupperne kan give de unge mennesker?

Jamen, de kan netop give en følelse af sammenhold, fællesskab og mening. Der kan være mange forskellige årsager til, at man søger ind i de her grupper, men det, vi skal huske, er, at børn og unge altid gør deres bedste. Man kan derfor også vende den om og sige, at hvis et ungt menneske søger mod et voldeligt netværk online, så må det virkelig have det dårligt. Vi må have svigtet dem, siden den bedste udvej, de kan se, er at blive en del af sådan et netværk. 

Derudover giver de her netværk ofte svar på det, der føles svært. I en verden, der hele tiden er i forandring, og hvor alt kan nuanceres, diskuteres og vurderes på et spektrum, tilbyder de her fællesskaber ofte meget rigide sort-hvid-holdninger. De er nemme at forstå, og det kan tiltrække unge med komorbiditeter – altså unge, der har en eller flere diagnoser. 

Nogen peger dem i en retning, der er nem at forholde sig til. Du bliver ikke spurgt, hvordan du vil være som mand. Nej, sådan her er mænd. Det er ikke, fordi jeg er bagud i skolen. Nej, det er, fordi den feministiske sammensværgelse giver pigerne i klassen en fordel. Det er ikke, fordi jeg har svært ved at gå til jobsamtale, men fordi indvandrerne tager vores arbejde. Man får tilbudt nogle meget nemme forklaringer på det, der føles svært, og på den måde opstår der et ’os mod dem’. Det er lidt nemmere at forstå, end at skulle forholde sig til, hvordan man gerne vil være i verden, og hvad man vil med sit liv.

Hvordan finder de unge frem til de her grupper?

Der er noget, der på godt dansk hedder tech-stacking, og det er typisk indenfor radikalisering. Meget af det her indhold starter på de åbne platforme som TikTok, Instagram eller YouTube Shorts – you name it – hvor rigtig mange børn og unge færdes. 

Hvis man har en ideologi, der er udemokratisk eller skadelig, kan man dele indhold på de platforme, som er en let udgave af tankegodset eller handlingerne. Og hvis man først ryger ind i deres algoritme og begynder at se deres videoer, kan de trække én længere og længere hen mod det mere grænsesøgende indhold. På den måde overholder man retningslinjerne på de sociale medier i håbet om at få en krog i nogen, gøre dem nysgerrige og så få dem med videre over på en anden platform. For eksempel Discord, Snapchat eller Telegram. 

Er der nogle apps, man skal være opmærksom på, om ens barn har?

Jeg synes bestemt ikke, at man automatisk skal ringe 112, hvis ens barn bruger Telegram. Nogle forældre bruger jo Telegram i stedet for SMS til at gruppechatte, fordi mor og far er skilt, og den ene har Android, så de ikke kan bruge iMessage. Der kan være mange andre helt anerkendelsesværdige formål, men det bør i sig selv give anledning til en interesseret dialog, hvis ens barn er på en af de her nicheplatforme. For hvad er det, du kan der, som du ikke kan andre steder? Det samme gælder Discord og Roblox, som de fleste børn og unge jo bare bruger til gaming. 

Det handler i højere grad om, hvilket ungt menneske man har med at gøre. En ung, der har det så dårligt, at de er modtagelige over for radikaliserede synspunkter, kan komme galt afsted på alle platforme. Og en ung, der har det godt og trives, kan sagtens støde på indholdet uden nogensinde at få lyst til at føre volden ud i virkeligheden. Gaming og sociale medier radikaliserer jo ikke folk. Social isolation gør, og den slags starter i virkeligheden. 

Man skal i hvert fald have in mente, at det altid er bedst at have en åben og nysgerrig dialog, snarere end at man som forælder skal overvåge sit barns mobil. For man kommer ikke til at opdage noget på sit barns telefon, som de ikke er interesseret i, at man opdager.

Skal man være nervøs, hvis ens barn er hemmelighedsfuld omkring sin mobil?

Nej, ikke nødvendigvis. Men jeg vil alligevel sige, at man skal holde øje med ændret adfærd. 

Hvis man har et ungt menneske, der altid har været hemmelighedsfuldt og sagt: ”Ej, mor, lad lige være. Du skal ikke se, hvad jeg skriver med mine kammerater”, så er det helt naturligt. Det kan være en del af løsrivelsesprocessen. Men hvis man har en dreng, der tidligere har spurgt, om man ikke vil sidde med, når han gamer, og han pludselig slet ikke vil have, at man kigger med, så er det en ændring. Eller hvis ens datter tidligere bare har ladet jer låne hendes telefon eller haft den liggende på sofabordet, når hun gik ud for at hente et glas vand, men pludselig har sat kode på den og reagerer kraftigt, hvis I tager fat i den, så er det værd at være nysgerrig på, hvad der er sket. 

Oftest vil man nok finde ud af, at barnet bare er blevet teenager. Mor og far er lidt nederen nu, og man vil gerne have sit eget. Det er en helt naturlig løsrivelse. Men nogle gange vil man opdage, at ændringen faktisk skyldes noget, man bør være bekymret for Det samme gælder, hvis ens barn har elsket at gå til fodbold tre gange om ugen og pludselig reagerer voldsomt på at skulle afsted og hellere vil sidde alene på værelset. Så er det oplagt at spørge ind til, hvordan barnet trives – både fysisk og online.

Hvordan skal man tale med sit barn om det skadelige indhold, der foregår på nettet?

Det er i hvert fald ret vigtigt, at vi taler om det. Når de her grupper er i nyhederne, og historierne bliver delt i medierne, er der jo mange børn og unge, der af nysgerrighed går ind og søger på det. Da der var et terrorplot mod Hadsten Skole, talte vi jo ikke om andet i flere dage, og når børn så går på TikTok og søger på det, vil de kunne støde på videoer, der hylder de kriminelle handlinger. 

Du kan sige: ”Jeg har lige hørt, at der har været det her angreb, og jeg har set, at der er nogle TikTok-videoer af det, som rigtig mange mennesker har set. Har du set en af dem?” Og så siger de måske nej, også selvom de har. Så kan man sige: ”Okay. Men du må altid sige det, hvis du har set noget. Du skal ikke være bange for, at vi forældre bliver kede af det, hvis du fortæller os, hvad du har set på nettet. Du skal ikke beskytte os. Hvis du siger, at du har set noget ubehageligt, kommer vi ikke til at sige, at du så ikke længere må være på TikTok. Det skal du bare vide.” 

Vi skal også huske, at vi bruger voksensprog, når vi dækker de her ting i medierne. Vi taler om nihilistisk voldelig ekstremisme, misantropiske ideologier og grænseoverskridende indhold og krænkelser af børn og unge. Og så kommer vi hjem til vores børn og spørger, om de har set grænseoverskridende indhold. Det giver ikke nødvendigvis mening for børn og unge. De har brug for, at vi spørger ind på en måde, der tager udgangspunkt i deres følelsesmæssige og kropslige reaktioner.

Hvordan gør man det?

Spørg i stedet dit barn: ”Har du set noget ulækkert? Har du set noget klamt? Har du set en video, der gjorde, at det var lidt svært at sove? Er der noget af det, du laver på nettet, der giver dig lidt ondt i maven?” Det er sådan, vi får børn og unge til at dele det, vi gerne vil have, de deler. 

Børn kan også godt mærke, hvis man går ind i samtalen med udgangspunkt i: ”Nu har jeg læst en artikel om det, og jeg vil lige sikre mig, at du ikke gør det”, fremfor en egentlig nysgerrighed på barnet. Spørg i stedet: ”Hvad laver du på sociale medier?” eller ”Hvad er det fede ved nettet?” 

Man bør ikke kun tale med sit barn, når man har læst en artikel om noget bekymrende, men gøre det til en naturlig del af familielivet. Alle forældre bør løbende tale med deres børn om, hvad de laver på nettet – også om alt det sjove. For i løbet af en måned kan man måske have snakket om to-tre sjove TikTok-trends eller den nye dans, der går viralt. Og så bliver det nemmere at tage den samtale om det, der er alvorligt, når man som familie også har sørget for at tale om alt det positive.

LÆS OGSÅ

Emeline blev svimmel midt i indkøbscentret - diagnosen, hun fik, kom som et chok

Beskeden, der ventede Emeline, var både en sorg og en lettelse.