Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Konfirmation

Konfirmation

Så meget koster konfirmationsfesten

Regningen lander på 30.000 kr., når der holdes konfirmation eller nonfirmation. Dét viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea. Anslår vi, at der holdes mindst 50.000 konfirmationer og lignendeà 30.000 kr., lægger danske teenage-forældre 1,5 mia. kr. dette forår til familiefest.

Finanskrisen har fået mange til at øge fokus på at spare op og kvitte gæld. Men krisen har ikke fjernet festappetitten. Skal der være fest, så lad der være fest, det afslører den nye undersøgelse. Af det samlede festbudget er der godt nok barberet omkring 6 pct. af, når vi sammenligner med en tilsvarende undersøgelse fra 2007 og tager højde for inflationen.

Dykker vi ned i tallene kan vi dog se, at vi sparer mindst på selve festen, nemlig ca. 2,5 pct. og på gaven ca. 5 pct. og mest på tøjet til hovedpersonen nemlig ca. 20 pct., når vi sammenligner med 2007-niveau.

Vi prioriterer altså en smule anderledes i dag end for seks år siden.

Festen er største post på budgettet
I gennemsnit koster festen 18.500 kr. alt inklusive. For de penge beværter vi 38 gæster. Dermed lander kuvertprisen på 487 kr. Laveste kuvertpris findes i Midtjylland med 454 kr. og højeste på Sjælland med 535 kr.

LÆS OGSÅ: Har du styr på de tre pengetyve

Tøjbudgettet har fået saksen
Hovedpersonen får tøj, sko med mere for i snit 3.030 kr. Tøjet til drengene koster lidt mere end det til pigerne, og så viser undersøgelsen, at jyderne generelt bruger mest på tøjet til hovedpersonen.

Men set i forhold til niveauet fra 2007, så har vi klippet omkring hver femte tøjkrone ud af festbudgettet i dag. Det samme gælder tøjbudgettet til resten af husstanden, der altså fylder relativt mindre i dag end i 2007.

Gaven fra forældrene
På forældrenes festbudget er også gaven til hovedpersonen. Den lander på 5.450 kr. i gennemsnit, og det er en lille smule under niveauet fra 2007. Det der betyder mest for gavens størrelse er husstandens indkomst.

LÆS OGSÅ: Overvej dette før du køber konfirmationsgaven  

Ann Lehmann Erichsen

Ann Lehmann Erichsen, cand. jur., er forbrugerøkonom og ansat i Nordea. Hun vil jævnligt levere klummer om penge og privatøkonomi til ALTfordamerne.dk.

Hendes fokusområde er privatøkonomi. Via undersøgelser og analyser formidler hun den nyeste viden om danskernes privatøkonomi og forbrug.
Se, hvad vi ellers skriver om: Forbrug og Konfirmation