By Malene Birger stopper
SPONSORERET indhold

Malene Birger stopper hos By Malene Birger

10. jan. 2014 | Mode | Eurowoman

En stor nyhed er landet i modemediernes mail-indbakke her ved frokosttid. Danmarks modedronning nr. 1, Malene Birger, meddeler nemlig, at hun træder tilbage fra den post, hun har haft hos By Malene Birger A/S, siden hun solgte minoritetsandel af selskabet til IC Companys A/S i oktober 2010.

Malene Birger grundlagde sit firma i 2003, efter at have forladt DAY Birger et Mikkelsen, som hun ligeledes var med til at grundlægge, og siden er det vokset og vokset. I dag er det et af Danmarks største modehuse og forhandles hos prestigefyldte forhandlere som Net-a-porter.com.

Selvom hendes afgang måske har været undervejs, allerede siden salget i 2010, kommer det alligevel lidt som et chok for mange, at hun forlader koncernen. Hun vil dog dedikere sin tid til kreative projekter for sin nye virksomhed BIRGER1962, selvom et videre samarbejde med By Malene ifølge designeren selv på ingen måde er udelukket.

"Jeg giver 'de kreative nøgler' videre til designchef Christina Exsteen og hendes designteam. Christina har arbejdet tæt sammen med mig, siden jeg grundlagde virksomheden, og de sidste tre år har vi gået og gjort klar til denne her dag. Jeg ved, at jeg forlader et veletableret og sundt modehus, som har sin egen stærke identitet. Og jeg glæder mig til fremtidige projekter, både med By Malene Birger og Christina. Sammen har vi arbejdet hårdt på en strategi for By Malene Birger A/S, og jeg er sikker på, at firmaet vil blive ved med at være succesrigt og opleve respekt fra udlandet," siger Malene Birder således i en pressemeddelelse.


Hun fortsætter som mentor for designteamet til og med Spring/Summer 2015-sæsonen.