Yoga for mor og baby
SPONSORERET indhold

Babyyoga: 4 hyggelige øvelser til din baby – og én til mor

Babyyoga er en nænsom vej til både nydelse, udvikling og nærvær - både for baby og forælder. Her er en række gode yogaøvelser, som du kan lave med din baby udarbejdet af yogaekspert Mia Sojun Rasmussen.

Af: Mia Sojun Rasmussen Foto: Getty Images
13. maj. 2021 | Børn | Vores Børn

Babyyoga kan være en meget givende oplevelse for både forælder og barn. Det kan skabe nærvær, bevægelse, leg og intutiv kommunikation. Du bruger din egen krop, mimik, tonefald og sindsstemning sammen med din baby, og alle babys sanser bliver brugt og skærpet undervejs i babyyoga: Lugtesans, smagssans, synssans, følesans, høresans, muskel-/ledsans og balancesans.

Et barn, der bliver masseret, snakket og leget med, vil lettere kunne udvikle evner for indføling, kreativitet, samarbejde og fællesskab.

Og så er babyyoga faktisk ret hyggeligt - fik vi nævnt det?

LÆS OGSÅ: Din baby forstår mere, end du tror

Fire gode yogaøvelser til baby - og én til mor

Yogaøvelse til baby: VUGGEN

Vuggen_3.jpg

Sådan gør du:

Hold om babys højre hånd og fod med din ene hånd og om babys venstre hånd og fod med din anden hånd. Sørg for du har godt fat, idet du nu lader baby rulle livligt fra side til side.

Fordele:

En god rytme i øvelsen gør ofte baby begejstret. Øvelsen er god for mange ting, bl.a. stimulerer den fordøjelsen, giver baby en massage af ryggen og de indre organer, styrker koordination af arme og ben og fremmer evnen til at kunne vende sig om på siden.

Tips:

Iagttag babys ansigtsudtryk for at se, hvor meget du kan sætte tempoet op. Hvis babys hoved ikke er i linje med resten af kroppen, må du gøre bevægelsen langsommere for at skåne nakken.

Yogaøvelse til mor: VUGGE

Vuggen_Mor.jpg

Sådan gør du:

Læg dig godt til rette. Stræk din nakke lang, rul skuldrene bagud og ned, tag fat om hvert knæ og begynd at rul fra side til side.

Fordele:

Ryggens kontakt til underlaget giver god jordforbindelse. Øvelsen masserer din ryg, samt stimulerer din fordøjelse. Giver desuden massage af dine indre organer og får dem skubbet blidt opad, hvilket er vigtigt efter graviditeten og fødslen, hvor organerne har været presset nedad.

Tips:

Forsøg at få en god afstand imellem dine knæ, da det giver mere bredde til lænden og hjælper korsbenet til at slappe af. Hvis du har ondt et bestemt sted på ryggen, kan du lave blide cirkler omkring det område, i stedet for at vugge fra side til side.

Leg lidt med tempoet i øvelsen. Blid rytme virker meget beroligende og helende, hvorimod en hurtigere rytme giver energi og vågenhed.

Yoga-øvelse til baby: STOLEN

 

Stolen_2.jpg

Sådan gør du:

Pres dine håndflader mod babys fodsåler og lad hende skubbe fra med fødderne.

Fordele:

Styrker babys mave- og benmuskler og giver hende en fornemmelse af egen styrke. Stimulerer muskel-/ledsansen, som fortæller baby hvor hun er placeret i rummet.

Tips:

Lad først presset være mod begge fødder, dernæst mod en fod ad gangen. Det motiverer baby til at bruge al sin styrke til at skubbe imod med. Saml din lilles knæ ind mod hinanden, så vil benenes tryk mod maven påvirke mavemuskler og tyktarm mere effektivt.

Kan laves enten med baby liggende eller siddende i dit skød med ryggen ind mod din mave.

Yogaøvelse for baby: RUTSJEBANEN

Melodi: 10 indianerbørn: ”De svømmede og de svømmede til de nåede ind til bredden…”

Rutsjebanen_1_2.jpg

Rutsjebanen_1_1.jpg

Sådan gør du:

Placer baby tværs hen over dine lår med en pude eller tæppe neden for hans hoved. Han ligger så og kikker ud over dit lår. Løft nu roligt dit ene ben og så det andet skiftevis. Find en rytme, der passer jer.

På den måde vil babys hoved og bryst skiftevis være løftet og sænket samtidig med, han har din kropskontakt.

Fordele:

En fremragende dynamisk øvelse der strækker babys ryg i to forskellige retninger skiftevis. En rigtig god forberedelse til at kravle og rejse sig langs møblerne.

Tips:

  • Sørg for at der er en pude ud for babys hoved, hvis baby skulle komme til at glide videre frem.
  • Tempo og graden hvormed du løfter dit ben, afhænger af din babys alder, temperament og hvor kendt øvelsen er for ham. Prøv dig frem og iagttag nøje hans reaktioner.
  • Tilpas bevægelserne til din babys smag og evner. Hvis du løfter for højt eller for energisk for ham, så stop op og giv ham et kram.
  • Hold gerne rundt om begge hans ankler med din ene hånd. Så bliver strækket lidt længere.
  • Vær opmærksom på din egen siddestilling. Måske har du behov for at støtte en hånd i gulvet bag dig, mens den anden hånd ligger på babys ryg.
  • Lad dit bryst være løftet med brystbenet over hoften.

Yoga-øvelse til baby: FISKEN

Fisken_3.jpg

Sådan gør du:

Sid med benene strakt ud foran dig i en V- form eller med benene samlede og strakte. Lad din baby ligge på ryggen tværs hen over dine lår, så hans skuldre hviler på toppen af dine lår. Læg en hånd eller to hen over hans bryst eller mave, så han føler sig tryg.

Fordele:

Fiskestillingen åbner lunge- og hjerteområdet, samtidig med at nakke, øvre- og midterste del af ryggen strækkes. Den styrker immunsystemet og virker afslappende.

Tips:

Lad babys baghoved hvile mod gulvet eller nedad siden på dit lår. Når han skal ud af stillingen, kan du enten rulle ham rundt på maven eller placere din ene hånd under hans baghoved og roligt tage ham op til et kram.

Anbefalet til dig