
Annonse

Annonse
Annonse
Skrevet af Pernille Enoch, Vores Børn Plus, nr. 4 2014.
Vendespil er et hit (men forvent at tabe; børn er topseje!), og I kan lave jeres eget: Køb karton i farver og mønstre, og brug en udstanser til at lave runde spillebrikker.
Klæb flotte motiver på, for eksempel dyrebilleder, I finder på nettet, eller kig i jeres fotobibliotek – det er sjovt at finde to gange far eller mormor.
Gem spillet i en æske, som du beklæder med farvet karton og giver prikker med et sværtestempel og viskelæderet på en blyant.
Materialer fra Panduro Hobby. Æske i baggrunden fra House Doctor.
Et fint gardin giver hygge og hulefornemmelse på børneværelset. Lav store papirprikker i forskellige farver ved hjælp af en såkaldt udstanser, og sy dem sammen på maskine i en lang række.
Hæng snorene fast i dørkarmen ved hjælp af tape, et søm eller en hæftemaskine.
Papiret og udstanser kan købes i hobbyforretninger.
De søde æsker holder styr på dimser og dutter. De pink og turkis prikker er ‘stemplet’ på æskerne med viskelæderenden af en blyant. Meget simpelt.
Materialerne er fra Panduro Hobby.
Tip!
Viskelæderprikker med tryksværte er en oplagt aktivitet for de helt små.
Søde og sjove muffinforme er praktiske, når junior skal sortere perler, lego og andre dimsedutter. Og så går de ikke i stykker, når de falder på gulvet.
Prikkede forme fra Panduro Hobby.
Et ensfarvet klæddehæfte bliver hurtigt sjovt og personligt med prikker i forskellige farver – og så er det nemt for buttede fingre selv at klæbe prikkerne på.
Køb klisterprikker i hobbybutikker, boghandleren eller Søstrene Grene.
Skab en fin sammenhæng på børneværelset ved at lade prikkerne gå igen på vægge og puder.
Prikkerne på væggen er lavet af masking tape og klæbet på.
Puden fra Luckyboysunday og æsken fra House Doctor.
Send en fødselsdagsinvitation med konfetti i – den er sjov for modtageren at åbne.
Ballonerne kan I lave med en udstanser, pap og lidt sejlgarn, og de små konfettiprikker udstanser I af kulørt papir med en almindelig hullemaskine.
Når posen ikke er på tur, kan den hænge på væggen og opbevare alt det, der ellers ikke har en plads.
Prikkerne er printet ud på strygepapir og strøget over på posen, så den kan tåle at komme i vaskemaskinen.
Mulepose og printpapir kan du købe i Panduro Hobby.