Mette Lindberg
SPONSORERET indhold

Mette Lindberg: “Jeg har altid lavet mit eget look, inden jeg skulle på scenen”

Mette Lindberg er kendt for sit farverige look og markante makeup, som hun selv er med til at sætte sit personlige præg på. Det gjorde sig også gældende, da vi mødte hende til ALT for damernes forsideshoot.

Foto: Michael Falgren
12. dec. 2016 | Mode | ALT for damerne

Af Sille Henning og Julie B

Hvilke skønhedsrutiner har du morgen og aften?
– Alle produkter i min ansigtsrutine er fra Exuviance. Om morgenen bruger jeg en konjac-ansigtsvamp med vand, skintonic, serum, øjencreme og dagcreme med solfaktor. Min aftenrutine består af ansigtsvask, så makeup/pollen renses væk, skintonic, serum, øjencreme og natcreme. Som musiker har jeg ofte lange dage med enten koncerter, photo/videoshoots, interviews eller tv-optagelser. Det er krævende for min hud, så det er vigtigt, at jeg passer på den. Jeg synes for øvrigt også det er mentalt afstressende at rense makeup af. Det er enormt rart.

Mette sætter det sidste personlige præg på sit look.

Hvordan plejer du dit hår?
– Jeg kan godt lide, når håret har fylde og ikke er sjaske-glat, men mere tørt og luftigt i sit look. Som opstart efter vask bruger jeg først en saltspray, så mikro-krepper jeg i enkelte små lag, så håret bliver let og løfter sig. Derefter tørshampoo. Jeg bruger dagligt tørshampoo, så det holder sig friskt. Jeg vasker mit hår cirka hver femte dag. Det kræver en shampoo, som laver en god skum og renser håret så nemt som muligt. I øjeblikket bruger jeg en fra Rudolph Hair, som både er miljøvenlig, øko og helt mild i duften.

LÆS OGSÅ: ”Her findes ingen begrænsninger, når det kommer til farver”

Er der noget, du aldrig ville gøre, når det kommer til skønhed og skønhedsprodukter?
– Jeg prøver at undgå unødvendig parfume og parabener i produkter. Der er ofte en alt for kraftig duft selv i økologiske produkter. Jeg vil hellere selv vælge min parfume, end at man kan identificere min shampoo eller deodorant via produktets overforbrug af duft-branding.

Mette og fotografen Michael Falgren

Du lægger selv din makeup, også selvom du har en professionel makeupartist til rådighed. Hvorfor foretrækker du at gøre det selv?
– Jeg har altid været vant til at lave mit eget look, inden jeg skulle på scenen, det er, som om optakten til at skulle være på starter der, så hører jeg forskellige playlister, jeg selv har sat sammen, og synger med, imens jeg gør mig klar. På ­"X ­Factor" har jeg en personlig makeup- og hårstylist. Vi arbejder tæt sammen og fikser looket, så det er præcis, som jeg ønsker mig – hun må også gerne improvisere, for hun ved, hvad jeg kan lide. Og så er jeg tryg. Jeg elsker også Marianne Jensen, som var med på mit ALT for damernes-shoot, men vi syntes begge, at det ville være sjovt og ekstra personligt, hvis jeg lagde makeuppen selv.

Marianne Jensen er en af Danmarks dygtigste stylister og har stået for stylingen.

Hvordan har du det med at være en, som mange har en holdning til?
– Jeg har det så fint med, hvis nogen bliver inspireret af mine holdninger og min stil og måde at være på. Jeg elsker selv at blive forundret og henrykt over andre mennesker. Jeg ser mig selv som ærlig og næstekærlig, så det håber jeg, andre mærker, særligt på "X Factor", som jo er en voldsom omgang i forhold til mange ting. Respekt for andre mennesker og selvironi er i min bog noget af det vigtigste.

Der bliver taget mange billeder på et photoshoot. Her ses Mette i et lækkert outfit fra Marc Jacobs.

Hvor finder du inspirationen til dit look?
– Jeg samler altid styles og visuelle ting sammen, som jeg finder på min vej. Så tager jeg det frem til inspiration i forhold til tøj, hår og makeup. Det kan være lækre ­farvesammensætninger fra en udstilling, noget jeg ser i en film eller folk, jeg ser på gaden. Jeg var et smut i Japan før sommer for at lave et program til DR3, og det var helt vildt, så sindssygt velklædte folk var. Jeg kom selv til at købe en frakke og klassisk hat, fordi jeg blev så draget.

LÆS OGSÅ: Få looket fra forsiden: Sidse Babett Knudsen

Hvordan er dit forhold til din krop?
– Jeg har altid været lidt tynd i det. Petit knoglebygning, små hænder og fødder. Generelt er jeg glad for min krop. Jeg bevæger mig meget, når jeg spiller med mit band, og føler ikke behov for at træne ellers, men jeg holder meget af at gå og cykle. Hvert år dyrker jeg intenst yoga 30 dage på en bountystrand. Jeg har altid intentioner om at følge op på det bagefter, fordi det er så mega optur, men pludselig er der gået et år mere.

ALT for damernes moderedaktion er i fuld gang med forberedelserne til dagens photoshoot, som Mette har taget flere af sine personlige accessories med til. Ting, hun ofte køber på rejser.

Hvad er dine tre yndlingsprodukter?
– Jeg har ikke som sådan tre yndlingsprodukter, men nogle af dem, jeg bruger oftest, er Kevin Murphys tørshampoo ­Fresh Hair – den har jeg brugt i otte år, det er bare den bedste på alle måder. Macs lyserøde øjenmakeupfjerner, som fjerner ret effektivt, og så svier den ikke. Og så bruger jeg Mucokehl D6 øjendråber, der efter sigende skulle have en helende effekt på øjet og i det hele taget på alt fra sår til gamle ar. Der kommer en del støv og makeup i øjet fra dulleprodukter og trafik, så jeg ynder at dryppe mine øjne hver aften.

LÆS OGSÅ: Tid til hjemmespa: 9 effektive ansigtsmasker

LÆS OGSÅ: "Rød er min yndlingsfarve, og denne sæson skal der tilføres endnu mere til garderoben"

LÆS OGSÅ: Det perfekte par jeans