Havregrynskager med citronsmørcreme

Der er altid plads i maven til en dessert. Især når det er disse lækre havregrynskager med citronsmørcreme.

ALT for damerne logo

.

9-10 stk

Personer:8

Total:40 minutter

Arbejdstid:20 minutter

Ingredienser

Havregrynskager

  • 75 g smør
  • 100 g havregryn (grovvalsede)
  • 1 spsk hvedemel
  • 125 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knsp salt
  • 1 æg

Citronsmørcreme

  • ½ vaniljestang
  • 150 g blødt smør
  • 200 g flormelis
  • 1 æggeblomme
  • 1 knsp salt
  • 1 usprøjtet citron

Fremgangsmåde

Havregrynskager: 

Tænd ovnen på 190 grader. Læg bagepapir på 2 bageplader. Smelt smørret, og sæt det til side. Bland havregryn, hvedemel, sukker, vaniljesukker, bagepulver og salt i en skål. Tilsæt æg og smeltet smør, og rør dejen sammen, til den er ensartet. Fordel 18-20 små skefulde af dejen på de 2 bageplader med god afstand imellem – kagerne flyder meget ud under bagningen. Bag kagerne i ovnen i 8-9 minutter, til de er let gyldne. Afkøl kagerne på bagepladen i ca. 5 minutter, og lad dem herefter køle helt af på en rist.

Citronsmørcreme: 

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk smør, flormelis og vaniljekorn sammen med en elpisker i en skål i ca. 5 minutter, til smørcremen er lys og luftig. Tilsæt æggeblomme, salt og fintrevet citronskal, og pisk cremen sammen. Smag evt. cremen til med lidt citronsaft. Hæld smørcremen i en sprøjtepose med stjernetylle, og sprøjt creme ud på halvdelen af havregrynskagerne. Læg dem sammen med resten af kagerne, og tryk dem let sammen. Opbevar de sammenlagte kager i en lukket beholder på køl indtil servering.