Charlotte Lynggaard: "Jeg har fået et forhold til min far, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke vi havde arbejdet sammen"

– Det er jo fantastisk, at du kan have dine børn omkring dig ved at arbejde tæt sammen. Jeg har fået et forhold til min far, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke vi havde arbejdet sammen. Men du kan også risikere at blive skældt ud af dine børn. Jeg tror, de føler, at jeg kan være hård og ambitiøs. Men det skal gøres ordentligt, der er ikke noget med at tage en genvej. Der er jeg af den gamle skole. Du skal kunne dit håndværk, og så må du lege bagefter, siger Charlotte.

Laura svarer “nej” til spørgsmålet om at blive guldsmed. Mens Sofia går i morens fodspor, lægger Laura sig i slipstrømmen af faren Michel Normann, der er kommerciel direktør i familiefirmaet og er ansvarlig for salg, PR og marketing.

– Det er ikke mig at sidde og tegne i timevis. Det er ikke den vej, jeg vil gå. Jeg har været i Paris et halvt år, hvor jeg var med til at starte den nye butik op (der ligger i Saint-Honoré-kvarteret på Rue du 29 Juillet, red.), hvilket har været hårdt, men også utrolig lærerigt. Jeg nyder at fortælle historien om smykkerne, og jeg er passioneret omkring stenene, og hvordan smykkerne bliver til. Jeg holder også meget af at tale om og sætte en vision for virksomheden i fremtiden, og hvordan man når derhen. Så når Sofia sidder på sidelinjen hos mor, elsker jeg at sidde sammen med far på hans kontor, siger Laura.

De to døtre er i bogstavelig forstand beslægtet med de bedste læremestre. Hvor heldig har man lige lov at være? Men det er ikke nødvendigvis den rene lyksalighed.

– Folk har tendens til at tro, at det er nemt for mig. At det er den ’nemme vej’, jeg tager. Men jeg skal stadig igennem de samme ting som de andre på uddannelsen, siger Sofia.

– Jeg synes faktisk, det er sværere at beskæftige sig med det samme som sin forælder. Der er meget at leve op til. Et ekstra pres, siger Charlotte.

– Jeg vil jo gerne gøre det godt og vise, at det her kan jeg godt. Men jeg vil ikke være bange for at springe ud i det. Så må de synes, at det er for vildt eller for grimt. Men jeg tror alligevel, at der går mange år før, jeg ikke føler et vist pres på mine skuldre, siger Sofia.

– Jeg føler det stadig, også selv om min far har været god til at give mig plads. Men han har også tit sagt, at han synes, det var noget mærkeligt noget, jeg havde gang i, siger Charlotte.

“Det er en ommer”

Sofia og Laura kunne godt åbne et excelark og lave en plus- og minuskolonne over fordele og ulemper ved at træde ind som tredje generation i familiedynastiet Ole Lynggaard Copenhagen. Det kommer ikke til at ske. I Lynggaard-familien regner man sig ikke frem til, hvad tiden skal bruges på, og hvor kræfterne skal lægges. Det er lysten, der tæller.

– Du stiller tit spørgsmålet: “Hvad har du lyst til?” siger Laura.

– “Gå efter din mavefornemmelse,” har du tit sagt,” siger Sofia.

– Det er vigtigt, at I brænder for det – særligt i forhold til den uddannelse, I vælger, for ellers bliver det ikke godt. Ligesom når jeg sidder og fordyber mig, siger Charlotte. Og så, for første gang, ranker hun ryggen og hæver stemmen, bare en smule.

Når jeg sidder og fordyber mig, kan jeg mærke, hvordan alting falder på plads indeni. Det kan efterhånden være svært at få den fordybelse, for der sker så meget omkring én, alt skal foregå i et højt tempo hele tiden. Det kunne jeg godt undvære. Jeg kan godt være nervøs for, at fordybelsen forsvinder med den næste generation, siger Charlotte og nikker mod sine to piger.

– Det er, som om alle synes, at noget er bedre, fordi det er nyt. Hele verden vil have nyt. Jeg kan godt arbejde på et smykke i to år, for gode ting tager tid. Jo mere tid, der er lagt i smykker, kunst og tekst, desto mere værdifuldt er det. Jeg har meget svært ved det lidt for hurtige, dét, der bare bliver rystet ud af ærmet, siger Charlotte.

LÆS OGSÅ: 7 kvinder, de danske designere bliver inspireret af

Én ting er den massive efterspørgsel efter et tempo, der tvinger pulsen op og besværer fordybelsen. Noget andet er grådigheden efter mere og mere.

– Vi bliver oversvømmet med ting og indtryk hele tiden, så vi bliver forvirrede, ufokuserede og bestemt ikke gladere – tværtimod. Det bliver for meget, og vi kan ikke overskue det. Instagram er et godt eksempel; overfloden af billeder, du skøjter henover. Det hele bliver udvandet. Det kan jeg godt blive lidt ked af. Så gør folk sig slet ikke umage på samme måde, siger Charlotte.

I familien Lynggaard er det et krav, at man gør sig umage.

– Jeg kan godt være irriterende og sige: “Det er en ommer” til Laura og Sofia. Min far har heller aldrig bare rost, siger Charlotte.

– Morfar har også altid været meget kræsen. Når vi har siddet og tegnet hos ham og har vist, hvad vi har tegnet, har han tit sagt: “Ja, du er ikke færdig!” siger Laura.

– Morfars respekt betyder alt. Når han endelig siger: “Det er en virkelig flot tegning, du har lavet,” bliver du vildt glad og får lyst til at lave tusind tegninger, siger Sofia.

Udover at gøre sig umage, skal man også finde sig selv og stå ved sig selv.

– Det er helt okay at være anderledes. Det kan faktisk være en fordel. Sådan er vi opdraget, siger Laura.

– Vi er aldrig blevet påvirket af, hvad man ’skulle’ gå i eller hvilken taske, man ’skulle’ have. Vi har haft hinanden i familien og følt os rige pga. det. Pigerne i familien, vi søskende og vores kusiner holder sammen og støtter hinanden. Vi værdsætter og prioriterer familien højt, og vi taler om alt, siger Sofia.

– Udadtil kan det virke, som om, der sker rigtig meget i vores familie. Vi er privilegerede og kommer mange steder, oplever meget og har mange muligheder. Men vi sætter også weekender, hvor vi ingenting skal, meget højt, siger Charlotte.

Det hele er så ordentligt. Jeg må ud med det.

I er godt nok artige…!

– Det er ikke altid sødsuppe herhjemme, Charlotte kommer min skepsis i møde.

– Men når nu ikke, der er noget dårligt at sige…”

Journalisten giver op og vender ryggen til havudsigten, der må fungere glimrende som glasur og skabe balance, hvis hverdagen viser sig fra sin sure side en gang imellem.