Devon Aoki og Alexis Bledel
Foto: J.Sciulli/WireImage for BWR Public Relations/Getty Images Skuespiller og model Devon Aoki og skuespiller Alexis Bledel.

Skønhedstendenser 2021

Disse skønhedstrends kommer du ikke udenom i 2021

Imellem håndsprit og mundbind er der sneget sig et par nye skønhedstendenser ind på badeværelset. Skønhedsekspert Anette Kristine Poulsen giver sit bud på, hvad fremtiden bringer.

Det kan godt være svært at følge med skønhedsverdenens mange tendenser, for der kommer altid et produkt, som er lige dét bedre, vildere og mere opstrammende end det forrige.

I år er ingen undtagelse i forhold til nye skønhedstendenser – og så er alligevel, for 2020 er på mange måder en undtagelse, og året over dem alle (indtil videre – please, 2021 vær sødere!).

LÆS OGSÅ: Her er 5 skønhedsbrands, alle taler om lige nu

2020 har på mange måder ændret vores måde at leve på – social distancing, hjemmearbejde, nul krammere – og vi har omlagt mange af vores vaner. Noget af ren nødvendighed, som fx at minimere vores besøg i fysiske butikker, mens anden gøren og laden har været mere en psykisk omstrukturering og noget, som har sat tanker i gang om, hvordan vi passer på os selv.

Den globale pandemi har medført nogle nye tendenser, både på det helt store og strukturelle makroniveau og i det mikrokosmos, der udgør vores egen lille, private verden.

Vi har derfor spurgt skønhedsekspert og forfatter til bogen Seriøst bedre hud, Anette Kristine Poulsen, hvordan pandemien har påvirket vores skønhedsrutiner, og hvilket nye skønhedstendenser og -produkter vi måske kommer til at se meget mere til i det nye år.

Balancemageren

Noget 2020 ikke har ændret på er, at vi gerne vil have hud, der ser veludhvilet og rolig ud – og med en god, sund glød.

I år har vi om noget haft endnu mere brug for at stresse af, vores hud inklusiv, og det er her, CBD kommer ind i billedet.

CBD er cannabisplantens ikke-euforiserende stof, som har fundet vej ind i cremer, olier og sera, vi smører i ansigtet. Selvom de danske hylder endnu ikke flyder over med CBD-produkter, så tror Anette Kristine Poulsen alligevel på, at den ’anti-inflammatoriske balancemager’, som hun kalder den, er noget, vi kommer til at se meget mere til.

Men hvorfor er CBD effektivt? Og hvordan?

”På vores hud har vi nogle små modtagere, der hedder cannabinoid-receptorer, og dem er CBD i stand til at kommunikere med. Det er altså et stof, huden forstår,” forklarer hun og fortsætter:

”CBD er lidt blevet udråbt til et mirakelprodukt, og det er det ikke. Men man er så langt med udviklingen nu, at man kan sige, at der er en reel påvirkningskraft, når det gælder om at kunne dulme, hele og barrierebeskytte huden.

Og de tre ting er jo grundstenene for, at vi kan arbejde videre med det, vi ellers gerne vil for vores hud – om det er glans, glød eller fine linje. Hvis ens hudbarriere ikke er i orden, så er det meget svært og arbejde med noget, man gerne vil have fikset. Og CDB kan skabe balance i huden, så andre produkter kan komme til sin ret.”

LÆS OGSÅ: Skal din hudplejerutine have et sjette gear?

Et sådan andet produkt kunne være essence. Noget, jeg personligt har været lidt forvirret over, hvordan virker, men som ikke desto mindre er blevet fast inventar hos skønhedsbrands som Vintner’s Daughter, SK- II og Amly. En slags blåstempling er hermed givet.

Men forvirringen er ikke blevet mindre af den grund. Og efter endelig at være kommet helt med på serum-bølgen, så har jeg svært ved at regne ud, hvad essence skal til for, og hvordan det adskiller sig fra et serum.

”Man kan sige, at det er en slags forfugt, som man bruger før serum – en essence, som vi for alvor fik øjnene op for et par år siden – åbner op for, at man kan lagre sin fugt. Jeg ødelagde min hud meget, da jeg var yngre, fordi jeg tog alt for meget sol. Nu er den kronisk tørstig efter mere fugt, og så giver det god mening at kunne lagre sin fugt.

Et andet plus ved at bruge en essence er, at man kan supplere med flere ingredienser: altså hvis man nu ikke kan finde et serum, der indeholder alt det, man synes, man har brug for, så kan det være, at man kan finde en essence med den sidste ingrediens,” siger Anette og uddyber, at rækkefølgen hedder essence først, så serum og slutteligt dagcreme.

Så skulle man være godt kørende på fugtsiden.

Læg dig til rette på komfort-hylden

Én ting er nye produkter, dem er vi vant til at skulle forholde os til. Men Anette Kristine Poulsen forudser også nye tendenser i vores måde at shoppe på, når det kommer til skønhedsprodukter – og ikke bare i forhold til at handle mere online.

”Jeg tror, at vi kommer til at se nogle alternative distributionskanaler, når det kommer til skønhedsprodukter. Noget, den her pandemi har ført med sig, er et større potentiale for det, man i udlandet har kaldt one-stop-shopping, hvor man skal kunne gå ét sted og købe alle sine ting.

Når vi er bange for at blive smittet, så vil vi ikke længere daske rundt, som vi plejer, så vil vi prøve at prioritere de steder, hvor det er nødvendigt at komme – som fx dagligvarebutikker. Jeg tør ikke sige, hvordan det præcist bliver rent praktisk. Men jeg tror på, at man skal til at tænke one-stop-shopping ind i fremtiden,” forklarer hun.

Også det vi køber lader til at ændre karakter.

I takt med, at vi har været meget mere hjemme, har vi også klaret meget mere selv: aldrig har der været så meget skævt klippet hår og hjemmebagt surdejsdejsbrød, som der har været i 2020.

LÆS OGSÅ: Sådan får du smuk hud med dine (køkken)olier

Vi har virkelig skulle bevæge os ind på områder, som vi ikke nødvendigvis er eksperter på. Og det kan man også mærke i skønhedsbranchen, fortæller Anette Kristine Poulsen, for det viser sig, at der har sneget sig en helt ny hylde ind på badeværelset.

Og hvad skal der så stå på den?

”Jeg kalder den for komfort-hylden. Det er det modsatte af alt, der rimer på quickfix. Det er alle de sanselige olier og te, der kommer med på badeværelset, hvis man er så heldig at have et badekar, og så er det alle de her mange, mange masker til ansigt, krop og hår. Alt, der giver komfort, blødhed, ro og sanselighed i en tid, som er så mærkelig.”

No more bullshit

I forlængelse heraf har begrebet self-care også fået en hel ny betydning: hvor det før handlede om at gå til frisøren, at få en ansigtsbehandling og tage en yogatime i det lokale studio, dét at blive groomet af andre, så er begrebet nu 1:1 med sin egentlige betydning.

Det handler om selv at passe på sig selv.

”Førhen var det sådan lidt: ’Gud nej, farver du selv dit hår?’. Og nu er der megastor prestige i at kunne gøre tingene selv. Det ypperste var, da jeg til Børsen fik opskriften fra frisør Cim Mahony på, hvordan man klipper sit pandehår.

Nu betyder self-care også alt fra, hvordan du klarer hårfjerning til ansigtsbehandlingen derhjemme. der er kommet ny cool-faktor ved ’gør det selv-beauty’,” siger Anette Kristine Poulsen og påpeger en sidste trend: vi er færdige med det hun kalder ’skønmalerier’ – at tro på hvad som helst.

”Med alle de fake news, der har huseret de sidste år, er der kommet en generel modbevægelse, som man kalder fight for facts. Og det gælder også skønhedsbranchen og dens produkter. Folk vil vide, hvad det er, der gør, at et produkt kan det, en producent siger. Vi tror ikke længere på sjældne ingredienser fra en fjern bjergskråning. Der skal simpelthen fakta på bordet.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Skønhed, Trends, Hud og Hudpleje