Appelsinmåne med glasur
En dejlig saftig, sød og syrlig kage bagt med både skal og saft af økologiske appelsiner. Til slut dryppes den med appelsinsirup og lægges sammen med appelsinglasur.
Ingredienser
- Arbejdstid: 45 min.
- Koge/bagetid: 50 min.
- Fryse-egnet
- Kagen:
- 150 g blødt smør
- 250 g rørsukker
- 3 æg
- 1 tsk vaniljesukker
- 2-3 økologiske appelsiner (2 spsk fintrevet skal + 1½ dl saft)
- 1 dl yoghurt
- 200 g hvedemel
- 75 g kartoffelmel
- 2 tsk bagepulver
- ¼ tsk salt
- Appelsinsirup:
- 1 dl appelsinsaft
- 50 g sukker
- Appelsinglasur:
- 50 g blødt smør
- 250-300 g flormelis
- 1 økologisk appelsin (1 spsk fintrevet skal + 2 spsk saft)
- Pynt: lidt revet appelsinskal og evt. lidt mynte
- Tænd ovnen på 180 grader. Pisk smør og sukker cremet og pisk æggene i ét ad gangen. Tilsæt vanilje, appelsinskal og saft samt yoghurt og pisk det hurtigt igennem.
- Sigt mel og kartoffelmel sammen med bagepulver og tilsæt salt. Rør det i dejen og fyld den i en smurt springform (24-26 cm).
- Bag kagen midt i ovnen i 45-50 min. – dæk evt. med et stykke bagepapir, hvis overfladen bliver for mørk. Tjek med en tandstikker, om kagen er gennembagt, og lad den stå i formen 10 min., før den vendes ud på en rist til afkøling.
- Giv appelsinsaft og sukker et opkog og dryp det over kagen, mens den endnu er lun. Pisk blødt smør sammen med sigtet flormelis og pisk appelsinskal og appelsinsaft i.
- Del den afkølede kage i 2 halvmåner, smør dem med glasur og læg dem sammen.
- Smør evt. overskydende glasur på kanten og pynt med ekstra revet appelsinskal og evt. et par mynteblade.