Rødgrød med fløde og ristede mandler

I opskriften kan du bruge lige præcis de bær, som du allerbedst kan lide, eller hvad haven byder på lige nu.

Hendes verden logo farv

Til 4 personer

Ingredienser

Rødgrød

  • 400 g jordbær 
  • 100 g ribs 
  • 125 g hindbær 
  • 3 dl vand 
  • 130 g sukker 
  • ½ vaniljestang 
  • 50 g kartoffelmel 
  • ¾ dl vand 
  • 1 spsk. sukker til drys 

Til servering

  • 30 g mandelflager 
  • 2½ dl piskefløde

Fremgangsmåde

Rødgrød

Skyl alle bærrene. Nip stilke af jordbær og ribs, og skær jordbær i halve. Kom jordbær, ribs, vand, sukker og vaniljekorn i en gryde, og bring det forsigtigt i kog. Skru ned til middel varme, og lad grøden småkoge i ca. 10 minutter, til bærrene er kogt næsten ud. Skum af undervejs. Sluk for varmen under gryden, og vend hindbærrene i grøden. Rør kartoffelmel og vand sammen i en lille skål. Rør jævningen i den varme grød lidt ad gangen under konstant omrøring. Rør forsigtigt, indtil grøden er jævnet og uden små klumper af kartoffelmel. Hæld grøden over i en skål, og drys overfladen med et tyndt lag sukker, så den ikke trækker skind. Afkøl grøden, og sæt den på køl indtil servering. 

Servering

Rist mandelflagerne let gyldne på en varm og tør pande, og afkøl dem på en tallerken. Pisk fløden meget let i en skål – den skal ikke piskes til skum, men blot være lækker cremet. Anret rødgrøden i dybe tallerkener, og top med letpisket fløde og ristede mandelflager.

TIP: Rødgrøden må ikke koge, når der er tilsat kartoffelmel, så bliver grøden ”lang”. Sluk derfor altid for varmen, inden du tilsætter jævningen i en tynd stråle.